Det var en helt bestemt oplevelse, som satte gang i Cathrine Raben Davidsens interesse for kunst

Der er et familieportræt, Cathrine Raben Davidsen har malet, som rammer noget ganske særligt.

Det er det, der hedder 'Familie', og som er en del af udstillingen 'Let Everything Happen to You' på Copenhagen Contemporary (CC).

Læs også

Mathilde og Nicolas har skabt lyse rum, selvom lysindfaldet er knapt – se hvordan her

Det abstrakte og mørke maleri er ikke en klassisk gengivelse af en familie. Det er mere en gengivelse af alt det, der ikke viser sig fysisk, men som stadig er til stede i en familie. Følelserne. Energierne. Erfaringerne. Historierne. I sit virke som kunstner har Cathrine Raben Davidsen generelt været god til at indfange det, der foregår under overfladen, mellem mennesker og omverdenen.

I de tidlige år var det særligt hendes eget følelsesmæssige landskab, der blev portrætteret i de dramatiske malerier, men på det seneste har Cathrine Raben Davidsen i højere grad vendt sit blik mod omverdenen og de universelle dynamikker, der udspiller sig mellem natur og menneske.

Vi starter ved begyndelsen. Hvordan vil du beskrive din barndom?

“Jeg er opvokset i indre by i København som enebarn med min mor og far, som fik mig, da de var meget unge. Min far var 20 og min mor 21 år, da jeg blev født. Der var ingen regler i mit barndomshjem – alt var meget frit og bohemet. Men som barn ville jeg egentlig gerne have regler, så dem lavede jeg selv.

Min far var tøjdesigner, og vi havde ikke ret mange penge, men når han havde solgt en kjole, brugte han alle pengene på god mad, blomster og modemagasiner. Vi levede fra den ene dag til den anden og købte tit på klods hos både slagteren og købmanden i Strædet.

Ofte var det mig, der blev sendt i byen, for mig kunne ekspedienterne ikke sige nej til. Det gjorde mig selvstændig i en tidlig alder, og det ser jeg som en positiv ting. Jeg værdsætter mine forældres vildskab og fandenivoldskhed; at der ikke var noget, som var rigtigt eller forkert. De pressede mig aldrig til at være klogere eller dygtigere end andre. Og de var altid stolte af mig lige meget, hvad jeg valgte at gøre.”

Hvornår begyndte kunsten at fylde i dit liv?

“Som 13-årig mistede jeg min far meget pludseligt (af AIDS). Han var sindssygt kunstnerisk og dygtig. Jeg tror ikke, at jeg ville have, at hans kreativitet skulle dø med ham, så jeg begyndte at tegne modetegninger. Både i et forsøg på at komme i kontakt med ham, men også fordi jeg ville give liv til hans passion. Jeg havde ikke et sprog for det savn og den sorg, jeg bar rundt på, så på en måde blev kunsten en måde at udtrykke mig på.

Læs også

Kamilla Byriel har indrettet sit hjem på samme måde, som hun designer tøj: ”Det er lavet til at leve i”

Som 19-årig begyndte jeg på en kunstskole i Firenze, hvor jeg mødte Rose Shakinovsky og Claire Gavronsky, som var lærere på skolen. De har betydet meget for mig og er en stor årsag til, at jeg er blevet kunstner. De har lært mig alle værktøjerne, og de underviste i kunsthistorie, æstetik og kunstteori helt tilbage fra Platon og til nutiden.

I de første to semestre måtte vi kun male efter modeller og stilleben. Det er lidt ligesom, hvis man vil være arkitekt eller læge, så må man også lære det basale først. Rose og Claire er stadig mine mentorer i dag, og jeg er i nær kontakt med dem. De har fulgt mig hele vejen og kender min proces som menneske og kunstner. Det er ret enestående, og det giver mig en kæmpe ro, at de har været med fra begyndelsen.”

Hvordan formede tabet af din far dig? 

“Jeg var en helt almindelig teenager, da han døde. Tabet var med til at gøre mig mere sårbar og gjorde nok også, at jeg generelt blev mere bekymret for at miste og for, at ting pludselig skulle stoppe. På flere planer. Det lærte mig, at jeg ikke kunne tage noget for givet.

I dag er det værste, jeg kan forestille mig, at være uvenner med folk, der står mig nær. Jeg kan ikke lide at gå ud ad døren og være uklar eller uvenner, for tænk nu, hvis jeg ikke skulle se den person igen nogensinde.”

Hvordan vil du karakterisere det virke, du havde, da du begyndte at lave kunst? Og hvordan er du modnet som kunstner?

