Smukke kranse og vilde buketter med hortensia
Tag udgangspunkt i skønne hortensiaer med lyserøde eller lyseblå blomster, og tryl buketter, kranse og andet fint pynt frem af de farverige blade.
Den almindelige hortensia har store prangende blomsterstande, som det er svært at stå for, og efterhånden fås planterne med blomster i mange dejlige nuancer.
Her viser vi, hvordan du laver vilde buketter og smukke kranse med hortensia og andre fine forårsblomster.
Alle buketter, kranse og kugler kan bruges til at pynte et smukt bord med. Se her hvordan du gør.
Saml de små vaser
Vandglas og gamle syltetøjsglas er gode alternativer til små glasvaser, og det kommer til at se helt overdådigt ud, når du stiller mange, små vaser sammen og fylder dem med flotte blomster i de dejligste farver.
Blomstrende moodboard
Lav et moodboard med små buketter og blomster- hoveder. Hortensia er en af de blomster der tørrer smukt og holder længe.
Stor & lille
Bland små og store vaser side om side, og fyld dem med buketter i smukke farver.
På kanten
Bind en krans, der passer til størrelsen på en glasvase, og lad kransen hvile på kanten. Nede i vasen kan du lade et virvar af hortensiablomster flyde rundt. Kransen er en sød blanding af hortensia, almindelig snebolle, forglemmigej, ærteblomst, perlehyacint, stinkende karse og ranunkel.
Bind en krans med hortensia
Når du binder en krans omkring en ståltrådsring, har du mulighed for at lave en spinklere krans, end hvis du binder på halm eller oasis. Form først en krans i den ønskede størrelse i kraftigt ståltråd – vikl eventuelt blomstertape omkring kransen, det forhindrer blomsterne i at glide på den. Bind nu blomster fast til kransen med blomstertråd eller helt tynd ståltråd. Blomsterstilkene skal være tre til fire cm lange, og du binder en eller to blomster til kransen ad gangen. Du kan bruge alle typer blomster til kransen – her er det hortensia, almindelig snebolle, forglemmigej og risblomst.
En buket til hver
Det ser flot ud, hvis du dækker festbordet med en lille buket ved hver kuvert. Bind små, enkle buketter med fire til fem blomster, og bind et bånd om stænglerne. Læg herefter fugtig køkkenrulle omkring stilkene, og sæt en pose udenom, som du holder fast med elastik. Herefter kan du lægge buketterne i kræmmerhuse, f.eks. lavet af sider fra et gammelt atlas.
Blomstrende kugle
Har du lyst til at lave en anderledes blomsterdekoration, så er denne finurlige kugle et godt bud. Allerførst lægger du en oasiskugle i blød i en balje vand. Hvis kuglen skal hænges op, stikker du et stykke foldet ståltråd igennem kuglen, så der kommer til at stikke en lille ståltrådsløkke ud i den ene ende – det er den, der skal bruges til ophæng. Ståltrådsenderne på den anden side af kuglen, bukker du til hver sin side, så ståltråden bliver siddende. Nu kan du begynde at stikke små blomsterkviste i oasiskuglen – for eksempel hortensia, almindelig snebolle, risblomst og ranunkel. Når kuglen er tæt fyldt med blomster, binder du et bånd i ståltrådsløkken, så du kan hænge blomsterkuglen op.