Marie Rosenzweig: ”Det var sundt for mig at komme væk fra den kunst, jeg kendte, og vaske tavlen ren”

Hun har sol og vind i håret og misser let med øjnene. Kunstner Marie Rosenzweig er listet ud på sin altan på Islands Brygge, mens kæresten Anton og datteren Sonja på halvandet rumsterer indenfor i lejligheden. Som alle andre over det ganske danske land i april, er den lille familie hovedsageligt på matriklen. Men skønt “alt muligt hverdagsagtigt kommer meget tæt på ens arbejde,” som hun siger med et skævt smil, er hun taknemmelig for, at hun er vant til at dyrke sit virke i privaten. Ikke mindst efter Sonja kom til. 

“Vi er ret heldige at bo et sted, hvor der for nu stadig er plads til, at jeg har mit atelier,” fortæller Marie Rosenzweig, hvis hjem bugner af hendes egne malerier, tegninger, pensler, vintagenips, billedrammer og kunstbøger. For et hjem er nu engang et hjem med kunst for datteren af en af Danmarks største nulevende malere, Tal R, og lærer og musiker Lone Rud, der har givet Marie Rosenzweig kærligheden til kreativ udfoldelse ind med modermælken. 

“Mine forældre fik mig, da de var meget unge. Min mor var lige kommet hjem fra Paris – hun var droppet ud af gymnasiet for at danse cancan – og min far havde været i Kina for at blive munk. I dag er de selvsagt helt andre steder karrieremæssigt, men der var en del tumult i min opvækst. Jeg så rigtig mange forskellige sider af dem undervejs, på både godt og ondt, men det har betydet meget, at jeg fra jeg var helt lille, var med i den proces, det er at følge og realisere sine store drømme. Så længe jeg kan huske, har kunsten altid bare været omkring mig,” siger Marie Rosenzweig, der selv har gået på de anerkendte Universität der Künste Berlin og Kunstakademie Düsseldorf og nu er ved at afslutte sin uddannelse på Det Fynske Kunstakademi. 

Hendes værker spænder over figurativt maleri med et strejf af naivisme, tekst og skulpturel installation og gennemsyres alle af et narrativ, der igennem form, farve og ord formidler brudstykker af en større fortælling. Hun har skabt nostalgisk smægtende kollager indhyllet i kvindelig glamour for Carré Jewellery, og da hun for nylig udstillede hos gallerist Alice Folker i København, udforskede malerierne Marie Rosenzweigs tanker om at gå fra at være datter til mor, fortid og nutid. 

“Det, jeg laver, blander en traditionel tysk og en konceptuel dansk tilgang til kunst. De første par år på skolen i Berlin havde vi croquistegning flere gange ugentligt. Der var virkelig fokus på at lære de klassiske håndsværksaspekter, som fx at blande vores egen maling, mens man herhjemme arbejder mere konceptuelt på skolerne. Jeg har faser, hvor jeg arbejder mest med enten maleri eller tekst for at angribe det, jeg gerne vil snakke om. Det er en følelsesmæssig ting; nogle gange er jeg mere i stand til at udtrykke mig visuelt, andre gange har jeg brug for at skrive. Men det er nødvendigt for mit mentale helbred at gøre én af delene. At skabe kunst er min måde at være til stede i verden på,” fortæller Marie Rosenzweig, som i den virtuelle verden bruger Instagram som ramme om sit univers og inspirationer. 

“Min profil leder folk i retning af, hvad jeg gerne vil tale om gennem kunsten. Og hvis folk så viser interesse for et maleri, inviterer jeg dem til at komme forbi atelieret. Instagram er et fedt medie at bruge professionelt, og jeg er kommet i kontakt med mange dygtige kunstnere gennem det. Men for en som mig, der i virkeligheden er meget introvert, kan der samtidig være noget grænseoverskridende ved at have en offentlig profil; at være et ‘poleret’ menneske online,” siger hun.

Det føltes som en organisk forlængelse af at observere kunsten i hjemmet, da Marie Rosenzweig som barn selv begyndte at kreere værker. Først ud fra en rent visuel interesse, siden med historierne for øje. 

“Den allerførste kunster, jeg forelskede mig i, var amerikanske Dash Snow (kunstner og provokatør i New Yorks kunstnerverden, der døde som 27-årig i 2009, red.). Hans kollageværker har haft indflydelse på, hvordan jeg arbejder i dag, når jeg samler ideer og teknikker og sætter dem sammen. Efter mine forældre gik fra hinanden, var min far i flere år gift med den danske kunstner Evren Tekinoktay, så der var også mange af hendes kollager i hjemmet,” forklarer Marie Rosenzweig. Alligevel var der noget, der holdt hende tilbage. 

