Hvorfor er sommerhuse så fantastiske? Vi har undersøgt sagen

Om fredagen bliver jeg pensionist. Det starter klokken godt og vel 17, når jeg går ud på bagtrappen og fisker den blå plastikkøletaske ned fra hylden for at fylde køleskabets indhold i den. Mælk, smør, ost, æg, rugbrød. Skulle man også lige snuppe Chablis'en, der står og tripper med cellofan og sløjfe om halsen? Den ryger med. Så krænger jeg bh'en af, mens jeg stadig har bluse på. Tricket med at hægte op bagpå, og, som en electric boogie-danser, lave bølgen, først stroppen af den ene arm, så den anden, og så kan jeg ligesom slange bh'en ud af det ene ærme. Bh'er hører ingen steder hjemme i min pensionisttilværelse. Det gør til gengæld bløde bukser med knæ, lidt for store forvaskede T-shirts, hjemmestrikkede uldstrømper, der poser om anklerne, termojakker, ja, i flertal, og udtrådte sneakers. Så er vi klar. Min mand, Sune, hanker op i køletasken, og jeg tager fletkurven med biblioteksbøger og blade og IKEA-posen med nyvaskede håndklæder under armen. Så er det ned på gaden og finde færgen, som vi har døbt vores gamle spand, og få resterne af det Mercedes-skilt, der engang sad på kølerhjelmen, til at agere kompasnål, så vi kan komme mod nord.

Vi suser ud af Hillerødmotorvejen og møder landevejen efter en halv times tid. Mine fødder hviler på handskerummet og svinger som et pendul, når vi kører rundt i den første, den anden, tredje og fjerde rundkørsel. Højttalerne er oftest tavse, for der er så ringe forbindelse til internettet og det der Spotify. Motoren sætter tonerne, og blinklyset taktslaget. Åndedrættet er landet i maven, når færgen triller ind i indkørslen, og fødderne igen får fodfæste, nu på græs.

Den dueblå hoveddør, som jeg malede i sommer, er indgangen til 70 plus-livet. Jeg tømmer bilen og lægger vores telefoner ind i elskabet. Kun meget gode argumenter kan overtale den anden til at give lov til at tage telefonen frem. Bauhaus' hjemmeside er oftest det nemmeste at få adgang til, når der skal researches tagbøjle til stigen eller algefjerner. Det har ligesom relevans.

Sune går i gang med at slå græsset. "Jeg kan lige nå det, inden det bliver mørkt, og det er helt tørt. Tænk nu, hvis det regner i morgen." Vi har naturligvis banket på barometret, der efter bedste evne fortæller, hvordan vejret vil arte sig, om det bliver 'foranderligt' eller 'meget smukt.' Men kan man nu også stole på det? Tænk nu, hvis det alligevel regner i morgen? Så jeg støtter ham altid i øjeblikkelig græsslåning, og han støtter mig altid i at åbne Chablis'en med det samme. Hvilken fryd, det er, når jeg sætter mig i bambusstolen under halvtaget på terrassen, uanset hvor koldt det er (det er her flertallet af termojakker kommer ind i billedet) og drikker et glas vin, mens jeg ser på Sune, der skubber rundt og rundt på den gule maskine. Det er sjovt, så givende det kan være at iagttage andre folk arbejde.

Aftensmaden er gudskelov lavet. Den er nemlig købt ind i Netto, og menuen står på frankfurtere, der skal brankes på panden, og ikke-økologisk kartoffelsalat på plast. Aldrig i livet om jeg kunne finde på at knappe sådan et præfabrikat op hjemme på Frederiksberg. Jeg har naturligvis planer om højbede med purløg, mynte, koriander og en række med kartofler, en med salat og en med squash. Men indtil da virker Flensted-bøtten som den naturligste kilde til føde i Birger.

