Frederiksstadens fineste farvepalet: Kom indenfor i Barbara og Robertos smukke bolig
I en dele-lejlighed fra 1800-tallet har Barbara Egholm sat kulør på de historiske gamle vægge, bevaret de smukke detaljer og indrettet med nyt design, vintage fund og keramik fra yndlingsøen Sicilien.
I en baggård i Frederiksstaden i København med Amalienborg som nabo og udsigt til de royale gemakker fra køkkenvinduet bor Barbara Egholm sammen med kæresten Roberto i det, som bedst kan beskrives som et familiekollektiv.
Hjemmet på hele 410 kvadratmeter er nemlig delt i to, og i den ene del på 110 kvadratmeter bor Barbara og Roberto og i den anden Robertos mormor, mor og moster.
"Min kæreste Roberto har altid boet på denne måde, og faktisk har han aldrig boet andre steder. Ejendommen er fra 1896 og bygget med anretterkøkken, som man havde i gamle dage. Derfor er der to køkkener i lejligheden, hvilket gør den ideel at dele op. Fordi at den er så stor, føles det aldrig som om, vi sidder på skødet af hinanden," fortæller Barbara.
Robertos mormor har boet i lejligheden siden 1980’erne, men det er relativt nyt, at Barbara er rykket ind, og det har sat lidt kulør på kollektivet.
Barbara har nemlig sammensat den fineste farvepalet på lejlighedens store flader. En palet som er sammensat ud fra intuition og uden den store forkromede plan fra starten.
"Før jeg rykkede ind hos min søde kæreste og hans familie, boede jeg i en meget mindre lejlighed, og der fandt jeg det ofte svært at finde de rigtige farver til rummene."
"Dét at rummene er større her, og at lejligheden er markant ældre, gav mig lyst til bare at plastre det hele til med smukke og glade farver," fortæller Barbara som fra starten var sikker på, at hun ville have et gult rum og et blåt, og ét med tapet.
Resten opstod undervejs som en naturlig proces. Den blå farve kom på væggene i stuen, men også på køkkenlågerne i det originale køkken fra slutningen af 1800-tallet.
"Jeg elsker lyseblå og har altid gerne villet have et lyseblåt køkken, og så tog vi bare springet. Det var min søde kæreste, der malede fronterne, mens jeg var ude at rejse."
"Lyseblå er bare en farve, jeg aldrig bliver træt af, og da det jo er et gammelt køkken, ville jeg ikke gøre det alt for vovet. Jeg synes, det er vigtigt at respektere det gamle, men samtidig også gå lidt væk fra det alt for nuttede," siger Barbara.
Netop at respektere den gamle ånd, men med en drejning af noget nutidigt, har været Barbaras fokus i hele indretningen.
Hun finder inspiration på Instagram og har købt interiørmagasiner, siden hun var helt ung. Hvis noget er interessant, får siden et æseløre, så hun kan finde det igen. Hvad der er et æseløre værd er meget forskelligt, for Barbaras stil er legende, eklektisk og svær at definere.
Annonse
"Jeg følger ikke en bestemt stilretning i min indretning, men kan mærke at jeg til tider er mere draget mere mod en stil end en anden. I visse perioder har jeg behov for så mange farver som muligt, i andre har jeg brug for mindre larm."
"Jeg føler, at jeg i mit eget tempo er i gang med at finde en mellemvej mellem de to kontraster," siger Barbara, der heller ikke kan komme uden om, at yndlingsøen Sicilien fylder en del både i lejligheden i Frederiksstaden og i hendes tidligere hjem.