“Som ung er man meget umiddelbar og ret egocentreret i ordets bedste betydning. Jeg tror, at det er en vigtig fase, hvor selvcentreringen er en naturlig del af udviklingen. For mig handlede det ikke så meget om at ville dele min historie med andre, men mere om at udtrykke den.

Jeg kan godt misunde mig selv som ung, selv om det også var en svær tid. Men det var en frihed bare at være til stede i nuet. De værker, jeg skabte som helt ung, og som er med i udstillingen på CC, er rå, upolerede og meget ærlige.

I dag står jeg et stærkt sted. Med årene og erfaringen ved jeg, at mine værker rummer en vigtig fortælling, der ikke kun drejer sig om mig, men om en fælles historie, som jeg ønsker at dele. Selv om tvivlen af og til melder sig, ved jeg, at jeg har noget på hjerte, og at min stemme har betydning. Jeg er blevet mere kærlig over for mig selv som ældre.”

En stor del af dit kunstneriske virke er funderet i maleriet. Hvorfor lige det?

“Maleriet er et sprog med en kæmpe bagage. Jeg elsker langsomheden i det. Når jeg ser på andre kunstnere, som jeg beundrer, er det især maleriet, jeg er optaget af. Hvordan de arbejder med det, hvem de er inspirerede af, hvilke pensler de bruger og sådan noget. Alle de små nørdede detaljer.

Læs også

I Paris forelskede Louise sig i én speciel ting – Nu vil hun gerne dele oplevelsen med andre

Det er så vigtigt at se malerier i virkeligheden, for der er meget, der går tabt i en gengivelse – alt det taktile, teksturer og penselstrøg. Jeg er lige kommet hjem fra Firenze, hvor jeg genså nogle fantastiske malerier af Leonardo da Vinci og Sandro Botticelli fra 1400-tallet. Jeg var der sammen med min datter Ingrid, og vi brugte virkelig lang tid på at nærstudere enkelte værker.”

At male bliver ofte beskrevet som en alkymistisk proces, hvor man blander farver og pigmenter for at skabe noget større: kunstværket. Hvordan arbejder du helt konkret med maleriet?

“Alkymisterne søgte jo efter en form for åndelig fuldkommenhed og eksperimenterede med at blande de fire elementer, jord, ild, vand og luft i alle mulige forsøg på at lave ‘guld’, fordi de var overbeviste om, at alt materiale havde en form for guddommelig stræben efter at være perfekt. Jeg synes, det er en interessant tanke at stræbe efter at forene modsætninger.

I maleprocessen bruger jeg ofte materialer, der skyr hinanden, som olie blandet med vand eller Coca-Cola for den sags skyld. Men det er også en interessant tanke på et menneskeligt plan, fordi vi i bund og grund er sammensatte. Alkymi – og på sin vis også maleri – handler for mig om at forfine ting, om at gøre sit bedste. Jeg elsker virkelig at arbejde med maleriet, selv om det er en kæmpe udfordring.

Det er jo ret simpelt, men måske fordi der er så meget i tilværelsen i dag, som netop ikke længere er så simpelt, får det stor betydning. Jeg behøver ikke at tænke, for når jeg maler, er jeg i et frit rum. At male er meditation.”

Mange af dine værker er meget personlige. Føles det nogle gange grænseoverskridende at dele dem med verden?

“Mine malerier har selvfølgelig elementer af selvbiografi i sig, men det er slet ikke det, der er vigtigt for mig. Faktisk vil jeg gerne væk fra den del. Mine værker skal kunne stå alene, og man skal gerne kunne forstå dem på forskellige planer. Med det sagt er mange af de værker, som indgår i udstillingen på CC, ungdomsværker, som jeg aldrig har udstillet før.

Det er meget personlige værker, som ja, på sin vis er grænseoverskridende at vise. Men det er også værker, der er vigtige for at forstå mit virke og udgangspunkt. Og netop derfor viser vi dem nu. En af de mest personlige tegninger i udstillingen er nok 'I wanted to tell my Dad' fra 1996. Det er et selvportræt af mig og handler om, at jeg fik min menstruation, et par dage efter min far døde, og det ville jeg så gerne have fortalt ham: At jeg var blevet voksen.”

Du er på mange måder en selfmade kunstner og har selv drevet din kunstneriske forretning. Hvorfor valgte du den vej?

“Jeg elsker at styre mit eget værk. I dag har jeg fire ansatte, der hjælper mig med de mange forskellige opgaver, som er en del af det at drive så stor en virksomhed, som det jo har vokset sig til at blive. Min familie og venner driller mig med, at jeg arbejder alt for meget. Men det er jo også min passion, og jeg er med i alle led. Om det så handler om at vælge, hvilket klisterbånd, vi skal bruge til vores pakker.

