Maja har lavet sit eget sofabord med bagbeklædningen fra en kommode

Måske er det opvæksten i et kollektiv i Skåne, der har sat sit præg, måske er det det tætte søsterbånd, der gør åbenheden iøjnefaldende. Når man træder indenfor hos designer Maja Dixdotter, føler man sig straks velkommen. Stemningen er lys og ukompliceret, og man stiller hurtigt skoene og trisser rundt med bare fødder på de bløde tæpper.

I virkeligheden er det ikke noget dårligt sted at starte, for tæpperne er Majas egne og fra et brand, hun har startet med sin søster, By Malene Birgers CEO Ellen Dixdotter, og hendes mand, Jacob. I dag er Majas mand, David Holm, også en del af firmaet, og selv om både Maja og Ellen Dixdotter har travlt hos By Malene Birger, er det et projekt, der langsomt er vokset og blevet en del af familien.

“Vi startede Cappelen Dimyr for fire år siden. Ellen og jeg havde i mange år snakket om at lave et eller andet sammen, og Ellens mand, der er indretningsarkitekt, sagde altid, at der manglede tæpper på markedet. Noget interessant og personligt, men som skaber ro. Og så en dag ringende Jacobs barndomsven: “Hey, vil du være med til at starte en tæppevirksomhed?”” fortæller hun.

Det viste sig, at han var blevet tilbudt at overtage kontakten til en tæppeproducent i Indien fra en gammel mand, der har arbejdet med tæpper hele sit liv. Og den introduktion blev startskuddet til et brand, hvor kollektionerne er små, men ambitionerne høje.

“Det har hele tiden været vores plan at holde det på et niveau, så det forbliver unikt, og vi kan holde fast i det håndgjorte,” siger hun.

Historier omkring spisebordet

Maja Dixdotter og hendes familie flyttede til Danmark under pandemien, og lejligheden på Frederiksberg er lejet, så køkkenet og badeværelset har de ikke gjort så meget ved. Til gengæld har de indrettet stuerne på ny.

“Vi havde en hel masse møbler og sager med fra Sverige, men måtte hurtigt erkende, at vi ikke havde plads, og hvis man tager en ting væk, sker der også noget med de andre. Så passer de pludselig ikke ind længere. Så der er sket meget med vores hjem de sidste to år,” fortæller hun.

Tanken har været at gøre lejligheden personlig og imødekommende. Møbler og interiør må gerne komme mange steder fra, og stilen behøver ikke være en, der er let at definere.

“Jeg elsker vores store bord, som vi købte fra en kirke i Småland i en lille by, hvor min mands mor boede som barn. Vi fik en masse historier med, da vi købte det, og det føltes nærmest, som om bordet havde rødder. Man kan se, hvordan børnene i kirken har siddet og ridset ting ind i bordet. Den slags kan jeg godt lide.”

Generelt betyder det noget for Maja Dixdotter, at ting, møbler og kunst har hændernes aftryk. At hun selv har haft fingre i bearbejdelsen, eller at andre har skabt det på en håndværksmæssig inspirerende måde.

“Jeg har altid været interesseret i kunst, min morfar arbejdede som kunstner, min mor har også altid malet, og der boede mange kunstnere i den lille by, hvor vi er vokset op. Det har været en naturlig del af min barndom at male og lave keramik, og det var noget positivt at kunne skabe noget med sine hænder. Og så var mentaliteten, at du kan lave det meste selv. Du kan i hvert fald prøve,” siger hun.

Med den tanke er sofabordet blevet til – af bagbeklædningen på kommoden i entreen – flere kunstværker er Maja Dixdotters egne, og derudover er der selvfølgelig tæpperne, der dog ikke er tuftet af Maja selv. Men hun ved, hvem der har gjort det, og det betyder noget.

“Jeg vil meget gerne have noget unikt, og jeg kan godt lide, hvis man kan se, at det er lavet med hænderne. I de kunstværker, jeg har købt, kan man også se, at kunstnerne har arbejdet med hænderne, og hvordan de er kommet frem til værket. For mig handler kunst mere om håndværket end om en intellektuel forholden sig.”

Da vi besøger Maja Dixdotter, er hendes søster Lisa Dixdotter på besøg. Hun har sovet hos familien og løber hurtigt ned efter croissanter og stearinlys.

“Jeg kan vældig godt lide, når andre mennesker, der ikke lige er vores egen lille familie, føler sig hjemme hos os. Det elsker jeg faktisk,” fortæller Maja, men indrømmer også, at det, hvis man ser bort fra søstrene og deres familier, oftest er børnene, Kasper på fem år og Jack på otte, der har besøg. Tiden er knap, og efter en lang dag omgivet af mennesker har hun brug for ro.

”I vores hus i Sverige, i Østerlen, inviterer vi til gengæld ofte gæster. Der er mere plads og en stor lade med en skaterrampe. Man kan gøre flere ting sammen. Og når vi savner vores venner fra Stockholm, tager vi på rejse sammen eller ses andre steder. Vi har netop renoveret By Malene Birgers butik i Stockholm, og der er et lille kontor, hvor jeg kan arbejde, så nu håber jeg på også at kunne være der lidt indimellem også”.

Men ellers savner hun ikke de stockholmske gader. Hun er mere til viben i København, og hun elsker Frederiksberg.

“Her er så smukt. Jeg elsker de gamle bygninger, Frederiksberg Have, hvor vi kommer ofte, og Værnedamsvej, hvor vi tit går ned lørdag formiddag. Mine søstre bor i nærheden, så jeg behøver faktisk sjældent at forlade Frederiksberg.”

Og det gør hun så alligevel, for By Malene Birgers hovedkontor er flyttet fra Rahbeks Allé på Frederiksberg til indre by, og arbejdet er cykelturen værd.

“Jeg har ret frie hænder hos By Malene Birger, og jeg føler, at det er lykkes mig at skabe en rød tråd i kollektionen. Jeg har skåret den 60 procent ned, vi har fået nye gode kvaliteter på tøjet og har flyttet en stor del af produktionen fra Kina til Europa. Tasker og sko bliver nu lavet i Firenze, og det synes jeg, er vældig vigtigt. Og så har jeg tilført smykker. Både et hjem og en kollektion handler jo om, hvordan man sætter tingene sammen, og det er første gang, jeg har fået lov til at arbejde med en hel kollektionen og være indover hele vejen.”