”Mange af mine kunder starter med at være irriteret på deres uderum”
På en tagterrasse nord for København blomstrer blåregn, silkepæoner og dahlia. Det er Anna Sofie Jacobsens hjem og værk. Med virksomheden Haven På Taget har hun gjort det til sin levevej at sælge blomsterløg og tilbyde altan- og haveindretning. Hendes mission er, at det skal være ligetil at få grønne fingre og blomster til at gro, uanset hvor lidt plads, du har.
Hvad er din tilgang til det grønne i din forretning Haven På Taget?
“Jeg bruger ret meget tid på at tale med folk om, at det jo bare er natur, og at vi ikke kan begå store fejl eller gøre uoprettelig skade, for det meste kommer op igen næste år, hvis det, vi planter, er sundt og forholdsvis gennemtænkt. Det er ikke så vigtigt for mig, om opgaven er en lidt for pæn parcelhushave nord for København eller en bar altan på Vesterbro.
Det er altid skønt at hjælpe og tale med folk om, hvad de ønsker sig, inspirere dem med blomster og farver, de ikke kender, og få uderummet til at vågne. Mange af mine kunder starter med at være irriteret på deres uderum, fordi det stresser dem, at de ikke ved, hvordan de skal få noget godt ud af det. Meget ofte ender det med, at de bliver glade for at påvirke og plante og plukke. Det er det dejligste ved mit arbejde, at få folk til at sætte pris på det grønne og se, at det ikke er så svært endda.”
Hvordan startede din interesse for det grønne?
“Da jeg som barn gik hånd i hånd med min bedstemor, og hun fortalte mig om planter og blomster. Hun viste mig vilde planter i grøftekanterne, og vi så på roser og forglemmigej i hendes have på Frederiksberg. Min farfar havde også en skøn have med en vidunderlig køkkenhave, slåede stier og hjemmehørende vilde arter, som stadig inspirerer mig meget. Jeg har altid været fascineret af Arts and Crafts-bevægelsen i slutningen af det 19. århundrede, som bl.a. kredsede om naturen som inspiration og værdien af enkelhed, anvendelighed og skønhed.
Desuden har blomsterbilleder og særligt de hollandske altid været en stor inspirationskilde i forhold til den måde, jeg laver blomsterbuketter på, og når jeg sammensætter mine løglasagner (en pose med 10 forskellige typer løg, som skal lægges i tre lag med jord imellem i en potte, og som plantes fra oktober til jul og blomstrer fra februar til maj, red.) Jeg var blomsterpige på Hjorths Badehotel i Kandestederne, fra jeg var 14 år. Min familie har et sommerhus deroppe, og min opgave var at cykle rundt i plantagen og lave buketter til alle værelserne på hotellet. Jeg fandt vilde roser, vild kaprifolie, gul snerre, blåhat og lyng, som blev til vilde og skrøbelige buketter med stor poesi.”
Hvad er den største glæde ved din store tagterrasse?
“At min mand og jeg selv har skabt noget, man skulle tro, var umuligt. Vi har lavet en have på et tag. Med æbletræ, blommetræ, bærbuske og blomster fra tidligt forår til sent efterår. Min mand er arkitekt og har selv tegnet og bygget den, og jeg har fyldt den op med skønne planter.”
Hvad skal man plante i haven og på altanen?
“Lav altid et smukt miks af flotte klatrende planter, nogle gode stauder, der blomstrer på forskellige tidspunkter, lidt bærbuske og meget gerne et frugttræ, hvis pladsen tillader det. Derudover kan du dyrke forårsblomstrende løgplanter, dahlia og gladiolus i krukker. Et af de vigtigste greb i have- eller uderumsdesign er at skabe forskellige oplevelser alt efter, hvor i haven eller uderummet du befinder dig. Det gælder også små haver og altaner.”
Og i vindueskarmen?
