gør det selv spejlvæg

Guide: Lav selv en New York’er-inspireret spejlvæg – ud af IKEA-spejle

Det behøver ikke at koste en formue eller være grimt at ”snyde” et rum større. Sandra Kim Penny Laursen fandt en løsning, som har fået Facebook til at juble. Få en guide til den fede ’gør det selv’-spejlvæg her.

Hvis du gerne vil lysne et rum op og få det til at virke meget større, behøver den oplagte løsning ikke at være at ”vælte en væg”.

Hjemme hos Sandra Kim Penny Laursen i Dragør fandt hun og manden Søren en fælles løsning, som de ikke er alene om at juble over.

Hun drømte nemlig om en New York’er-væg med glasfacade i hjemmet, men da ægtefællen ikke var meget for den idé, kom de i stedet på en alternativ løsning.

”Jeg har gennem flere år ønsket, at væggen ud til gangen med trappen skulle fjernes, og en New York’er glasfacade sættes op. Det har min mand ikke rigtigt været interesseret i, og han foreslog først i spøg at sætte fire store fjernsynsskærme op med tilhørende videokameraer på den anden side af væggen. Efter lidt ping-pong kom vi frem til en spejlvæg med sprosser,” fortæller Sandra Kim Penny Laursen til ALT.dk.

Det tog én dag at sætte de 56 IKEA-spejle og hobbylister op på væggen, hvilket Søren gjorde sammen med parrets 18-årige datter Emma.

Spejlvæg

Hitter på Facebook

Det endelige resultat på væggen skuffede på ingen måde.

”Jeg er vildt glad for det. Det er både hyggeligt og gør rummet meget større. Jeg syntes, at det var en god idé og billig løsning med et fantastisk resultat, som jeg gerne ville dele med andre indretningsinteresseret,” siger Sandra Kim Penny Laursen.

Hun lagde derfor DIY-billeder af projektet ud på Facebook i gruppen ’Boligindretning & kreativitet’ – og i skrivende stund har over 6.300 personer liket opslaget og skrevet massevis af positive kommentarer til.

”Det havde jeg ikke i den vildeste fantasi forestillet mig,” lyder det fra den glade spejlvægsejer.

ALT.dk har fået lov at dele familiens guide til, hvordan du selv kan lave en New York’er-inspireret spejlvæg i dit eget hjem.

Sådan laver du en spejlvæg

Materialer

  • 56 stk. Lots spejle fra IKEA 69 kr. /4 stk.
  • 2 stk. spånplader
  • 17 stk. 12x12 mm hobbylister (270cm) fra Bauhaus
  • 6 stk. sort spraymaling (mat)
Spejlvaeg_1.jpg

Sådan gør du

  1. Regn ud og mål op præcis, hvor listerne skal sidde (lav den indvendige del af rammen 1mm større end spejlet. 30,1*30,1)
  2. Skær pladerne til.
  3. Læg de tilskåret spånpladerne på gulvet.
  4. Lim evt. listerne til pladen og søm dem fast.
  5. Mal dem med sort spraymaling (min. 2 gange)
  6. Sæt spånpladerne op på væggen.
  7. Sæt spejlene op med dobbelt klæbende tape, som følger med spejlene (vi har dog klippede i tapen, så vi kunne sætte fire stykker op i hvert hjørne).

Arbejdstid: 1 dag

Samlet forbrug: 2.200 kr.

Spejlvaeg_2.jpg
Spejlvaeg_3.jpg

TIPS fra Sandra og familien

Hvad kan I give af gode tips til, hvad man skal gøre og måske ikke gøre undervejs, når man sætter spejlvæggen op?

"Rammerne omkring hvert enkelt spejl er 1 mm større end selve spejlet på begge leder. Det gjorde under opsætningen, at to spejle var svære at sætte i rammen, men det lykkedes med forsigtighed. Ved en bred spejlvæg på fire (126,6 cm) eller flere spejle, skal man bruge to spånplader. Søm ikke for tæt på enden af listen for ellers flækker den."