Indretning

To familier deler dette skønne sommerhus, som bliver brugt maksimalt hele sæsonen

Når påsken falder, mødes to søstre og deres familier for at åbne deres fælles sommerhus. Og så nyder de på skift – og sammen – de velindrettede og hyggelige 60 kvadratmeter til helt ind i efteråret.

Anne Norling-Dahl og hendes søster Mette Norling Schmidt ledte tilbage i 2006 efter et sommerhus, som deres familier kunne skiftes til at bruge. Stedet måtte gerne ligge lidt afsides fra andre sommerhuse, og så skulle det være så nemt som muligt at passe.

– Helt uafhængigt af hinanden havde vi set sommerhuset her, så da jeg ringede til Mette for at fortælle, at jeg havde fundet HUSET, kunne hun fortælle, at det havde hun altså også, fortæller Anne. Udover beliggenheden tæt på Liseleje havde sommerhuset en helt unik charme, som de to søstre begge faldt for.

– Vi havde set mange af de klassiske sort/hvide sommerhuse, så da vi kom ud og så det her hyggelige Toscana-røde hus, syntes vi begge, at det var helt specielt, siger Anne.

Et fristed for alle

Sommerhuset fungerer som et frirum for begge familier. Det er her, mormor overnatter, når hun er på besøg fra Jylland, og her Mettes teenagedrenge inviterer deres venner til bålhygge – og somme tider bor alle familiemedlemmer her på en gang.

– Når påsken falder, mødes vi alle og åbner sommerhuset op. Så triller vi æg på stranden, mens mormor gemmer chokolade i haven, fortæller Anne.

– Sommerhuset er alles hjem. Ingen er værter her, men det er et sted, hvor alle kan få slappet af. Vi har ingen blomsterkrukker, for når vi er her, skal vi ikke rende rundt og arbejde. Min mand bygger hele tiden et eller andet, men det er sådan, han slapper bedst af, siger Anne, som ikke kun holder af  sommerhuset på varme sommerdage, men også synes, at stedet egner sig perfekt til en regnfuld efterårsdag.

– Havet er fantastisk i blæst og regn. Og efter en lang gåtur er der ikke noget bedre end at tænde ild i kakkelovnen og hygge sig i stuen med de store vinduer, hvor naturen er helt tæt på, siger Anne.

Marokkansk stemning

Sommerhuset er indrettet, så det passer til en større familie, f.eks. er køkkenet gjort større ved at blive slået sammen med et mindre værelse. I stuen har familien selv lavet en sofa af to boksmadrasser og gamle sofahynder, så der er god plads til alle. Alle møblerne er billige loppefund, for det er ikke meningen, at familien skal bruge mange penge på sommerhuset. Tingene skal passe til alle og tåle at blive brugt.

– Da vi skulle skifte et gammelt korkgulv i soveværelset og gangen, måtte vi tænke praktisk med børn, der løber ud og ind med sand under fødderne. Vi valgte derfor at lægge marokkanske fliser, som ikke kun kamuflerer sand godt, men som også passer fint til de blå vinduer. Sommerhuset er sit helt eget, så derfor synes vi også, at de lidt specielle fliser passede flot ind, forklarer Anne. I køkkenet har hun og Mette malet stolene mintgrønne, på nær én, som blev malet rød, til når der er en, der har fødselsdag.

– De af os, der har fødselsdag i sommerhalvåret, er så heldige at blive fejret heroppe i hyggelige omgivelser på den røde fødselsdagsstol, ler Anne.

3.jpg

TIP

Du kan også nemt lave din egen store sofaflyder med to boksmadrasser, tæpper og masser af store puder.

2.jpg

Valmuer og margueritter fundet på en gåtur pynter nu i vindueskarmen.

1.jpg

Nanna kigger ind i køkkenet, hvor en enkelt sort lampe giver lidt kontrast til sommerhusets pastelfarver.

4.jpg

Stolene og bordet er billige fund fra nærliggende loppemarkeder. De mintgrønne stole bidrager til en skøn sommerhusstemning.

6.jpg

Ved indgangen til stuen står skrevet i fundamentet, hvornår huset stod færdigt.

5.jpg
seng.jpg
Have.jpg
8.jpg
9.jpg

I det store soveværelse blev det gamle korkgulv udskiftet med smukke fliser. Gulvet er praktisk, når børnene løber ind i huset med sand på fødderne. Fliserne er fra Marokk.dk, hvor man også kan købe tæpper, som Mette importerer fra Marokko.

7.jpg

Vindueskarmene var i forvejen blå, og de matcher gulvfliserne perfekt.

koekken.jpg
Baal.jpg

Børnene rister Marshmallows på bålet, der sommetider også bruges til at bage snobrød eller bare hygge ved.

have_2.jpg

Aske er ved at hjælpe sin far med at bygge en hule i træet. Farmand Jens slapper bedst af med at have et lille projekt kørende, så han bygger huler og brændeskure og reparerer skader på huset i sine sommerferier.

Hvem og hvor?

Hvem: Skolelærer Anne Norling-Dahl, forsikringsagent Jens Dahl-Sørensen og børnene Aske på 12, Nanna på 9 og Frida på 6 år – de deler huset med Annes søster og hendes familie.

Hvad: Sommerhus fra 1954 på 60 kvadratmeter.

Hvor: Asserbo i Nordsjælland.