Læs også

Hos guldsmed Line Hallberg er væggene hvide, og møblerne er fulde af sjæl – og sådan skal det være

Det er temmelig nørdet, men det er også supervigtigt for mig, at alt, hvad der forlader studiet, er, som jeg vil have det. Det kan godt være ensomt nogle gange at stå alene med alt ansvaret, men samtidig tror jeg, at man som kunstner i virkeligheden altid står alene, også selv om man er i stald hos et galleri. Heldigvis sparrer jeg med andre kunstnervenner omkring mig.

I Danmark arbejder jeg f.eks. rigtig godt sammen med Tania og Thomas Asbæk og med Jacob Bjørn Gallery i Aarhus. I udlandet arbejder jeg sammen med Nilufar Gallery i Milano og The Future Perfect i USA. På den måde får jeg skabt en god balance mellem at stå alene og være i et fællesskab, hvor man stræber mod det samme.”

Udstillingstitlen, 'Go to the Limits of your Longing', er inspireret af et digt af Rainer Maria Rilke fra 1905, som er skrevet til Gud, og som handler om at omfavne både det smukke og det skræmmende, som livet har at tilbyde. Er du et religiøst menneske? Og hvad var det ved lige det digt, der talte til dig?

“Jeg er ikke som sådan et meget religiøst menneske. Og dog. Jeg tror på, at der er en højere magt, og der er en mening med alting i livet, selv om det kan virke meningsløst og uretfærdigt. Jeg lærer mine børn at møde det, der sker for dem med en positiv ånd, selv om det er svært.

Det handler om at omfavne livet lige meget, hvad det bringer én. I stedet for at sætte mig imod og sige, at noget er uretfærdigt, hjælper det mig at gå med det svære og forsøge ikke at lade mig tynge af det. Selvfølgelig er det ikke en nem opgave, men det hjælper at tænke sådan.

I digtet skriver Rainer Maria Rilke “Lad alt ske med dig / Gå til grænsen af din længsel.” Han beder os om at omfavne hele spektret, alle oplevelserne, uanset om de er smukke eller grusomme. Det er en opfordring til at acceptere livets mangfoldighed uden at modstå eller afvise de forskellige følelser og begivenheder.

Det betyder ikke, at man bare passivt skal acceptere lidelse eller modgang. Som jeg ser det, handler det om at være åben for det, man kan lære af og opnå gennem vanskelige oplevelser. Det kan være svært at tale om i den tid, vi lever i netop nu. På den anden side er der intet nyt ved netop vores tid. Det har altid været en krig et sted, ja, mange steder i verden. Og der vil altid være stor sorg, men også skønhed og kærlighed samtidig.” 

Læs også

Tv-vært Miriam Zesler bor anderledes end de fleste: Der er kun én upraktisk ting ved at bo sådan

Naturen og omverdenen er begyndt at fylde mere i dine værker de seneste år. Hvad har naturen lært dig? 

“Ro og nærvær. Når man er i naturen, står man over for noget, der er så meget større end én selv. På det seneste har jeg malet en del landskabsmalerier. Selv om deres forlæg er hentet fra virkeligheden, er de alligevel ikke konkrete landskaber. De er mere ethvert landskab. Alle landskaber samlet i et.

I de nyeste landskabsmalerier, jeg netop har lagt sidste hånd på til udstillingen, har jeg taget udgangspunkt i bombede landskaber fyldt med ar fra vores tid netop nu. På den måde er det svært at tale om naturen, fordi den jo er påvirket af os, og det vi gør ved den. Men den er stadig ufattelig smuk.”

Hvad er det vigtigste, kunsten har lært dig om livet?

“Noget af det bedste, jeg ved, er at se på kunst og at gå på museer – især på mine rejser. Jeg finder så meget inspiration i kunsten. Jeg kan blive virkelig berørt, men også frastødt. Kunsten kan vække noget helt særligt, synes jeg, den kan udfordre og vise verden fra en anden side end den, man kender og kan tænke sig frem til.

Kunst udfordrer vores forstand og åbner op for en dimension, der går ud over det logiske og rationelle. Og så kan den fortælle historier om den tid, den er skabt i. Den er en vej til at forstå verden, en slags vidne, og den minder os om vores forbundethed på tværs af tid og rum. Den reflekterer samfundsforandringer og vores sind, udfordrer vores perspektiver og inspirerer os til at tænke over vores liv, vores værdier og vores identitet.”