Helene Houe bolig instagram

Helenes ’væg til væg’-reol i spisestuen er lavet af 10 Ikea-reoler: ”Den giver mig sommerfugle i maven”

Siden barndommen har Helene Houe haft blik for boligindretning, men hun troede ikke, at det kunne blive en levevej. Vendepunktet kom, da hun prøvede at finde lyspunkter midt en i stress-sygemelding. Mød hende her.

Helene Houe har altid vidst, hvor skabet skulle stå. I hvert fald på hendes børneværelse – og senere i voksenlivet, da hun flyttede ind i drømmelejligheden i Aalborg med manden Mads.

Men det var først, da hun blev sygemeldt med stress, at hun fik først øjnene op for, at interessen for boligindretning kunne blive en levevej. Midt i mørket blev indretningen af hendes eget hjem nemlig et frirum, som gav hende tiltrængt energi og overskud.

Efter mange opfodringer begyndte hun at dele billeder på Instagram, og så vendte tingene for hende.

Artiklen fortsætter efter videoen...

I dag arbejder hun som boligstylist og med sociale medier – og hun nyder fortsat at dele ud af det smukke hjem i herskabslejligheden i Aalborg, hvor deres mange flotte ’gør det selv’-møbler også inspirerer andre.

Mød kvinden bag Instagram-profilen @helenehoue her:

Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?

Mit navn er Helene Katrine Houe, og jeg er 31 år gammel. Til daglig er jeg boligstylist og influencer. Jeg arbejder blandt andet med indretning af boliger til salg, og så er jeg ansvarlig for sociale medier hos Møller Arkitektur. Derudover arbejder jeg også som frivillig på et værested for hjemløse.

Jeg bor i en herskabslejlighed med fire værelser i hjertet af Aalborg sammen med min mand, Mads Houe, som er uddannet musiker fra Det Jyske Musikkonservatorium og underviser i musik.

Vi elsker ALT ved denne billedvæg.
Den imponerende billedvæg giver stemning til rummet. Plakaterne er fra Weiss Andersen, Galerie Maeght, Carsten Beck Nielsen og Hein Studio

Hvor har du fået interessen for boligindretning fra?

Det føles som noget, der har ligget i mig så lang tid, som jeg kan huske. I mine barndomsår husker jeg, hvordan jeg altid havde en klar mening om, hvordan mit værelse skulle se ud; hvor møblerne skulle stå og hvilke farver, jeg ville have på væggene. Indretning var også altid det første, jeg lagde mærke til, når jeg besøgte venner og nye bekendtskaber for første gang. Interessen har fulgt mig hele livet, men jeg må erkende, at jeg førhen ikke troede nok på mig selv til at turde at gå af den vej.

Jeg mærkede først min passion for boligindretning blomstre, da min mand og jeg flyttede i vores første fælles hjem. Jeg gik sygemeldt med stress, så boligindretning og DIY-projekter blev mit frirum, og var det eneste, som kunne give mig energi. Så det begyndte som noget, jeg gjorde for mig selv, og dernæst udviklede min passion sig over tid.

Når folk kom på besøg, spurgte de ofte, om jeg ikke skulle blogge om indretning, men jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg kunne bidrage med. Jeg har altid elsket at skrive, men det var svært at sætte ord på, hvad jeg gjorde og hvorfor – jeg gjorde det jo bare, fordi jeg elskede det. Derfor begyndte jeg i stedet at dele billeder på Instagram, da ingen ville forvente, at jeg kom med en lang smøre dér. Det var fx billeder af en ny lampe, vi havde købt eller de fliseborde, vi selv havde lavet.

Det slog for alvor igennem, da vi flyttede i vores herskabslejlighed for lidt over et år siden, hvor jeg kunne starte på en frisk med indretningen i vores drømmehjem. Flere følgere kom til, og folk begyndte at henvende sig til mig. Siden er det bare gået stærkt fremad, og det har åbnet op for nogle fede muligheder, som jeg er dybt taknemmelig for.

Beskriv din stil?

Jeg vil nok beskrive min stil som: Varm, stilren og minimalistisk – med et miks af nyt og gammelt. Jeg indretter blot med det, som jeg falder for.

Glasbordet i stuen er også et genbrugsfund.
Glasbordet i stuen er også et genbrugsfund.

Hvad bliver du inspireret af?

