Spar på varmeregningen: 6 enkle råd
Følg disse 6 enkle råd og spar penge på varmeregningen.
Vinterens kulde og blæst får mange af os til at skrue helt op for varmen. Det går ud over både pengepungen og miljøet.
Følg disse 6 enkle råd og spar op til 20 procent på varmeregningen:
1. Udluftning
Luk helt for varmen, når du lufter ud. Og luft ud med gennemtræk i 5-10 minutter to gange om dagen. Herefter lukker du alle vinduer og døre og tænder for varmen igen.
2. Ensartet opvarmning
Tænd for alle radiatorer i huset og sæt dem på det samme – omkring tre. Det giver en mere ensartet opvarmning, end hvis du lader en radiator varme hele huset op, og det er samtidig det billigste.
3. Tjek vinduer og døre
Udskift tætningslister ved døre og vinduer, hvis du kan mærke, at det trækker ind. Dårlige tætningslister udgør 7-12 procent af en boligs varmetab. De er nemme og billige at udskifte.
4. Tæpper
Læg tæpper på gulvet, hvis du har et gammelt trægulv. Et lammeskindstæppe eller nogle håndknyttede uldtæpper forhindrer, at kulden trænger op mellem sprækkerne.
5. Ommøbler
Flyt sofaen, stolen eller reolen væk fra radiatorerne om vinteren. Der skal helst være 15-20 centimeter fra varmeapparatet til møblerne.
6. Tjek radiatoren
Mærk på radiatorerne. De skal være lunkne og kolde forneden. Hvis de er varme, udnytter de ikke varmen ordentligt. Desuden er det en god idé at lytte, om radiatoren klukker eller risler, for det kan være et tegn på for meget luft i systemet, og så er det en god investering at tilkalde en vvs’er.
Artiklen er oprindeligt fra 2019 og opdateret i 2022.