Moderne entre

Før & efter: Fra mørk opgang til moderne entré

Røde og grønne karme, guldpaneler og det mørkeste tapet, man kan forestille sig: Det var velkomsten i Mette Helenas entre, før hun tog kampen op og forvandlede rummet til en lys og let hall fyldt med praktiske løsninger.

Mange ville have givet op ved synet af den mørke entre hjemme hos Mette Helena Rasmussen og Rolf Pedersen, men ikke Mette Helena, der gennem sit job som stylist er vant til at tage forvandlingsbrillerne på. Parrets gamle hus blev bygget som et tofamilieshus, og derfor lignede entreen mere en opgang end den hall, som Mette Helena altid har drømt om at få. Og det blev den store udfordring. Der skulle fræses nyt el ind i væggene, som også blev fuldspartlede og filtede. Og der måtte uendeligt mange bøtter maling til for at male vægge, lofter, trappe og gelænder. For at få mere lys ind i rummet satte parret en ny hoveddør i med et glasparti.

Familien tæller fire mennesker, så den praktiske udfordring i rummet bestod i at få mere plads til opbevaring af sko og overtøj. Mette Helena havde to Eames knager i valnød med sig fra sit tidligere hjem, men der var ikke plads til, at de kunne hænge side om side.

– Vi fandt derfor på at flytte elmåleren ind under trappen, og i stedet få en god stor flade til knagerne. Og mens vi var i gang med MDF-pladerne til elskabet, byggede vi også et par hylder til sko og opbevaring under trappen, fortæller Mette Helena. Entreen var et kæmpe arbejde, men forvandlingen er fantastisk. Mette Helena fik opfyldt sin drøm om en smuk hall.

– Vi er virkelig glade for resultatet og havde aldrig forestillet os, at den kunne blive så lys og flot. Desuden er den også blevet praktisk med plads til, at hele familien kan vælte ud ad døren på én gang, siger Mette Helena.

 

Før og efter..

Entreen er indrettet i sort og hvid, som er en god baggrund for de farvestrålende malerier. Eames knager giver masser af plads til overtøj. Før hang elmåleren samme sted. Gulvstickers fra Frk. Jemsem Deko viser vej til, hvor børnene skal stille deres sko.

Problemer:

• Brunt tapet og mørke karme stjal alt lyset

• Brune døre og gulv gjorde også rummet mørkt

• Trappen var slidt og i umoderne farver

• Vinduerne var gamle og i mørkt træ

• Der manglede knager og plads til opbevaring

Løsninger:

• Tapetet blev fjernet, væggene blev spartlet, fik filt på og blev malet hvide sammen med karmene

• Nye døre med glasruder blev sat i, og der blev lagt et lyst trægulv

• Trappen blev malet hvid og gelænderet malet sort

• Der blev sat nye vinduer i

• Knager og hylder blev sat op

Opbevaring under trappen

Under trappen er pladsen udnyttet med et par hylder til sko og opbevaring. De flettede filtkasser er fra Pure Culture, sivkurven er fra Sally Ann, og resten er privateje. Trægulvet er fra Junckers.

 

Over døren står en samling af Mette Helenas figurer fra loppemarkeder, et personligt og hyggeligt touch.

Praktisk hylde

Lige ved hoveddøren hænger en hylde til nøgler, solbriller og andet småt – så er det nemt at finde tingene, når man hurtigt skal ud ad døren. Metalhylden er fra Linde & Linde. Høretelefonerne har fået plads på en flot knage i neongul fra Stilleben.

Hoveddør med vinduespynt

For at få lys ind i den før så mørke entré er der sat en ny hoveddør i med vinduer. For at skærme lidt af mod forbipasserende er der sat vinduesfolie op, klippet i et flot mønster. 

Du skal bruge: Vinduesfolie i 2-3 farver ( fra Frk. Jensens Deko. Foliekniven.dk har også et fint udvalg), karton eller tykt papir og en saks.

Sådan gør du: Fold papiret til en trekant eller en anden geometrisk figur, der passer nederst i vinduet. Fold endnu en geometrisk figur til at ligge over den første. Klip figurerne ud, og brug dem som skabeloner, som du lægger på bagsiden af vinduesfolien. Tegn figurerne op med blyant, og klip dem ud. Vask ruden godt af, fjern overskydende vand med en skraber, og tør til sidst efter med en tør klud. Fjern papiret bag på figurerne, når du monterer dem, og brug evt. skraberen som hjælp til at montere dem.

► SE OGSÅ:  Giv entreen et farvepift med tapet

► SE OGSÅ: Forny med maling: Blå & lyserød

► SE OGSÅ: Lav en trendy sofa