Få Claus Dalbys bedste tips: Sådan får de smukkeste dahliaer i haven
Claus Dalby har haven fyldt med smukke blomster, og her er dahliaen uundværlig. Tag på rundtur i det fortryllende uderum, og få Claus’ bedste tips til dyrkning af dahliaer samt bedårende planter, der kan holde havens primadonna med selskab.
At træde ind i Claus Dalbys have er som at bevæge sig ind i et blomstereventyr, hvor dahlia fra sensommeren spiller en fremtrædende rolle.
Planterne har et lille strejf af nostalgi over sig, for mange forbinder dem med minder om besøg i slægtninges hyggelige haver.
Selv kalder Claus dahliaerne for sensommerens tulipaner – for det, tulipanerne kan i foråret med deres intense farver, er der ingen andre end dahlia, der kan matche, når sommeren går på hæld.
Claus begyndte at dyrke dahliaer for 30 år siden, og dengang var planten gået af mode, men han har heldigvis ikke noget imod at gå imod strømmen, og i dag har den smukke dronning fået en renæssance og hører i dag til blandt de trendy.
Alt i krukker
Claus dyrker alle dahliaer i krukker. Så kan han let rykke rundt på planterne og hele tiden opnå det ønskede udtryk. Ved kun at dyrke én plantetype i hver krukke skal man ikke tænke på, om planterne har samme behov for lys og vand, ligesom man undgår, at krukken ser trist ud, hvis en enkelt plante går til.
Til gengæld bruger han mange gange de samme sorter år efter år, men det er ikke nødvendigvis de samme planter, de kommer i selskab med hver sommer.
Dahlia
Dahlia er det botaniske slægtsnavn, men på dansk kaldes planten også georgine, idet den er navngivet efter både den svenske botaniker Anders Dahl i 1791 og nogle år senere i Skt. Petersborg af professor Johan Georgi.
"Jeg synes, dahliaer er nogle primadonnaer, som vinder ved at komme sammen med andre planter, blandt andet mange sommerblomster," forklarer han.
"Jeg arbejder med gentagelser, så der bliver tale om en symbiose, hvor jeg både tager højde for størrelse, struktur og tekstur. Når jeg vælger partnere til dahliaer, er det lidt, som når jeg laver mad: Jeg tager et kig i køleskabet og ser, hvad der er, og hvad der vil være godt sammen."
Claus har ikke selv problemer med snegle, men er det tilfældet hos dig, kan det være godt at gøre som ham og dyrke i krukker, hvor utøjet er nemmere at kontrollere, for eksempel ved at bruge kobbertape omkring krukken.
Annonse
Formér dine dahliaer – sådan!
Dahliaer udvikler flere knolde i løbet af årene, og du kan derfor let få flere planter ved at dele dem. Har du en plante, du gerne vil have flere af, anbefaler Claus, at du i foråret planter en knold øverligt i en krukke. Når skuddene er otte-ti centimeter høje, deler du knolden med en kniv, således at der både er skud og knold på hver del. På den måde kan du få adskillige planter ud af en enkelt moderplante. De stiklingeformerede planter udvikler knolde hen over sommeren.
Det er også en mulighed at frøformere dahlia, men du kan ikke forvente, at de nye planter kommer til at ligne den plante, som du har samlet frøene fra – til gengæld kan du være heldig, at der dukker en smuk ny sort op
Pluk løs!
Når det handler om sommerblomster, studerer Claus frøkataloger.
Annonse
"Det skal nok blive godt, hvis du bare har nok," fortsætter han.
Planterne dyrker han i krukker, med én plantetype i hver. Alle krukkerne er i naturmaterialer, men de er forskellige i form og størrelser, for Claus sætter pris på umiddelbarheden, hvor der gerne må være noget, der er lidt skævt.
Fra juli, til frosten kommer, nyder han havens overdådighed og bruger gerne dahliaerne i flotte buketter, for det er hans erfaring, at jo flere blomster du plukker, des flere kommer der. Når planterne ikke får mulighed for at sætte frø, fortsætter de nemlig med at producere blomster, og på den måde kan du nyde de prægtige blomster både udendørs og indenfor.
Dahlia i krukker – år efter år
Claus genbruger sine dahliaknolde fra år til år og har et uopvarmet drivhus fyldt med hylder, hvor der er god plads til, at han kan sætte dem til forspiring i plastikpotter i fem-seks uger. Har du brug for at spare lidt på pladsen, foreslår Claus, at du bruger klare fryseposer, som kan placeres tættere end potter.
Han planter tre knolde af samme sort i hver krukke med en diameter på 35-40 centimeter og bruger sin egen krukkemuld med langtidsvirkende gødning – derfor behøver han ikke at gøde planterne i løbet af sæsonen. Krukkemulden forhandles i Bilka, hvis du vil gøre ham kunsten efter.
Husk stativ
Regelmæssig vanding er derimod nødvendig, for planterne trives ikke med udtørring, men som Claus siger, så skal dahliaerne bare kløs lidt bag ørerne, så skal de nok kvittere med et fint flor.
Når planterne begynder at vokse til, sætter han metalstativer i krukkerne, så dahliaerne får den fornødne støtte. Du kan også sagtens bruge for eksempel hasselgrene.
Sortsnavne til alle
Sommeren igennem står dahliaerne i overdådigt flor, men så snart den første frost har været forbi, bliver de overjordiske dele mørke og klasker sammen. Så bliver krukkerne tømt, de overjordiske dele skæres af, og knoldene renses for jord – og spules om nødvendigt – inden de tørres.
Alle udstyres med en label med sortsnavn, så de er nemme at holde styr på. Herefter kommer de i vinterhi i styroporkasser med avispapir i bunden, som opbevares i en frostfri garage, hvor der vinteren igennem er fem-ti grader.
Det er vigtigt at kigge til knoldene af og til, siger Claus, for hvis de er for fugtige, rådner de, og er de for tørre, bliver de runkne. Skulle det sidste være tilfældet, kan du give dem lidt vand med en forstøver.
Følg med hos Claus
Claus deler ud af billeder og havetips på clausdalby.dk – her finder du også hans webshop med ting til have og bolig, blandt andet de jernstøtter, han selv bruger til sine dahliaer. Find også Claus på Facebook samt på @clausdalby. Ikke mindst kan du i Bilka eller på bilka.dk finde hans havesortiment.