Broderi DIY

Fint broderi: Her er 8 flotte ting, du kan brodere

Broderi kan være ren terapi, hvad end du er nybegynder eller klar til mere omfattende projekter.

Vi elsker håndarbejde, og især broderi, som er oppe i tiden igen. 

Her får du en håndfuld fine projekter, du kan kaste dig over, hvad end du er til detaljerede billeder i korsstingsbroderi eller mere simple broderier med stikkesting.

Broderet portræt

Print et billede ud, og tegn det over på stof med en overføringspen eller en blyant. Brug evt. teknikken hvor du sætter papirbilledet fast på vinduet, lægger stoffet over og tegner portrættet over på stoffet. Sæt stoffet fast i en broderiring, så det er spændt ud. Broder med stikkesting efter dine streger, og brug de farver garn, der passer dit motiv.

Broderiring, stof og broderigarn er fra Panduro Hobby.

Tip

Du kan brodere på det meste, så længe du bruge de rigtige teknikker og materialer.

Nøglering med broderi

Tegn først motivet på mønsterpapir. Læg papiret på stoffet, og prik gennem mønsterpapiret med en tyk nål langs stregerne. Fjern papiret, og tegn motivet op efter prikkerne med en forsvindingspen. Spænd stoffet op på broderirammen, og broder med bagsting og 6 deltråde i nålen. Sy stoffet sammen i kanten med et bånd i toppen, der hvor nøgleringen skal sidde.

Materialerne er fra Garn-iture, den lille rosa skål er fra Studio Arhøj og notesbogen er fra Stilleben.

Tip

Du kan også tegne motivet direkte på stoffet.

Broderet billede

Er du klar til de mere krævende broderiprojekter, kan du brodere dit eget billede. Dette billede er broderet ud fra et kit, som kan købes med alt hvad du behøver for at lave et fint billede.

Kittet er fra We Are Knitters, billedet i ramme er fra Hein Studio, den rosa vase er fra Anne Black og æsken med låg, porcelænshovedet og den lille kurv er fra Notre Dame.

Varmebrik med simple sting

Sy en varmebrik med broderet motiv. Du kan tegne motivet direkte på stoffet, hvis det er helt simpelt, eller du kan tegne det op på mønsterpapir først. Læg papiret på stoffet, og prik gennem mønsterpapiret med en tyk nål langs stregerne. Fjern papiret, og tegn motivet op efter prikkerne med en forsvindingspen. Spænd stoffet op på broderirammen, og broder med bagsting og 6 deltråde i nålen. Læg stoffet med det færdige broderi ret mod ret med termovat imellem.

Sy det hele sammen i kanten og lad en lille åbning stå til at vende igennem. Vend varmebrikken og luk hullet til med en stikning i kanten.

Materialerne er fra Garn-iture, tekanden, varmebrikken i plast og den lille gule vase er fra Notre Dame, den rosa kop og notesbogen er fra Stilleben.

Pung med broderede blomster

Tegn et lille motiv på et stykke stof med forsvindingspen, og sæt stoffet på en broderiramme. Broder blomsterstænglen med bagsting, midten af blomsten med franske knuder og blomsterbladene med picotsting med 3 deltråde i nålen. Klip stoffet til en pung i den ønskede størrelse, og sy en lynlås i endestykkerne. Luk lynlåsen op, vend stoffet ret mod ret, og sy pungen sammen i siderne. Vend igennem åbningen ved den åbne lynlås. Alle materialerne og broderibogen er fra Garn-iture.

Den strikkede fisk er fra Ferm Living.

Tip

Er du i tvivl om hvad 'bagsting, franske knuder og picotsting' er, så find en vejledning på YouTube.

Stofnet med broderede lapper

Klip lapper i forskellige stykker farvet stof, og læg dem, så de lapper lidt ind over hinanden på midten af et stofnet. Sæt stykkerne fast med nåle, og stik lapperne fast med broderisting i kanten. Brug samme farver garn, eller vælg evt. en kontrastfarve til at sy lapperne fast med.

Bomuldsstof til lapper og broderigarn er fra Panduro Hobby, stofnettet med broderede frugter er fra Ferm Living, striktrøjen er fra FUB, det hæklede net er fra Notre Dame, og knagerækken er fra Trævarefabrikernes Udsalg.

Brug broderierne

Har du lavet et lille broderi eller fundet et fint brugt, kan du bruge et udsnit af det til f.eks. at sy en lille pung, en tehætte eller lign. Her er et lille korsstingsbroderi syet sammen med blå stofrester og blevet til en lille pose, lukket med kantebånd og en knap for oven. Du kan brodere et motiv som dette efter fri fantasti, eller du kan google hama-motiver og finde inspiration i disse.

Alle materialer og hjælp til at sy posen kan du finde hos garn-iture.dk

Serviet med broderede kirsebær

Serviet med broderede kirsebær

Tegn et lille motiv eller initialer på en stofserviet med en blyant eller overføringspen. Broder motivet med større og mindre sting og farver, der passer til motivet.

Stofservietten er fra Broste Copenhagen, den rosa lavasten er fra Notre Dame og den gule skål er fra Stilleben.