Bibi og Ellas far har bygget en fantastisk seng, der gør søstrenes deleværelse helt perfekt
Kig med ind bag gardinerne hos søstrene Bibi og Ella, som deler det skønneste værelse med tøset tropestemning, snedige opbevaringsløsninger, hjemmebyggede senge og hver deres gardin, de kan trække for.
Masser af gulvplads til leg, små huler til fordybelse, og ro til at være sig selv stod øverst på listen, da Sadaf og Anders skulle indrette deleværelse til deres døtre Bibi og Ella. Værelset, som tidligere var en stue inden to nabolejligheder blev lagt sammenlagt, er rummeligt og lyst, men med kun ét stort vindue var det ikke oplagt at dele det op.
– Vi har valgt at pigerne skal have værelse herinde, imens de stadig er små, fordi det er her, der er mest gulvplads, og det har de brug for med den alder de har. Når de bliver lidt større rykker Anders og jeg herind, og så får de vores nuværende soveværelse, for det er nemlig oplagt at dele op i to rum. Men for nu har vi prøvet at indrette det, så det fungerer for dem at dele, fortæller Sadaf.
Et rum i rummet
Når man er 4 og 7 kan det være hyggeligt at dele værelse, men for at pigerne også kan trække sig tilbage og lege alene har Sadaf og Anders bygget et lille rum i rummet, der fungerer som både hule, seng og indendørs legehus.
– Da vi byggede det var tanken, at pigerne skulle sove sammen oppe på øverste plateau og så bruge pladsen nedenunder, som hule og legerum, men det har vi lavet om på. Det fungerede ikke med at sove i samme seng, så derfor er det nu kun Ella, der sover i den store seng, og så har Bibi fået en anden hjemmebygget seng ved vinduet med gardiner hun kan trække for. Vi har også rykket madrassen fra den store seng ned på gulvet, så der i stedet er plads til leg på øverste etage, siger Sadaf.
Ro på
For at få sengen visuelt integreret i rummet har Sadaf og Anders malet den i samme lyse rosa tone og matte glans som væggen. Det giver ro, og efterlader plads til at det tapet, de har valgt til den anden væg, kan få lov til at larme. Jungletapetet skaber nemlig et særligt liv på værelset og sætter gang i fantasien, for man kan næsten høre cikaderne synge og papegøjerne skræppe.
– Vi valgte tapetet fordi vi godt kan lide den art deco-vibe det har, og så giver det en fin effekt, at det har så meget dybde. Det er næsten som om der sker noget inde bagved, siger Sadaf, som derimod har valgt en mere rolig opbevaringsløsning til pigernes legetøj.
– Vi har købt lagerreoler, fordi de er funktionelle og overkommelige i pris. Vi har også overvejet at få dem sprøjtelakeret i en fin farve , siger Sadaf, som selv har syet de lange gardiner, der kan trækkes for og lukke af for rodet.
– Gardinerne har vi sat op for at give ro i rummet, så det ikke ligner en legetøjsbutik. Pigerne er jo lige i den alder hvor de har meget legetøj og en del er af den farvestålende slags. Det skal de bestemt også have lov til, men det er dejligt ikke at skulle se på det hele tiden, smiler Sadaf.
IDÉ
Hæng lange gardiner foran åbne reoler med legetøj, så er det nemt at lukke af for rodet, når legen er slut.