En cykeltur ændrede alt for Christel Seyfarth: Kort efter fik hun ideen til sit nye, store strikkeeventyr

Da Christel Seyfarth en sommermorgen for to år siden cyklede ned ad Nordbys hovedgade på vej til sin butik, vidste hun ikke, at hun om lidt ville få ideen til sit næste strikkeeventyr. Et eventyr, hun ville få tid til at udfolde, når hun og ægtemanden Jørgen havde afholdt deres absolut sidste strikkefestival på Fanø.

Hun stoppede brat op, vendte rundt og cyklede tilbage. Hun havde fået øje på et maleri i vinduet hos den lokale kunstmaler Margit Enggaard. Det forestillede stranden på Fanø – med skibe på havet, fiskernes røde flag i strandkanten og drivende skyer på den blå himmel.

"Noget ved det maleri rørte mig, motivet og farverne. Jeg måtte bare have det. Jeg vidste ikke hvorfor, eller hvad jeg skulle med det – men med alderen har jeg lært, at jeg roligt kan stole på min intuition," fortæller 66-årige Christel Seyfarth.

Billedet i trøjen

Efter flere gange at have betragtet maleriet indgående, forstod Christel, hvad hun skulle med det. Hun skulle forvandle det til strik. Med inspiration fra penselstrøgene strikkede hun derfor to trøjer.

Hvis man ikke ved, at de ”forestiller” stranden og havet, kan man ikke se det; så ligner de blot strikkede trøjer med smukke farveskift. Men når Christel holder dem op ved siden af maleriet, ser man det tydeligt.

Trøjerne blev startskuddet til et nyt projekt for strikdesigneren, som både er kendt for sin karakteristiske flerfarvestrik og for den strikkefestival, hun i 2005 grundlagde på Fanø.

Med sin nye teknik forvandler hun et billede – for eksempel et maleri – til et unikt stykke strik. En metode, der passer til hendes egen beskrivelse af, hvorfor hun strikker og har gjort det, siden hun som femårig lærte det af sin mormor.

"Strik er min måde at udtrykke mig på kunstnerisk. Jeg ville ønske, jeg var kunstmaler, men jeg kan ikke male. Man kan sige, at jeg maler med garn, og at jeg strikker mit liv ind tingene."

Ingen opskrift

Christel har afholdt workshops om sin metode og er tilmed blevet inviteret af det verdensberømte firma Rowan til at gøre det online på deres platform. Her lærer deltagerne, hvordan de kan forvandle et maleri, et billede eller et andet visuelt værk til strik.

Man kan ikke kopiere Christels værk, for i modsætning til mange af hendes øvrige design er maleritrøjerne unikke; der følger ikke opskrift med. Christels plan er at afsætte mere tid til leg med dette kunstneriske udtryk fremover.

"For første gang i 18 år har jeg ikke min kalender fyldt ud to år frem i tiden," siger hun.

"Jeg kan give plads til den kreative proces, og jeg har tiden til at fordybe mig. Det glæder jeg mig helt vildt meget til!"

Allerede næste år har hun dog nye tiltag på programmet såsom strikkeretreats på Fanø og strikkerejser til Shetlandsøerne. Derudover driver Christel fortsat sin butik fra Hovedgaden i Nordby.

Vindblæste dage

Tiden til at lege med malerier og masker bliver frigivet, fordi Christel og Jørgen i år lukkede et langt kapitel i både deres egen og egentlig også Fanøs historie, nemlig strikkefestivalen.

Den startede i 2005 med enkelte workshops og udstillere, men voksede sig de følgende år kæmpestor med 10.000 besøgende fra hele verden. Konceptet er siden blevet udbredt til blandt andet Norge, Island og Skotland, hvor små samfund langs havet inviterer til festival med associationer til hygge, vindblæste dage, ild i pejsen og store bølger.

Læs også

Gitte fik en ide – ugen efter forvandlede hun en varebil til Danmarks eneste af sin slags

"Det har været en vild rejse. De første år grinede folk af os, især mændene. Det stoppede dog brat, da de fandt ud af, hvad vi omsatte for," siger Christel.

"Personligt har jeg fået et kæmpe netværk og lært enormt meget om at drive forretning. Men først her bagefter går det op for mig, hvad festivalen også har betydet i det små; for de kvinder, den på en eller anden måde har berørt, og alle de fællesskaber, der er blevet skabt og holdt i hævd. Mange har fortalt mig deres personlige historie om, hvad festivalen har betydet for lige netop dem. Det blev jeg meget rørt over."

En familie af søfarere

Christel og Jørgen havde taget tilløb til afskeden i et par år. Men nu hvor den er en realitet, føles det helt rigtigt.

"Det er slet ikke vemodigt. Nærmere en befrielse. Nu kan jeg sætte nye skibe i søen, og man ved aldrig, hvor langt de sejler, eller hvor de sejler hen – men sejle, det skal de nok komme til," understreger Christel med reference til den søfartsåre, der løber i hendes familie, hvor mændene sejlede ud fra Fanø til eksotiske destinationer i hele verden.

"Man kan godt sige, at jeg er en slags kaptajn. Jeg har fødderne solidt plantet her på Fanø; her udspringer alting fra. Men jeg har altid blikket rettet imod horisonten og nye eventyr," fortsætter hun.

Læs også

Lærke Bagger fandt en fyldt kurv hos sin afdøde far – og indholdet kom fuldstændig bag på hende

Festivalen lever

Selv sprang hun først ud som selvstændig strikdesigner som 50-årig. Før da havde hun boet i udlandet og arbejdet i rejse branchen, men midt i livet følte hun sig klar til at åbne sin butik og havde roen og troen på, at det nok skulle gå.

Gået er det bestemt. Christels cv er imponerende. Blandt andet tæller det Den store strikkedyst-programmerne på Tv Syd, hun har udgivet strikkebøger og holdt workshops hjemme og i udlandet, og hun har fået prisen Årets Ildsjæl i 2015.

Strikkefestivalens koncept overlever da også, nu med en ny kaptajn ved roret, for det er solgt til Thy, og dermed er stafetten givet videre.

"Den sejlads er rundet af, og det føles godt. Også fordi jeg nu er der, hvor kalenderen snart siger pensionist …," siger Christel og tilføjer: 

"Men det bliver jeg aldrig, for lysten til at skabe har aldrig været stærkere end nu. Det slutter aldrig."