Céline Hallas bor i en fredet lejlighed ved Nyhavn: "Mit farvekort er min bibel"
Fotograf og visuel konceptudvikler Céline Hallas bor i en fredet lejlighed ved Nyhavn med sin mand og deres børn. Hvert rum er sammensat af adskillige farver, hvor både vægge og lofter bliver inddraget, foruden masser af kunst og designermøbler.
"Mit farvekort er min bibel," siger fotograf og visuel konceptudvikler Céline Hallas, 42, der bor i en fredet lejlighed ved Nyhavn i København med sin mand Daniel, deres børn, Samuel og Sienna på 18 og 14 år, to puddelhunde og en hamster. Hjemmet er et slaraffenland af farver, kunst og postmodernistisk design, som hun har samlet på i mange år. Kan man både være maksimalist og downsize? Svaret er ja.
Beskriv dit hjem?
"Det er et puslespil af farver."
Hvordan har I sat jeres præg på lejligheden?
"Jeg synes, at du skal respektere den tid, en lejlighed er bygget i, når du renoverer. Den her er fra 1845 og fredet. Vi kan ikke flytte nogen vægge, og derfor var det vigtigt, at den havde en god planløsning. De ydre rammer var på plads, men farverne kunne vi gøre noget ved. Vi var meget optagede af de historiske detaljer og ville gerne have dem til at poppe ekstra meget. Det er en masse små detaljer og uendeligt meget maling, der har gjort den store forskel."
Hvad er det med dig og farver?
"Jeg har altid været besat af dem, og da jeg var lille, skulle jeg hele tiden have malet mit værelse. Også selv om det ikke var cool med farvede vægge dengang. Jeg drømte om at være kunstmaler, men da jeg fik min søn Samuel, fandt jeg ud af, at alt børnetøj var beige og gråt. Så jeg gik i gang med at lave børnetøj, men stoppede efter et stykke tid. Sådan er jeg, der skal ske noget nyt. Derefter startede jeg med at tage billeder og blev fotograf. Jeg har haft mange hatte på i mit arbejdsliv, men det kredser altid om noget visuelt."
Hvordan vælger du farver?
"Det er en følelse. Engang malede vi Siennas værelse helt rødt, og selv om flere i familien godt kunne lide farven, blev jeg så påvirket af, at det ikke var den rigtige tone, at vi blev nødt til at male det om. Da vi malede loftet i kontoret, endte vi med en form for ferskenfarve, men vi havde måske 20 forskellige prøver hjemme til test, før vi besluttede os for den."
Er I alle med til at vælge?
"Det er mig, der står for den del, men Daniel har altid en holdning og er bestemt ikke ligeglad. Det er ham, der pudser ned og maler."
Hvordan foregår det sådan helt lavpraktisk?
"Først har jeg en følelse, og så tager jeg farvekortet frem. Mit farvekort er min bibel, og når jeg finder en farve, plejer jeg at have minimum fem versioner inden for den samme nuance for at være helt sikker. Mit bedste råd er ikke at spare på farveprøver. Farven på farvekortet ser ikke nødvendigvist sådan ud hjemme hos dig selv i et andet lys."
Hvor mange gange har I malet om, siden I flyttede ind?
"Alle rum har minimum fået to nye farvekombinationer, og Siennas værelse har været igennem tre."
Hvor finder du inspiration?
"Jeg er sådan en, der suger alt ind fra Pinterest, Instagram og magasiner. Jeg er meget intuitiv, så der er ikke en stor strategi for indretningen. Vi prøver os frem."
Er der nogle perioder, du er inspireret af arkitektonisk og designmæssigt?
"Jeg elsker postmodernismen og Memphisgruppen og har samlet i en del år nu. Især Ettore Sottsass har jeg en stor forkærlighed for. Hvor andre i Memphisgruppen blev for meget af det gode, forstod han at lave minimal overflod."
I har meget kunst, har det altid været vigtigt for dig?
"Jeg ville jo gerne selv være kunstner, så ja, kunst har altid været en stor del af mit liv. Jeg vælger med hjertet."
Hvor køber du kunst?
"På gallerier og auktioner. Oftest på Last Resort og V1 Gallery. Jeg kan godt lide unge kunstnere."
Hvad er det seneste værk, du har investeret i?
"Det er en installationsstikdåse af Jacob Egeberg. Grunden til at jeg faldt for den, er, at jeg altid har haft en stikdåse liggende hen over bordet til mit arbejde og i protest også altid har haft stikdåser på mine billeder, også dengang man fjernede dem. Folk skrev til mig på Instagram, at jeg skulle passe på, at jeg ikke faldt i den. Nu har jeg købt den største stikdåse, jeg kunne finde, og den er et kunstværk i sig selv. Og så var vores julegave til hinanden et billede af Marie Rud Rosenzweig."
Hvor køber I interiør?
"På auktioner. Vi har næsten ikke noget, der er købt fra nyt. Både pga. det økonomiske aspekt og fordi det er der, du finder de fede ting. Især hos de tyske Lauritz-auktionshuse. Det seneste år har der dog været lidt lavvande. Jeg tror, at corona har haft indvirkning på, hvor meget folk har afleveret til auktionshusene."
Hvad er jeres seneste investering?
“Bordet og stolene i køkkenet er af Fredrik Paulsen og designet til en bar på et svensk mikrobryggeri. Da det lukkede, satte de deres møbler til salg, og jeg kom til at købe dem en meget sen aften, hvor jeg syntes, det var den bedste idé. Nu hvor vi skal lave køkken om, ved jeg ikke lige, hvad vi gør med det. Vi har hverken loft eller kælderrum, så her er den plads, der er."
Og den bedste?
"Vores sofa, som jeg købte på Lauritz.com, da vi flyttede ind for fem år siden. Jeg fik den til en god pris, for dengang var der ingen, der ville have en grøn sofa. Det er heldigvis anderledes nu."
Hvor meget flytter I rundt og skifter ud?
"Mange ville nok sige ofte. Sidste år solgte vi vores spisebord, som vi havde haft i 10 år, men vi skifter mest ud på ungernes værelser. De har hele tiden nye behov, der kræver forandringer."
Hvad er dine tre bedste indretningstips?
"Bryd dine grænser, og prøv noget, du er lidt utryg ved. Brug farver. Det værste, der kan ske, er, at du skal male om. Hvis du ligesom mig er lidt besat af stole, så brug dem som sengebord. Det er en god undskyldning for at købe to mere."
Hvor ville I bo, hvis I ikke boede her?
"Vi drømmer om engang at finde noget i original stand, så vi kan istandsætte det helt fra bunden. I sommer var børnene ude at rejse i en uge, og vi blev så rastløse, at vi var ved at købe en anden lejlighed. Godt de kom hjem igen, og vi opdagede, at der slet ikke var overskud til den slags."
Du downsizer?
"Folk tror, at jeg er mere maksimalist, end jeg reelt er. Fordi vi har så mange farver og møbler virker det, som om her er flere ting, end der er. Jeg er god til at samle, men også til at rydde ud. Det er faktisk ikke svært for mig at skille mig af med ting."