Hos guldsmed Line Hallberg er væggene hvide, og møblerne er fulde af sjæl – og sådan skal det være
Guldsmed Line Hallberg, 50, er flyttet sammen med sin kæreste gennem 10 år i en højloftet lejlighed, hvor der er plads til livet med fælles børn og cockerdoodle. Hendes sans for detaljer, håndværk og forskellige kulturer afslører sig i lejlighedens nøje udvalgte interiør af små skatte.
Hvor bor du, og hvorfor har du valgt at bo her?
“Vi bor i en ældre herskabslejlighed i Frederiksstaden i København.
Bygningen er fra ca. 1917 og har en fantastisk udsigt med himmel, så langt øjet rækker. Den uendelige himmel bliver brudt af byens skifergrå tage, og når man kigger ned i gadehøjde, folder Nyboders okkergule rækker sig ud i et lige grafisk mønster.
I en lille sprække mellem tagene kan man se et spir fra Rosenborg Slot i Kongens Have. Det er noget af det, jeg nyder allermest ved at bo her – at man kan følge med i årstidernes skiften og mærke den nerve, byen er bygget på og rundet af. Jeg er selv født og opvokset på Sølvgade og elsker denne her del af København med Langelinie, Kastellet og de grønne oaser.”
Hvad faldt I for ved lejligheden?
“Her er tre en halv meter til loftet, så lejligheden er utrolig lys og luftig. Det var vigtigt for os med plads til at leve og en rumfordeling, der stadig giver en fornemmelse af forbundethed. Det hele er meget rent uden at være pompøst, men samtidig gennemtænkt og originalt, som en lille tidslomme af detaljer.”
Hvilke tanker har du gjort dig om indretningen og den måde, I bor på?
“Alt, der kommer ind i vores hjem, har en historie, sjæl og eksistensberettigelse. Hvert et skrin, hver en stage og vase vækker minder og har en grund til at være her, hvilket nok skyldes, at jeg er så optaget af forskellige håndværk, kulturer og teknikker. Jeg kan ikke bare gå ind i en vilkårlig boligbutik og vælge noget ud.
Jeg trives bedre i kaosset på loppemarkeder og i genbrugsbutikker. Steder, hvor tingene ikke er iscenesat, og hvor man selv skal tage stilling, mærke efter og forstå det, man kigger på. Af samme grund er det også et helt bevidst valg, at vi kun har hvide vægge i vores hjem. De er med til at skabe et lærred for de fortællinger, der ligger i hvert eneste kærligt udvalgt møbel og objekt.”
Hvilke udfordringer har der været i forhold til at nå hertil?
“At skabe et hjem er en evig proces i takt med, at livet leves. Jeg elsker at kunne stille frem og tilbage, give plads og pauser og genopdage glæden ved de ting, jeg har. Det bliver helt meditativt for mig, samtidigt med at det naturligvis også har handlet om at sammenføre to liv og have respekten for den følsomhed, der ligger i at skabe en fælles base. Der skal være plads til alle, til det travle og afslappede – til hund og hvid sofa.”
Hvordan vil du beskrive atmosfæren i jeres hjem?
“Omfavnende. Både overfor dét, der var, dét, vi har bragt med os, og dem, som bor her. Der skal være plads til både fortid, nutid og fremtid. Vi lever et travlt, men kærligt liv med alt, hvad det indebærer, når man skal skabe et hjem rundt om to selvstændige, en masse dejlige børn og en selskabselskende hund.”
Har du nogle særlige rutiner i dit hjem?
“Jeg elsker at starte min morgen med en god kop kaffe i krogen af vores køkken sammen med vores hund Freja, inden vi begiver os ud på vores faste morgentur på Kastellet. Min kæreste går utroligt meget op i kaffe og gode råvarer uden tilsætningsstoffer, så vores morgenkaffe er blevet til et dagligt nydelsesritual.
