10 fine steder at holde bryllup i og omkring København
Bor du i København, og har du planer om at holde bryllup i en overskuelig afstand til hovedstaden, så tjek disse ti lækre bryllupslokaler ud. Her er både ideer til et klassisk bryllup, et havebryllup, et bryllup i rustikke omgivelser og nogle sjove alternativer.
Når man skal planlægge et bryllup, er der mange ting, der skal besluttes og planlægges. Hvem skal med, hvilken bryllupskage skal I have og hvordan skal jeres bryllupsinvitationer se ud? For slet ikke at tale om bordkort, bryllupstaler og valg af kirke eller rådhus osv.
Noget af det første, I skal beslutte er, hvor I skal holde jeres livs fest. Tit er de gode steder booket minimum et år i forvejen, så her handler det om at være ude i god tid og sondere terrænet. Vi har hjulpet jer lidt på vej og fundet 10 perfekte bryllupslokaler i København og omegn, som hver især er unikke på deres måde. Vi har delt det op i fire kategorier:
1. Autentisk bryllup i godsets lade: Sonnerupgaard Gods
Sonnerupgaard Gods i Hvalsø har forskellige lokaler til forskellige størrelser selskaber. I 1877-Laden får man det råt, autentisk og romantisk. Man har den helt for sig selv, og der er mulighed for både liveband, dansegulv og helt op til 500 gæster. Hvis man har et stort selskab og ønsker at holde bryllup et sted, hvor gæsterne kan overnatte, er dette sted klart et besøg værd. Man lejer laden inklusiv møbler og service og står selv for forplejning.
I naturskønne omgivelser i nærheden af Roskilde Fjord ligger Ledreborg Slot og tilhørende Slotsladen. Slotsladen lejes ud til blandt andet bryllupper og lokalet kan tilpasses i størrelsen og rumme mellem 80 og 600 mennesker. Der er mulighed for at gå udenfor og nyde naturen omkring slottet i løbet af festlighederne.
3. Tilbagelænet romantik og smuk natur: Raadvad Kro
Tæt ved Dyrehaven kun 15 minutter fra København finder man Raadvad Kro. Her kan holde sit bryllup uden at blive forstyrret af by og larm, omgivet af smuk natur. Raadvad Kro tilbyder en række forskellige bryllupspakker og lokaler, så her er lidt for både forskellige budgetter og forskellige størrelser selskaber. Det største selskabslokale kan rumme op til 90 gæster.
Vær ærlig overfor koordinatorerne de steder I ser på, så de kan give jer et realistisk tilbud. Det gavner ikke nogen, at I giver et skævt billede af jeres budget og ønsker. Måske viser det sig hen ad vejen, at jeres behov ikke kan mødes, og det er super ærgerligt for alle parter.
HAVEBRYLLUPPET
4. Det kongelige danske haveselskab på Frederiksberg
Hvis du drømmer om et fantastisk gennemført havebryllup, så er Paradehuset og Brøndsalen to gode bud på lokaler til et "lille" og et "stort" havebryllup. Lokalerne ligger i smukke grønne omgivelser lige op af Frederiksberg have. Paradehuset er en gammel drivhusbygning med udsigt til Rosenhaven, som rummer 20-75 gæster. Brøndsalen rummer 80-200 siddende gæster og har en tilhørende stor åben terrasse.
5. Vielse i slotsparken og eklsklusiv slotsoplevelse på Kokkedal Slot
Skal det være stort, smukt og overdådigt, så tag et kig på Kokkedal Slot i Hørsholm, som tilbyder to forskelige bryllupspakker og en helt unik oplevelse. Faktisk kan man leje hele slottet med både spa, 59 værelser, restaurant og bar, og man kan sågar blive viet under slotsparkens egetræ. Taffelsalen, hvor bryllupsfesten afholdes, har store lysekroner, spejle med forgyldte rammer og sølvtøjet er pudset i dagens anledning.
Det ligner ikke et sted, som ligger tæt på byen, men i virkeligheden er man på toppen af København med udsigt over byen på Restaurant Bellahøj i Brønshøj. På den charmerende gamle gule gård kan man få fine prinsessefornemmelser og god mad på den store dag. I den største sal, Riddersalen, kan man sidde op til 220 gæster ved langborde, mens de andre sale er mindre. Renæssancesalen på billedet er den foretrukne til bryllupper, og her kan man være alt fra 35 til mere end 100 gæster.
7. Smuk udsigt og terrasse ud til vandet: Aldershvile Slotspavillion
Et af de steder, der ligger allerbedst, er nok Aldershvile Slotspavillion. Stedet er placeret lige ud til Bagsværd Sø og har en stor terrasse ud til vandet, som giver mulighed for at holde receptionen i de flotteste rammer. Det største lokale har plads til 75 gæster, men der også mindre lokaler. Her køber man hele pakken, og prisen er meget rimelig.
8. Overdådigt prinsessebryllup med gastronomi på menuen: Havreholm Slot
Er I til det helt store prinsessebryllup, hvor der ikke er sparet på noget, er Havreholm Slot det perfekte valg. Det fine slot i Hornbæk kan servicere op til 120 spisende gæster og tilbyder overnatning til alle i deres gæstehuse. Der er smuk natur, en lille sø og en unik udsigt fra det fine slot.
Gør jeres bryllup personligt ved at tilføre et element, der er JER. De fleste steder er helt med på, at et bryllup skal være noget særligt. Om det så er en diskokugle i loftet, en fotoboks i hjørnet eller lanterner, der sendes afsted ud i den mørke nattehimmel som et symbol på kærlighed.
9. Funky New Yorker stil: Tribeca
Hvis I vil overraske jeres bryllupsgæster, er det en god start, at der står København NV. på jeres bryllupsinvitationer. Nordvest er nemlig alt andet end en klassisk bryllupsdestination. Tribeca overrasker på den gode måde, og bringer noget ungt, hipt og anderledes til dit bryllup. Der er en gårdhave tilknyttet, og indenfor sidder man ved langborde lavet af gamle døre. Hos Tribeca vælger man mellem social dining (små retter til deling) eller en klassisk treretters menu. Der er mulighed for at tage en DJ med, og bar og køkken er åbent, hvilket giver en helt særlig feeling i lokalet. Tribeca kan huse op til cirka 80 bryllupsgæster.
Inde midt i byen ligger Bygningskulturens Hus, hvor aulaen udlejes til private arrangementer som f.eks. bryllupsfester. De har anretterkøkken, plads til 150 gæster og et ude-område på begge sider af bygningen. Hvis I vil holde bryllup i København K og ikke har krav til grønne omgivelser, er dette sted klart overvejelsen værd.