En helt anden slags fastelavnsris: Pynt op med farverige blomster
Fyld vaserne med blomstrende fastelavnsris, som du sammensætter af forårsgrene, yndigt flor fra blomsterhandleren – og en lille kat eller kongekrone for at slå stemningen an.
Lille japankvæde er en dejlig busk med koralrøde blomster, som du kan drive frem nu. De elegante tulipaner er en flot kontrast til japankvædens blomster. Lad gerne tulipanerne have forskellige længder for at skabe et livligt udtryk.
Annonse
Fastelavnsris
Et smukt og enkelt fastelavnsris får du ved at plukke mirabellegrene i haven og blande dem med forglemmigej fra blomsterhandleren. Brug riset som gave, eller sæt det i en vase i stuen
Fastelavnsriset
Var oprindeligt et bundt birkegrene, og da grenene er fyldt med saft og kraft i det spæde forår, mente man, at frugtbarheden hos mennesker kunne øges ved at rise hinanden op med grenene. For at understrege håbet om frugtbarhed var riset pyntet med figurer med kyssende duer eller storke med babyer.
Fold blomsterne
Du kan nemt lave blomsterpynt til dit ris ved at lægge flere lag silkepair oven på hinanden og sy dem sammen med et kryds på midten. Garnenderne lader du blive på bagsiden, så du kan binde blomsten til grenen. Klip silkepapirbunken cirkelformet, og fold derefter ét stykke silkepapir op ad gangen, så der dannes en tæt og fyldig blomst.
Kom dem i glas
Du får et nærmest poetisk udtryk, når de forårsfine grene kommer i glas eller under en klar klokke. Her er det grene fra magnolia og fersken, der spreder blomsterglæde til fastelavn.
Blodblomme er et smukt træ med de fineste lyserøde blomster i foråret og senere flot mørkt løv.Blomsterne kan du drive frem nu, og det ser flot ud med franske anemoner mellem grenene. Understreg fastelavnsstemningen ved at pynte en af grenene med en sød kat i matchende farve.
Driv grenene frem
Træer og buske har forskellige hvileperioder, så der er forskel på, hvornår du kan drive deres grene. Når de er i dyb hvile, kan du ikke lokke blomster og blade frem. Se her, hvornår du kan drive hvad – og få tip til, hvilke blomster du kan sætte grenene sammen med:
Januar:
Kirsebærkornellens små gule blomster folder sig ud før bladene og er kønne sammen med narcisser.
Fjeldribsens små gulgrønne blomster og spæde grønne blade er smukke sammen med ranunkler i blide farver.
Haslens rakler er dekorative sammen med smukke påskeklokker.
Februar:
Ribsens grønlige blomster er smukke sammen med mørke tulipaner.
Abrikosgrenenes yndige sartrosa blomster får fint selskab af eukalyptusgrene.
Kirsebærgrenenes væld af sne-hvide blomster er yderst smukke i en buket med ligeledes hvide tulipaner eller ranunkler.
Marts:
Lærken er særlig flot i selskab med årets første døvnælder fra naturen.
Blåbærgrenenes sartrosa, krukkeformede blomster er yndige i selskab med vintergækker.
Rosenmandel med lyserøde blomster er bedårende sammen med blå blomster som snepryd og skilla.
April:
Bøgens lysegrønne bladeer yndige sammen med påskeklokker eller tulipaner.
Æbletræets krogede grene og hvide eller sartlyserøde blomster er skønne i en buket med perlehyacinter.
Spidsløn med lysegrønne blade og blomsterknopper kan du sætte yndigt sammen med stilke af lungeurt.
Til værtinden
Bind en fin buket til værtinden af grene, du driver frem indenfor.
Annonse
Vaser i flok
Du får et flot resultat, når du sætter flere små vaser sammen på et fad og fylder dem med et miks af blomster og grene med tykke knopper. Suppler gerne med lidt fastelavnspynt. I vaserne her står blodblomme, fersken, levkøj, mirabel, fransk anemone, magnolia, pil og forsytia.
Bind fastelavnskransen – sådan!
Det skal du bruge:
Kraftig ståltråd
Blomstertape
Blomstertråd
Bånd
2 knappenåle
Forsytiagrene
Fin maske
Sådan gør du:
Form en krans i kraftig ståltråd, og vikl blomstertape om den. Sno blomstertråden nogle gange om kransen, og bind små forsytiakviste til halvdelen af kransen. Lav en pæn afslutning, og sno blomstertråden nogle gange om kransen, inden du klipper af.
Sno bånd om resten af kransen, og hold det fast i enderne med knappenåle.
Sæt et bånd i kransen til ophæng.
Pynt med en maske, som du klipper ud af karton eller to stykker kraftigt gavepapir, som du limer sammen.
Solskinsgult
Blomsterne folder sig hurtigt ud på forsytiagrene, når du tager dem indenfor.