Det hedder vores sommerhus nemlig, opkaldt efter den tidligere ejer, der elskede filterløse smøger og sin kæmpestore bokserhund, og som vi mødte, da han overdrog nøglerne til os for halvandet år siden. Vi forsøgte at give huset det mere eksotiske navn Bregnehaven. Men det lystrede ikke. Det er det for brunt til. Da jeg skrev til min veninde, at huset hed Birger, skrev hun tilbage: "Birger lyder som et godt sted. Sådan et sted, hvor man får en go' sludder, brasede kartofler med spejlæg og HP-sauce og en kold pils." Hun forstod pensionisthytten, allerede inden hun havde besøgt den.

Birger er ikke køn. "Det synes jeg ikke passer," siger min mor og tager Birger i forsvar. "Det giver sig ikke ud for mere, end det er. Det er ærligt." Birger er bygget op af askegrå kalksandsten og store klodsede vinduer uden sprosser. Birger har skråt tag, så man kan ikke engang dyrke funkisstilen. Birger er middelmådig og alt andet end Instagram-værdig.

Det generede mig faktisk i starten. Pisseirriterende, at huset ikke havde bare én god vinkel. Men der er Birger klogere, end jeg er. Birger ved godt, at jeg ikke behøver overbevise nogen om, at jeg hygger mig på den æstetisk rigtige, tilfældige måde. Desuden er det kun friske firstmover-pensionister med lidt for hurtige bevægelser, der forstår sig på følgere og likes. Hvem drømmer om at blive en del af det segment? Det kan godt være, at Birger ikke er køn, men til gengæld tilbyder daybed'en altid at lægge madras til en middagslur og det åbne køkken, tapetseret med træ, er eminent til give vue ud over alt det, der ikke foregår i det 70 kvadratmeter store hus, mens man laver en ordentlig røvfuld bolognese, så der også er til fryseren derhjemme. Ding-ding-ding. Flere pensionistpoint.

Der er ild i brændeovnen, og Chet Baker trutter ud af det gamle anlæg. "Måske skal vi spille yatzy?" "Måske skal vi lave bål?" "Måske skal vi gå en tur?" Ned til vandet og stranden og badebroen, og, plask, hvor er det koldt og godt. Sune, der højst brummer, når han bliver begejstret, hviner "Uh-uuuh," som en ugle i falset, når han endelig dumper kroppen i. Måske skal vi bare blive siddende og vente på, at der kommer et dådyr forbi vinduerne? Hver gang gibber det i mig, lidt ligesom, når man får banko. Alle vores naboer og genboer, de autentiske pensionister, er ikke fan af de vilde dyr. De spiser deres roser og jordbær, så de plastrer planterne til med grønne net. Jeg kommer sikkert selv til at vende øjne, første gang Bambi sætter tænderne i min bredbladede persille. Men lad os nu se, hvornår der bliver sået krydderurter i de højbede, der ikke er blevet bygget endnu.

Sådan går tiden med ingenting og med ikke rigtig at tage stilling til noget. Der er kun ét par bukser i kommoden, en creme på badeværelseshylden, salt, peber, olivenolie og Prinsen Rolle-kiks i køkkenskabet. Gud forbyde at vi nogensinde løb tør for den opgraderede model af en Mariekiks. Ingen kaffebar, ingen kalender, ingen muligheder for kulturel adspredelse. Keder vi os for alvor, og det kan man altså godt komme til, når man er vant til at kunne distrahere sig fra intetheden med en hel masse skærm-scrolleri og storbysniksnak, fælder vi nogle af de mange træer, der er på grunden og skygger for himlen. Men først klæder vi os i matchende overalls, og det er ikke noget fashion-statement. Det er praktik, vores pensionisthabit. For så er man ude over et stykke med bart og en sprække, der titter frem over bukselinningen. Det er et meget sårbart stykke hud, som man skal værne om.

Tiden går i stå, og tiden har aldrig gået hurtigere, når vi er i Birger. Birger er en tidsmaskine, der i weekenderne transformerer mig 30-40 år frem i tid, frem til livet som pensionist. Heldigvis er vi også begavede med en anden tidsmaskine. Det er færgen. Den sender mig tilbage til nutiden, når jeg søndag eftermiddag stiller den blå plastikkøletaske om i bagagerummet igen, vi bakker ud af indkørslen, triller mod syd og hjem mod København.