“Det er svært at indrømme, at man vil det samme som sine forældre, og det tog mig noget tid, før jeg turde male. Det var for tæt på. I en periode tænkte jeg, at jeg i stedet ville vælge den akademiske vej og læse kunsthistorie. Men det var som at gå rundt om den varme grød, og da jeg blev optaget på universitetet, kunne jeg mærke med det samme, at det jo slet ikke var det, jeg skulle.”

Marie Rosenzweig havde dog stadig behov for at finde sin egen vej, langt fra rødderne, og flyttede derfor i en alder af 20 år alene til Berlin.

“Jeg kendte ingen i byen, jeg kunne ikke tysk og boede i en mærkelig kælderlejlighed. Det var en form for isolation, og inden jeg for alvor fandt ud af, hvad jeg ville dernede, rendte jeg rundt og havde det ret spaced out,” husker hun med et skævt smil. Men der kom anderledes struktur på drømmene, da hun startede på Universität der Künste. 

“De første gange, jeg trådte ind på skolen, fik jeg en ægte wow-følelse over, hvor enormt smuk bygningen med de fine søjlegange var. Men selve studiet var en udfordring i begyndelsen: Ikke nok med, at jeg skulle finde ud af, hvad kunst var for mig, jeg skulle også lære at tale om den på akademisk tysk, for det blev krævet i undervisningen,” fortæller Marie Rosenzweig. Hun var imidlertid ikke i tvivl om, at hun havde fundet sin hylde. 

“Det var sundt for mig at komme væk fra den kunst, jeg kendte og vaske tavlen ren. Man lærer en del ved at glemme det hele”. 

Ingen slinger i valsen

Efter opholdet i Berlin og sidenhen Düsseldorf har der ikke været så meget slinger i valsen. I 2017 startede hun på Det Fynske Kunstakademi herhjemme og har siden nydt at finde sig til rette i København igen. I sit eget hjem og med sin egen kunst. 

“På et tidspunkt sagde jeg ja til en udstilling, jeg normalt ikke ville have sagt ja til, og det at give efter satte pludselig skub i nogle ting inde i mig og i min karriere. Noget af det mest lærerige ved at arbejde med kunst, har været erkendelsen af, at det sgu ikke altid bliver, som du har regnet med på forhånd,” smiler hun. Meget apropos skulle hun have medvirket i et kunstprojekt på årets Heartland Festival, der desværre er aflyst. 

“Det var ærgerligt, men jeg er glad for, at folk har fået øjnene op for, at jeg findes. Jeg kan mærke, at flere viser interesse, ikke alene indefra kunstmiljøet, men også udefra,” fortæller hun. Sammenligninger med faren Tal R vil Marie Rosenzweig til gengæld gerne være foruden, ligesom hun bliver utilpas over tendensen til at opfatte offentlige personer og deres sfære som allemandseje: 

“Det kan være sårende, hvis folk øjeblikkeligt refererer til noget, min far har lavet, når de ser mine malerier. Det er at gå udenom mig, og det føles underligt. Især de gange, jeg har oplevet det i undervisningssammenhæng. Det er også sket, at vildt fremmede mennesker har fundet det i orden at stille mig meget personlige spørgsmål om min familie, fordi de synes, at de ‘kender’ min far. Jeg vil jo helst have, at folk er interesserede i at lære mig at kende, når de møder mig og min kunst,” understreger Marie Rosenzweig.

Science fiction møder folkeeventyr

Marie Rosenzweig er billedkunstner. Men hun er i den grad også en billedfortæller, hvis kunstunivers lige nu emmer af ikonisk science fiction-litteratur som Frank Herberts Dune og Kurt Vonneguts Slaughterhouse-Five i forening med eventyr.

“Både det polerede eventyr, vi kender fra Disney, og de mere folkelige fra middelalder-Tyskland, der ofte er hårdere, grimmere og mere beskidte,” forklarer Marie Rosenzweig. 

