Sommerfugle i haven

Sådan får du flere sommerfugle i din have

Ønsker du at give havebilledet masser af liv med smukke sommerfugle og samtidig hjælpe sommerfuglebestandene på vej, så kig med her.

Måske har du lagt mærke til, at der er blevet færre sommerfugle i Danmark. Det er der ifølge Danmarks Naturfredningsforening to grunde til: De har for få steder at leve og bliver samtidig hårdt ramt af sprøjtegifte og gødning. Vil du hjælpe sommerfuglebestandene på vej, kan du lave et helle i dit have.

Her kan du læse, hvordan du få flere sommerfugle i din have.

1. Undgå at bruge sprøjtegifte og gødning

De fleste sommerfugle søger mod de planter, der trives bedst i næringsfattig jord. Bliver vegetationen for tæt efter gødning, forsvinder sommerfuglene.

2. Lad græsset gro

Det er måske ikke så kønt, men sommerfuglene trives i det høje græs og lægger æg i det. Du kan eventuelt nøjes med at lade græsset gro i forskellige længder få steder i haven.

3. Lav gode ynglesteder

Som områder med brændenælder til larver fra sommerfugle som Admiral og Dagpåfugleøje. Dyrk kål til Kålsommerfuglens larver og lad mærkebøtter og smørblomster få lov til at blomstre.

4. Plant sommerfuglevenlige planter – bierne vil sikkert også elske dem.

Det er planter som aftenstjerne, kodriver, syren, baldrian, morgenfruer, asters og solhat og så selvfølgelig sommerfuglebusken. Vælg flere forskellige nektarrige blomster, som er i sæson på forskellige tidspunkter, så kan flere forskellige sommerfuglearter nyde godt af din have.

Sommerfugle i haven

Har du sommerfugle i din have, er det et tegn på at haven har det godt. Når sommerfuglene trives, er det nemlig et tegn på, at mange andre insekter også trives.

Kilde: Samvirke og Danmarks Naturfredningsforening.

Vidste du...

...at 56 procent af de danske dagssommerfuglearter er truede. 

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening