Rillo Schwartz har renoveret et gammelt baghus fra 1800-tallet: Se det her
I et baghus fra 1800-tallet bor designer Rillo Schwartz sammen med sin mand og deres to døtre. Se deres hjem her.
I et baghus fra 1800-tallet bor Rillo Schwartz sammen med sin mand og deres to døtre. Underetagen med det varme egetræskøkken er husets hjerte, og familien elsker deres fire meter brede seng, hvor de kan sove arm i arm, og lokalmiljøet på Christianshavn, hvor folk stoler på hinanden og tempoet er lavere end i resten af byen.
Hvor længe har I boet her?
"Vi har boet på Christianshavn i mange år nu og i lidt over to år her i baghuset. Vi så, at huset var til salg ved et tilfælde og kunne ikke stå for det. Det er fra 1800-tallet og var oprindelig en hestestald, men da vi købte det, var det smedje og sejlmageri. Vi er de første, der bor her privat, og det synes vi er fantastisk, selv om det har krævet en del at få det renoveret og beboelsesegnet. Stueetagen var oprindelig ét stort rum, og sådan ville vi gerne beholde det, men vi ville have mulighed for at lukke en dør. Derfor har vi fået Kvindesmedjen på Christiania til at lave glas- og jernvæggen, der adskiller førstesalen og stuen."
LÆS OGSÅ: "For at bo så farverigt så bliver man næsten nødt til at holde basen neutral"
Hvordan indretter man så stort et rum?
"Vi har ofte mange mennesker på besøg, og derfor var vi enige om, at det var vigtigt at beholde det. Vi har bevidst valgt ikke at have for mange møbler, så der er plads til mange gæster og at kunne rykke rundt. Vi strækker ud og bevæger os rundt på gulvet i stedet for at sidde ved spisebordet og bruger legemåtten som sofabord. Når vi fx bestiller sushi, vil Viola gerne have, at vi sidder på gulvet og spiser, og så gør vi det. Vi har meget gang i den nedenunder, så overetagen er underetagens rolige modstykke uden for mange forstyrrende elementer."
Det åbne køkken er rummets hjerte. Hvorfor har I valgt træ som materiale?
"Det var min mands idé, at vi skulle have et trækøkken, fordi det er tidløst. I vores gamle lejlighed havde vi et egetræsbord, og derfor faldt valget på egetræ. Træ bidrager med en varm stemning og giver ro. Og så har det en særlig duft. Når man rejser så meget, som vi gør i perioder, er det dejligt at komme hjem til duften af træ."
Hvad skal der til for, at du føler dig hjemme?
"Min familie. Vores seng er fire meter bred, for vi kan godt lide at sove sammen. Børn fylder jo og ligger ofte på tværs, så det er dejligt at kunne ligge sammen alle sammen uden at mangle plads. Og vores krystaller. Vi har en massør fra L.A., der altid giver os krystaller, som står for forskellige ting. Vi ved ikke helt, om vi tror på det, men vi tager dem altid med. Man siger jo, at sten og vand har hukommelse og hjælper med at skabe ro, så vi tør ikke skille os af med dem."
Hvad er din seneste investering til lejligheden?
"Det er den store China Girl-vase. Den er lavet af vores fælles ven, Johannes Timo Böving. Vi har fulgt ham, siden han var kunststuderende og fik vores lyserøde kopper af ham i gave for lang tid siden. De ting, han laver, er unikke, og han gentager ikke sig selv."
Hvad er på ønskelisten?
"En bogreol og to dejlige lænestole. Og så en gyngestol til Viola, siger hun selv."
Hvad skiller I jer aldrig af med?
"Min mands anlæg. Og så skiller vi os aldrig af med kommoden i soveværelset, som vi har arvet af min mands far."
Hvorfor har I valgt at bo på Christianshavn?
"Min mand er vokset op her, og vi kan virkelig godt lide de mennesker, der bor her. Tempoet er lavere end i resten af København, og der er et dejligt lokalt miljø, hvor folk kender og stoler på hinanden. Når du bestiller blomster, betaler du, når du henter dem og ikke, når du bestiller. Vi har rejst meget rundt i verden, og derfor er det rart at bo et sted, hvor du kan gå rundt til alt og tage ud og spise uden at skulle starte bilen eller tage offentlig transport. Og så det fantastisk at bo i byen og stadig være så tæt på vandet."
Hvad er jeres yndlingssted i området?
"Morgenstedet på Christiania. Det er økologisk og vegetarisk, og hver dag er der lavet frisk mad fra bunden. Det eneste, der er det samme hver dag, er deres hummus, der er byens bedste. Men lige meget, hvor du går hen på Christianshavn, er det hyggeligt."