“Sci-fi beskæftiger sig med nuet gennem fremtiden, mens eventyret beskæftiger sig med nuet gennem fortiden. For mig er kombinationen en måde at behandle det, jeg opfatter som vores tid. Jeg er optaget af, hvordan man kan fortælle med et enkelt billede, og her kommer kollagerne ind igen sammen med kendskabet til forskellige malerpraksisser.” Hun tænker et øjeblik, holder fast i det sidste: 

“De senere år er jeg blevet meget bevidst om, hvilke traditioner, jeg lægger mig op ad. Efter #MeToo er jeg automatisk begyndt at se på, hvad de mandlige malere, jeg tidligere er blevet inspireret af, stod for. Det er vigtigt for mig at få noget baggrundshistorie, så jeg kan spørge mig selv: “Hvis jeg læner mig op ad den her malertradition, hvad kommer min kunst så også til at handle om qua den givne malers verden og holdninger?” 

Marie Rosenzweig er også blevet mere opmærksom på sin egen position. Både i forhold til sine privilegier, men navnlig også i forhold til det at være kvindelig kunstner. For det er stadig sværere at være kvinde i kunstverdenen, end det er at være mand, fortæller hun, ikke mindst når du føjer børn til ligningen. 

“Nu hvor jeg er blevet mor, har jeg snakket med mine kunstnerkolleger om, hvor stor en beslutning det er at stifte familie, når dit arbejde ikke er den mest stabile levevej. Med ét handler det ikke bare om mine visioner og om akkurat at klare sig godt nok til at kunne leve af kunsten. Der er en anden, der er afhængig af mig. Selvfølgelig vil det altid være en kæmpe udfordring at være både kunstner og forælder, uanset om du er mand eller kvinde, men det er kvindens krop, der bliver overtaget i en periode. Så jeg ved ikke, om det er helt sammenligneligt. Jeg er blevet sindssygt god til at arbejde koncentreret og effektivt, siden jeg fik barn. Der er ikke længere plads til de lange romantiske tænkepauser, for jeg må gribe den tid, jeg får – om det så er en time eller to om aftenen, når Sonja sover. Også selv om jeg måske ikke altid er lige veloplagt,” siger Marie Rosenzweig og tilføjer, at hun priser sig lykkelig for Anton: 

“Det har naturligvis kæmpe betydning at have en partner, der støtter mig, når vi skal have det hele til at fungere. Det er jeg meget taknemmelig for.” 

Det største privilegium 

Under Art Week i september barsler Marie Rosenzweig i samarbejde med lydkunstneren Jacobe Suissa og musiker og kunstner Growdigga med en udstilling i Baggården, der er nyt, kreativt rum i København. 

“Vi sidder og sender ideer, lydklip og visuelt materiale til hinanden, og så finder jeg farver – jeg har tit én, jeg arbejder med i længere periode – og ‘tester’ mine malerier. Det vil sige, at jeg laver skitsemalerier for at finde frem til min motivverden og se, om det kan noget, når det kommer på lærredet. Det er faktisk en ret frugtbar periode lige nu, ironisk nok. Det at arbejde mod et mål, giver mig altid lyst til mere,” fortæller Marie Rosenzweig. Ikke så overraskende skeler hun i øjeblikket fortrinsvis til kvindelige malere for teknisk inspiration, og hvordan de har bragt deres køn ind i kunsten. Heriblandt Charlotte Salomon, en tysk-jødisk maler, der døde i Auschwitz under 2. Verdenskrig.

“Hun brugte en blanding af vandfarver og skrift, virkelighed og fiktion. Jeg kan godt lide tanken om, at alt du laver, indgår i en større dialog, som du løbende føjer til i stedet for hele tiden at starte forfra. Ligesom i livet,” siger Marie Rosenzweig. Sydafrikanske Marlene Dumas er en anden favorit. 

“Hun er vanvittig god teknisk og har nogle spændende måder at anskue maleriet på. Da en kunstkritiker engang spurgte hende, om det portræt, hun lige havde malet af en person set fra ryggen, var en mand eller en kvinde, svarede hun: “Det er et maleri.” Det, synes jeg, er et ret godt svar, for kunst kan bevæge sig frit mellem et utal af felter. Et værk vil blive opfattet forskelligt alt efter, hvornår vi møder det, men det vil altid vende tilbage til sit udgangspunkt som værende noget præsenteret intentionelt som et kunstværk. I Dumas eksempel, såvel som mit eget, er det udgangspunkt maling på lærred,” siger Marie Rosenzweig. Og lige dér, imellem felterne og kunsten før og efter os, udspringer kilden til det hele, til nysgerrigheden og til eventyrerne: 

“Det er det største privilegie at få lov til at skabe og frit afsøge viden. Jeg syntes, det er fantastisk, at kunst er et fag, du kan ældes med – og at det bliver en uforudsigelig rejse.”