Farverig indretning: Design & kitsch
Hjemme hos Sara Aagaard og hendes mand, Anders, er der skruet helt op for farvepaletten. Og til jul får den lige en ekstra tand med kitsch, mågestel, guld og krystalglas, for Sara er vild med at lege med kontraster.
Over bordet hænger en stor gren med julepynt på, en flot og samtidig hyggelig måde at pynte op på. Stolene er fra Gubi, og langbordet er af rustikt træ, der bryder med de moderne detaljer.
IDE
Uroen i døråbningen til spisestuen kan du selv lave. Hiv 3-4 renseribøjler lidt ud af form. Vikl henholdsvis glitterbånd og garn om dem. Pynt med pomponer i flere størrelser, og hæng bøjlerne op i forlængelse af hinanden.
I hjertet af København med udsigt til tårnet på Vor Frelsers Kirke bor Sara med sin mand, Anders. Deres lejlighed er fyldt med nips, vintagefund og moderne design. De hvide vægge og lyse gulve giver plads til masser af farver, og op til jul kommer der endnu mere spræl i indretningen. Alligevel er indtrykket smukt og harmonisk, for Sara er en dygtig indretter. – Jeg har altid elsket at lege med indretning, men har i mange år arbejdet i konsulent-branchen, fortæller Sara, som for et par år siden kastede sig ud i det og åbnede interiørforretningen Dora på Værnedamsvej i København. En butik med designklassikere, nyt design, grafik og vintage i en skøn sammenblanding.
Nissemænd og mågestel
Sara synes, at julen er en rigtig legeplads, hvor hun kan åbne helt op for sin kreative side. Især elsker hun at dække julebordet. Og det gør hun med sikker sans for detaljen!
– Jeg kan godt lide kitsch. Og nisser, dem er jeg ikke bange for! Mågestellet, synes jeg, er smukt sammen med guld og krystal, det giver en stemning af gammeldags højtidelighed. Og så nyder jeg at bryde det hele med lidt enkle grafiske detaljer, som de fine stjerner af kunstneren Leise Dich Abrahamsen, fortæller Sara.
Personlig historie
Sara og Anders’ lejlighed rummer tre stuer en suite foruden soveværelset: dagligstue, spisestue og hjemmekontor, alle med knald på farverne. Gul, rød og grafisk er tre ord, der kan sættes på hjemmekontoret, hvor det naive og uhøjtidelige får lov at blomstre. Her er pyntet med julemænd i glas og chokolade hentet hjem fra det store udland. Et stort skrivebord sørger for det praktiske, og vintagereoler i metal bruges til opbevaring og udstillingssted for smukke rejsefund og æsker.
– Jeg har det bedst i hjem med en personlig historie, og hvor man kan se, at der lever mennesker, så det forsøger jeg også at skabe her hos os. Det gælder også for julepynten, som gerne må være i forskellige stilarter og fra forskellige tider, fortæller Sara, som synes, at det er lidt trist, når pynten skiftes ud hvert år, fordi en anden tendens pludselig er moderne. Hun foretrækker at føje det nye til det gamle.
Fadet med lysholdere er pyntet enkelt op med kogler. Fadet fås desværre ikke længere.
Udsigten fra lejligheden. Det smukke tårn på Vor Frelsers Kirke anes i baggrunden.
Lampen er fra Gubi, plakaten fra Stilleben og julestjernen fundet i udlandet – en typisk blanding af design og kitsch a la Sara.
Juletræet står på utraditionel maner lænet op ad en reol og er uden pynt. “Jeg tænkte, at træet jo er så smukt i sig selv”, forklarer Sara. Puderne er hjemmesyede, og kludetæppet er fra Dora. De små borde er fra Zanotta. Reol fra Paustian. Lampe fra Moooi, fås f.eks. hos lite-house.dk
Stjerne af Leise Dich Abrahamsen, Varehuset.
Krystalglas, mågestel og juleplatter flankeret af en kronhjort af porcelæn – men uden en dug under for en god kontrast. Sådan kan Sara lide at dække julebordet!
Grå og gul er de gennemgående farver i soveværelset. Reolen er fra Hay, og de marokkanske kludetæpper er fra Dora.
IDE
Skab hyggestemning i soveværelset ved at stille en reol ud fra væggen som rumdeler og lægge bløde tæpper i lag på gulvet.
Smuk indpakning er rigelig pynt til træet, synes Sara. Gaverne er pakket ind i pink, hvidt og brunt papir og pyntet med gavebånd og små mærkater i neonfarver.
Fin emballage fra sæbe i vintagereolen i kontoret.
Pomponpynt fra uroen på side x. Du kan købe værktøj til at lave pomponer med hos Panduro Hobby.
Det neutrale køkken har fået personligt præg, bl.a. med en gul String reol, fås f.eks. hos Designdelicatessen. Bemærk kanelstængerne hængt op med neonfarvet muresnor.
Skrivebordet er ikke kun til praktisk brug, der er også plads til ting, der bare pynter.
Julemænd og en enkelt hæklet snemand på skrivebordet.
Hjemmekontoret er indrettet let og uhøjtideligt.
IDE
Giv bord og stol personlighed ved at binde lidt garn i en fræk farve om et af benene.
► SE OGSÅ: Få stilen: Jul i naturlook
► SE OGSÅ: Julehygge i pastelfarver
► SE OGSÅ: Drømmen om en Disney jul