“Jeg bruger altid mine vindueskarme til amaryllis om vinteren og i det tidlige forår. Faktisk er jeg begyndt at have mange forskellige, som blomstrer på forskellige tidspunkter, for du kan gemme løgene fra år til år. Jeg nyder hjemmegroet lykke fra haven på bordet.”
Hvilke remedier har man brug for for at komme i gang?
“Et par krukker med hul i bunden, potteskår eller leca og pottemuld og løg, frø eller planter. Marts-april er et godt tidspunkt at begynde at forberede sin sommerhave, hvad enten det er i krukker på altanen eller bedene i haven. Jeg er altid i gang med en større jungle i vindueskarmen.”
Hvad er det vigtigste, du har lært ved at plante?
“Jeg er et lidt utålmodigt menneske, men har lært, at ting tager tid. Men jeg har også lært, at det er vigtigt at finde ud af med sig selv, hvornår man skal investere i større planter, når man laver haver og altaner. Nogle gange kan det bare godt betale sig med noget instant effect. Når vi taler løgplanter, bliver jeg dagligt forundret og forbløffet over al den livskraft, der ligger i både små og store løg. Hver dag er der sket noget nyt, når jeg kigger på mine løglasagner eller mine amaryllis. Én er vokset, en blomst er sprunget, der er kommet et blad. Det er jo livets mirakler i det små.”
Hvilke blomster og planter hitter for tiden?
“Det, der er en anelse dekadent: store blomsterhoveder i mange farver, der måske er lidt skæve eller vulgære. Som en krøllet og stor tulipan, hvis blade dovent falder ud til siden og bliver en skål. Jeg synes, sådan én er langt mere spændende for øjet end den helt ranke og symmetriske tulipan, vi kender fra vores barndoms haver.”
Hvordan indretter man sin altan og sin have?
“Det er vigtigt at skabe rum og stemninger. Jeg synes også, at det er vigtigt, at du planter noget, du kan spise, ligesom du bør plante til fryd for øjet. Når jeg designer haver for andre, bruger jeg lang tid på at forstå, hvad de drømmer om, og hvad de har af gode minder fra haver, inden jeg laver et moodboard over mine tanker og ideer. Det er ikke altid, at folk ved, hvad de vil have. Det er derfor helt afgørende at forstå og interessere sig for, hvem de er som mennesker, og hvordan jeg bedst muligt kan få forløst deres drømme om smukke uderum.”
Hvad skal man altid huske?
“At læse lidt op på hvilke planter, der kan tåle sol, og hvilke, der tolererer skygge. Desuden kan det være en rigtig god idé at kigge lidt på blomstringstider, så du får dækket sæsonen og altid har noget, der blomstrer i haven. Det er bare sjovere end at finde ud af, at alle planter havde deres storhedstid i juli, mens du var på sommerferie, bagefter.”
Hvad skal man aldrig gøre?
“Rejse fra sin altan eller have uden en plan for vanding. Eller vande med varmt vand – det ved jeg af bitter erfaring.”
Hvilken plante kan man ikke slå ihjel?
“Alt kan slås ihjel. Men det tog meget lang tid for mig at slå mine figenkaktusser ihjel, når nu jeg lige tænker over det. Til sidst gjorde jeg det med vilje. Lidt strengt måske, men jeg kunne ikke have dem længere. Jeg måtte have flere farverige og smukt blomstrende sager i vaser eller krukker.”
Hvad skal man plante lige nu?
“Jeg har altid amaryllis og forspiring af dahlia kørende i mine vindueskarme på det her tidspunkt, og det er ikke svært. Generelt er det en god idé at plante sine bede i foråret og ikke for langt ind i sommeren. Dahliaer blomstrer fra juli-august til november og kan fint gro i en krukke. I dette tidsrum er det også rigtig godt at forberede sommerens etårige blomster fra frø. Jeg kan fx slet ikke undvære ærteblomster, som jeg altid forspirer i det tidlige forår.”