Jeg kan blive inspireret, hvor end jeg er – ofte bliver jeg inspireret, når jeg går gennem byen og ser op på de smukke, gamle bygninger. Så tænker jeg tit: ’’Wauw! Farven på den bygning er lige netop dén farve, vi skal have hos os næste gang.’’ Derudover bliver jeg inspireret i naturen, på rejser og i bolighuse, hvor jeg kan se og mærke møblerne og materialerne.

Jeg bliver også inspireret af magasiner og på sociale medier, som Instagram. Der findes så mange talentfulde mennesker derude, som inspirerer mig hver dag.

Der er så mange fine detaljer på sminkebordet, som Helene fundet på Facebook Marketplace.
Der er så mange fine detaljer på sminkebordet, som Helene fundet på Facebook Marketplace.

Hvad er den mest sjove/skæve/overraskende inspiration, som du har brugt i dit hjem?

Jeg ved ikke, hvor overraskende det er, men i soveværelset har vi valgt at bytte et normalt klædeskab ud med et stort væghængt Ivar-skab fra Ikea. Det har givet mere luft og plads i rummet.

Derudover har vi lavet et flise-skrivebord, der står i vores karnap. Jeg arbejder en del hjemmefra, og det er ikke fordi, at det er det mest praktiske skrivebord, da det hverken har skuffer til opbevaring eller meget bordplads, men jeg elsker det! Jeg får så meget energi og motivation, når jeg sidder lige ved dét bord med en lækker kop kaffe og udsigten til de smukke bygninger overfor.

Det væghængte Ivar skab fra IKEA giver mere luft og plads i soveværelset.
Det væghængte Ivar skab fra IKEA giver mere luft og plads i soveværelset.

Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?

Blandt de seneste køb er vores vintage Murano-væglampe, som hænger i karnappen. Den er købt via Etsy.com. Vores spisebord i Carrara-marmor er også kun nogle måneder gammelt. Det er købt via ByBrix, som har lavet det lige efter vores ønsker. Mit makeup-bord i soveværelset fandt jeg via Facebook Marketplace for nogle uger siden.

Karnap, flisebord og muranolampe
Den nye Murano-væglampe passer perfekt i den skønne karnap.

Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?

Selvom der er kommet meget nyt til på det sidste, er der stadig noget, der forbliver det samme. Blandt andet vores væg-til-væg bogreol i spisestuen, som vi har lavet af 10 Billy-reoler fra Ikea og forhøjet med forhøjningsreoler fra samme serie.

Jeg knuselsker den reol, og den var noget af det første, jeg med sikkerhed vidste, at vi skulle have, da vi var ude og se på lejligheden. Vi har ikke meget skabsplads i lejligheden, men vi har højt til loftet, så det har været en perfekt løsning for os til at få samlet mange af vores bøger, nips og skønne fund på ét sted.

Vores Hay Mags-sofa, Ton-spisebordstole og sofabordet i glas har også været der fra start.

10 Billy reoler fra IKEA er blevet til en smuk væg-til-væg reol i spisestuen.
Ti Billy reoler fra IKEA er blevet til en smuk væg-til-væg reol i spisestuen.

Et drømmekøb, som du ikke har foretaget endnu?

Hvis jeg havde alle penge i verden, så ville et af mine absolut drømmekøb være Flaglinestolen af Hans J. Wegner. Den er helt igennem vidunderlig. Jeg ville nok bo i den, hvis den en dag blev vores.

Jeg drømmer også om et par Murano-lamper til stuerne.

Et skønt mix af nyt og gammelt.
Et skønt mix af nyt og gammelt. Vasen er fra Broste Copenhagen.

Hvilke tanker gør du dig om økonomien i forhold til boligindretning?

For mig er det ikke det vigtigste at have det dyreste og det nyeste i boligindretningen. Jeg elsker at indrette med både nyt og gammelt, og priserne svinger derefter. Dog synes jeg ikke, at man skal gå på kompromis, hvis der er noget, som man virkelig ønsker sig i den dyre ende af skalaen. Hellere spare op til drømmeønsket og være helt glad i sit hjem.

Som så mange andre elsker jeg også, når jeg kan spare nogle penge, og min mand og jeg har derfor stor glæde i at finde DIY-projekter, vi kan lave hjemme i stuen. Vi har fx selv lavet vores fliseborde, som står rundt i lejligheden. Når man har brugt tid og kræfter på et projekt, er det den fedeste følelse at få et drømmemøbel for færre penge. Det kan jeg klart anbefale!