Vi brygger den på en kaffetiere, som tvinger mig til at kværne hele bønner, hvilket vækker mine sanser. Lyden fra det kogende vand, der langsomt transformeres til kaffe, alt imens jeg varmer mælk og nyder duften af friskbrygget kaffe, der siver ud i rummet.”
Hvad er dit forhold til design?
“Design har altid spillet en rolle i mit liv. Jeg er opdraget til, at man sparer op til det, man drømmer om, så man kan have sine ting i mange år. Jeg ved også qua mit eget fag, at det kræver tålmodighed, kærlighed og sjæl at skabe, og jeg nærer en stor respekt for ekspertviden inden for håndværk og materialer.
Godt design giver et øjebliksbillede ind i en tid og er harmonisk formgivet med spændende detaljer. Og så skal det både kunne skabe og bære de fortællinger, der opstår, når man kommer i besiddelse af det og giver det videre til sine kære. Det er lidt som med smykker.”
Har du et favoritmøbel, du bruger mest tid i?
“Lige nu bruger jeg mest tid ved spisebordet. Foruden at være en samtaleoase for min familie, giver det mig en vis visuel ro. Det er designet af Georg Mengel, der har en baggrund som ingeniør og en særlig sans for proportioner og formgivning. Han har en masse nørdet viden om, hvordan beton som materiale opfører sig og kan derfor tvinge det ind i en let og spinkel konstruktion.
Stolene er Fratelli Levaggi fra Nuvole og er italiensk design og håndværk, når det er bedst. De er lette i materialet, stærke i deres formsprog og elegante med det smukke flettede net som sæde. Jeg elsker kontrasten mellem de spinkle stoles lethed og den hårde beton i selskab med de mange besjælede ting, der ellers præger vores hjem.”
Hvad er det næste, du gerne vil købe?
“I takt med at vi bevæger os ind i mørkere stunder, er jeg på udkig efter en Uchiwa-lampe designet af tyske Ingo Maurer i 1976. Den er formgivet som en lakeret vifte med tydelige referencer til Japan. Jeg knytter nogle meget stærke minder til den og kan godt lide, at den repræsenterer en anden tid samtidig med, at den skaber et enormt smukt og mildt lys.
Jeg leder også efter en Bonacina 1889-bambusstol designet i 1964, som jeg kan sidde og nyde lyset i. Et tilsvarende poetisk møbel, der kan bringe lidt nærhed ind i vintermånederne.”
Ser du paralleller mellem den kreativitet, du bruger i dit arbejde og den måde, du har indrettet dig her?
“Ja, det er naturligt, at de to verdener smelter sammen. Jeg føler et stort privilegie ved at have et urgammelt kunsthåndværk som udgangspunkt for min måde at se verden på. Gennem mit arbejde som guldsmed og med Line&Jo har jeg altid søgt kontrasterne – at blande det feminine og bløde med massive materialer og tydelige silhuetter for til sidst at kunne skabe noget utrolig delikat i form af et smykke.
Jeg betragter på en måde mit hjem som et smykkeskrin, hvor man, hvis man tør at gå på opdagelse, kan få et meget klart billede af, hvem der gemmer sig bag indretningen. Jeg håber, man kan se, hvad der optager os og danner vores person lige nu og her. På samme måde som man kan have perioder i sit liv, hvor man elsker at udsmykke sig selv med sølv og pludselig blive draget af perler og guld.”
Hvilke fortællinger er dit hjem rundet af?
“En helt grundlæggende og altopslugende kærlighed til livet. Jeg vil gerne lære vores børn, at livet er skønt, og at man skal gøre sig umage, være nysgerrig, stille spørgsmål og evne at være både kritisk og respektfuld for det, der er og var.”
Har du ambitioner for dit hjemmeliv denne vinter?
“Jeg drømmer om en masse gode middage med hjemmelavet mad, hvor vi sætter farten ned og bruger tid på at tale sammen.”