Byg din egen solseng

Byg din egen solseng af træpaller

Find boremaskinen og din indre handykvindefrem, og byg forårets dejligste solseng af tre træpaller.

Solseng af europaller

Af tre træpaller, pladevat, lidt stof, maling og småting fra trælasthandelen kan du lave en skøn, bred, og justerbar solseng lige til at ligge og nyde solskin på. (Se instruktionsbilleder nederst på siden)

MATERIALER:

Hvid, heldækkende træbeskyttelsesmaling fra Flügger, kroge, kæder, hængsler og lås er fra den lokale trælasthandel, stof til hynde og pude fra Marimekko, pladevat fra Panduro Hobby. Pallerne var tilovers ved en trælasthandel, og vi fik dem forærende. Men spørg omkring: Måske har nogle bekendte f.eks. fået nye fliser el. lign. leveret på paller, som de ikke skal bruge. Eller kontakt din nærmeste forhandler af paller – måske vil de godt sælge til private.

DET SKAL DU BRUGE:

2 låsekroge

4 kroge

2,5 m kæde

hvid, heldækkende træbeskyttelses-maling

2 hængsler

3 træpaller

ca. 270 cm stof til hynde

ca. 270 cm pladevat i 4 cm’s tykkelse

ca. 80 cm stof til pude

en gammel blondeserviet

tråd

1 monteringspude på 80 x 50 cm eller 2 på 50 x 50 cm

SÅDAN GØR DU:

1. Slib pallerne med sandpapir, og mal dem hvide. Lad malingen tørre.

2. Læg de tre paller i forlængelse af hinanden. Bor huller til de to hængsler forneden på den palle, som du vil bruge som ryglæn, og på den midterste palle. Skru derefter hængslerne på.

3. Skru krogene på øverst på hver sin side af ryglænet og på hver sin side af den midterste palle i den modsatte ende af hængslerne. Halver kæden, så der bliver ca. 125 cm til hver side. Ryglænet kan hejses op og ned med kæderne.

4. Skru låsekrogene fast mellem den midterste palle og den nederste/sidste palle. Låsekrogene holder pallerne sammen, men gør det samtidig nemt at skille solsengen ad.

Madras

Mål solsengens længde og bredde, og klip 2 stykker stof ud i målene + 1 cm sømrum på alle sider. Klip en 10 cm bred kant til madrassen – den skal kunne nå hele vejen rundt, så måske skal du sy flere strimler sammen i forlængelse af hinanden. Læg kanten ret mod ret på det ene store stofstykke, og sy dem sammen. Læg kanten ret mod ret på det andet store stofstykke, og sy dem sammen, men lad en åbning stå.

Klip pladevattet ud i betrækkets mål, og læg 2 stykker pladevat oven på hinanden, så det bliver 8 cm tykt. Sy dem sammen langs kanten med store sting uden at stramme til. Læg pladevattet ind i betrækket, og sy åbningen sammen. 

Pudebetræk

Klip 2 stykker stof i målene 82 x 52 cm. Sy blondeservietten fast på midten af det ene stykke stofs retside. Vi syede med store, synlige sting i forskellige farver broderegarn langs med blonderne, men resultatet bliver også fint, hvis du syr servietten fast rundt i kanten med almindelig hvid tråd. Læg stofstykkerne sammen ret mod ret, og sy hele vejen rundt med 1 cm’s sømrum. Lad en åbning stå, vend og pres. Monter puden i betrækket.

SE OGSÅ: Gør det selv: 3 cool ideer

SE OGSÅ: Makeover: Forvandling på terrassen