Det kubeformede flisebord har Helene og Mads selv lavet.
Det kubeformede flisebord har Helene og Mads selv lavet.

Hvad høster flest likes, når du deler det Instagram?

Det er helt klart, når jeg deler billeder af vores stuer med stuk og farverne Humble Yellow og Varm Grå fra Jotun. Både spisestuen med bogreolen, marmorbordet og Ton-stolene, samt stuen med det store, smukke vindue er meget populære. Jeg er selv forelsket i dét vindue – det var noget af det, vi faldt for ved lejligheden første gang, vi så den.

Det er Helenes stue og spisestue, der får flest likes på instagram. Marmorbordet er fra By Brix.
Det er Helenes stue og spisestue, der får flest likes på instagram. Marmorbordet er fra ByBrix.

Hvilken indretningsstil eller ting vil aldrig finde vej til dit hjem?

Jeg siger sjældent ”aldrig”, fordi jeg så hurtigt kan blive inspireret og have lyst til at prøve noget nyt af. Men jeg tror ikke, at der kommer skrappe farver ind i vores hjem. Vi har det bare bedst med rolige og varme farver hos os.

 

Jeg vil ikke sige, at jeg er helt farveforskrækket, men hvis jeg kan mærke, at jeg har brug for flere farver omkring mig, kommer det oftest i skønne vaser og farverige blomster, billeder på væggen, og fx et fint sengetæppe og puder.

Lyset i spisestuen er så smukt. Skab fra IKEA, lampe fra HAY, spisebord fra By Brix og spisebordsstole fra TON.
Lyset i spisestuen er så smukt. Skab fra IKEA, lampe fra HAY, spisebord fra ByBrix og spisebordsstole fra TON.

Mine favorit-Instagrammere?

Jeg elsker at følge med i Cathrine de Lichtenbergs farverige univers (@Cathdelichtenberg), @Sedselroug og Simone Polk Dahls (@Polkenstudio) rolige og varme stil.

Hvad er dine tre bedste indretningstips?

  1. Gå ikke på kompromis: Det er vigtigt for mig, når jeg skal indrette, at jeg udelukkende indretter med ting, jeg falder for eller har ønsket mig. Hellere spare op til lige dét, du ønsker dig, eller gå på jagt efter det på brugt – i stedet for at købe noget, som blot minder dig om dét, du ikke valgte, og som på sigt ikke kan gøre dig oprigtig glad i dit hjem.
  2. Følg din mavefornemmelse: Jeg har mødt mennesker, der har været nervøse for, om de kunne gøre noget forkert, når de skulle indrette sig. Men jeg vil sige, at det kan du ikke, så længe du følger din mavefornemmelse. Tænk ikke for meget over det – det er dig og din familie, som skal bo i jeres hjem, og derfor skal det også udstråle jer. Hvis man begynder at tænke for meget over, hvad der er rigtigt og forkert og udelukkende indretter sig efter, hvad man tror, er det rigtige, kan man ende med at bo i et hjem, som man ikke kan genkende sig selv i.
  3. Sørg for god bevægelighed i dit hjem: Indret fx med væghængte reoler. Det giver mere luft og kan få et rum til at virke større. Det er så vigtigt, at ens hjem er et frirum, hvor man kan slappe af og trække stikket. Det forstyrrer derfor mere end det gavner, hvis man føler, at man skal fjerne en stol eller andet hver gang, man skal gå igennem et rum.

Den ting, du holder mest af i din bolig?

Det er svært kun at nævne én enkelt ting, men jeg holder utrolig meget af vores bogreol i spisestuen. Den bliver ved med at give mig sommerfugle i maven, hver gang jeg træder ind i rummet. Jeg elsker, hvordan den får mig til at føle, at jeg træder ind på et bibliotek med gamle, smukke fortællinger, som konstant forundrer mig.

Reol_2.jpeg

Følg selv Helene Houe på Instagram og se flere af hendes smukke billeder her:

Vis os din instagram-bolig

Er din bolig helt unik, og vil du også vise den frem her på ALT.dk, så send os gerne et link til din instagramprofil til denne mail: tip@alt.dk

Flere instagram-boliger