Flet fine kurve af stjernestrimler
Lær helt fra bunden at flette de søde kurve, så kan du lave massevis af dem i forskellige størrelser og bruge dem til både gaveæsker, juletræspynt og skåle.
Flettede kurve i 3 størrelser
Materialer:
- Dekorationsark 3 (2) 2 ens ark fra Panduro Hobby
- Silkebånd
- Brads, knapper, små fine bæltespænder e.l.
- Lim
- Evt. dobbeltklæbende tape
Sådan gør du
Stor kurv:
Du skal bruge 12 strimler med en længde på ca. 60 cm og en bredde på 3 cm. Vi har klippet 24 strimler i dekorationsarkene og efterfølgende limet strimlerne sammen 2 og 2 i forlængelse af hinanden = 12 strimler a ca. 60 cm. Mellemstor kurv: Du skal bruge 12 strimler med en længde på ca. 60 cm og en bredde på 2,5 cm. Strimlerne klippes som beskrevet under ”Stor kurv”.
Lille kurv:
Du skal bruge 12 strimler med en længde på ca. 60 cm og en bredde på 2 cm. Strimlerne klippes som beskrevet under ”Stor kurv”.
Alle kurve:
Læg 6 strimler glat ned på bordet med vrangsiden op, og flet de øvrige 6 strimler ind over midten på disse. Fortsæt som beskrevet i ”Sådan fletter du en kurv” herunder. Hæft et silkebånd fast i et lille bæltespænde, og fastgør det midt på én af kurvens sider. Træk silkebåndet hele vejen rundt om kurven (hæftes evt. med lidt lim eller dobbeltklæbende tape), luk til sidst ved spændet, og lad enden hænge løst.
LÆS OGSÅ: Sådan fletter du en kubeformet julestjerne
Sådan fletter du en kurv
1. Der flettes med en lærredsvævning, hvor båndene flettes/væves over en og under en skiftevis. Start med 2 bånd, der krydses på midten. Flet/væv dernæst 8-10 bånd ind både lodret og vandret, således at båndenderne er lige lange på alle 4 sider. Skub rækkerne så tæt sammen som muligt, og hold bunden på plads med en miniklemme i hvert hjørne.
2. Nu låses kurvens hjørner midt på hver side. Kryds således de 2 midterste strimler (= hjørne), og stram det enkelte hjørne godt, således at det løftes lidt op fra bunden. Hold den flettede bund på plads med klemmer, og lås på samme måde de øvrige 3 hjørner.
3. Flet/væv nu skiftevis et bånd fra hver side af hjørnet med i lærredsvævningen. Husk at stramme godt til, og brug klemmer, efterhånden som arbejdet skrider frem, således at fletningen/vævningen holdes på plads. Gentag ved alle 4 hjørner, til alle bånd er brugt. For at gøre siderne mere lodrette gives kurven et knæk langs bundens sider
4. Idet der arbejdes fra ydersiden flettes/væves siderne hele vejen rundt, til de har samme højde på alle 4 sider.
5. Afslut nu med en takket kant. Der arbejdes med én tak/spids ad gangen hele vejen rundt.
A: Fold det bånd, der ligger øverst, om på vrangen.
B: Hæft enden ved at flette/væve den ind på bagsiden.
C: Fold derefter båndet på spidsens anden side om på vrangen, og hæft ligeledes denne ende ved at flette/væve den ind på bagsiden.
Kvadratisk kurv med hank
Materialer:
- Dekorationsark, 3 ens ark fra Panduro Hobby
- Matchende smalt silkebånd fra Creativ Company
- Lim
Sådan gør du
Du skal bruge 16 strimler på 60 cm i længden og 2,5 cm i bredden og 16 stk. smalt silkebånd på ca. 60 cm i længden. Hér har vi klippet 32 strimler, 2,5 cm brede, i dekorationsarkene og efterfølgende limet strimlerne sammen 2 og 2 i forlængelse af hinanden = 16 strimler a ca. 60 cm.
Hæft et bånd på den enkelte strimmel med lidt lim/ dobbeltklæbende tape. Læg 8 strimler glat ned på bordet, lodret og med vrangsiden opad. Flet så de øvrige 8 strimler ind over midten på disse, og hold efterfølgende bunden samlet med en klemme i hvert hjørne.
Fortsæt som beskrevet ovenfor, og afslut kanten, når kurven har den ønskede højde. Klip til hank 2 strimler på 2,5 x 42 cm, lim strimlerne sammen vrang mod vrang, og lim silkebånd fast hele vejen ned på midten. Lim hanken fast på kurven. Bind til sidst sløjfer af silkebåndet, og lim en sløjfe fast ved hanken på hver side af kurven.
Små kurve med hank
Materialer:
- Stjernestrimler
- Miniklemmer
- Lim
Sådan gør du
Til hver kurv anvendes i alt 8 stjernestrimler. Læg 4 strimler glat ned på bordet (lodret), og flet de øvrige 4 ind på disse = bund. Hold bunden samlet med klemmer i hvert hjørne. Kryds nu de 2 midterste strimler på hver side = kurvens hjørner, og flet som beskrevet i ”Sådan fletter du en kurv”, til kurven har den ønskede højde. Klip nu en 22 cm lang strimmel til hank, og lim til sidst hanken fast på kurven.
LÆS OGSÅ: Sådan fletter du en julestjerne
Rektangulær kurv
Materialer:
- Rødt hobbykarton fra Creativ Company
- Silkebånd
- Blomsterbrad
- Lim
Sådan gør du
Klip i alt 20 strimler med en længde på ca. 60 cm og en bredde på 2 cm, hér er klippet 40 strimler a ca. 30 cm/2 cm brede, og derefter er strimlerne limet sammen 2 og 2 i forlængelse af hinanden = 20 strimler a ca. 60 cm. Læg 10 strimler glat ned på bordet (lodret), og flet de øvrige 10 strimler ind på midten af disse. Hold bunden samlet i hvert hjørne med en klemme.
Obs.: På denne kurv arbejdes med en rektangulær bund, og derfor placeres hjørnerne anderledes end beskrevet i ”Sådan fletter du en kurv”. Vælg 2 hjørner/diagonalt. Mål 2 bånd ud på den ene side af hjørnet, og kryds de flg. 2 bånd til et hjørne (se billede 2 på "Sådan fletter du en kurv").
Gentag på den anden side af hjørnet. Gå til det modsatte hjørne, og gentag på hver side af dette. Fortsæt nu som beskrevet til billede 2-5. Bind silkebåndet omkring kurven, hold evt. fast med lidt lim/dobbeltklæbende tape, og fastgør til sidst en blomsterbrad midt i knuden.
Hendes Verden nr. 44/2011
Meget mere jul
-
18 kreative idéer til nem hjemmelavet julepynt
-
4 simple idéer til adventskranse
-
4 tips til masser af julepynt i en lille lejlighed
-
20 sjove og skønne ideer med hama perler
-
Trin for trin: Flet en julestjerne
-
Hæklede dyr og andre idéer til hjemmelavet hæklede julegaver
-
Sådan laver du de fineste strikkede og hæklede nisser til jul
-
Nissehue strikkeopskrift: Sådan laver du en sød strikket nissehue
-
Grundopskrift til strømper
-
16 flotte julehæklerier
-
Brodér dit eget juletræstæppe
-
Strik selv: Lun halsedisse