Hvid jul: Hjemme hos juleentusiasten
Julen er smuk, skandinavisk og hvid hjemme hos Anne Langhøj. Hun elsker december, hvor hun pynter op med keramik af eget design, bager kæmpe vaniljekranse – hver aften vel at mærke – og prøver at lokke hele familien til at synge julesalmer.
For keramiker Anne Langhøj begynder julen allerede i august måned, hvor nye keramikvedhæng bliver til. Hun kreerer især store stjerner og cirkler i pastelfarver med en sjov lille tekst eller figur.
– Jeg inspireres meget af mine børns streger og skøre kreative påfund. Men det vigtigste for mig er, at pynten kan hænge fremme hele året, så derfor arbejder jeg i en stram nordisk stil med et naivt tvist, forklarer Anne. Hun har arbejdet som selvstændig keramiker siden 2010, hvor hun forlod jobbet som efterskolelærer for
at forfølge sin drøm.
– Både min mand og jeg troede på, at det var muligt for mig at leve af kunsten. Derimod var det umuligt at leve uden kunsten, fortæller Anne, der i dag også er ansat i Århus Ungdomscenter, hvor hun er ved at etablere et stort kreativt værksted for udsatte unge.
– Det kan være meget ensomt at være selvstændig, så det er en gave at kunne få lov at lave keramik med de skønne unge mennesker. Det giver en god dynamik og inspirerer mig til at tænke nyt og skævt i mit eget værksted, fortæller hun.
Simple living
Anne og Frank bor i et halvt dobbelthus, en stor smuk rødstensvilla med navnet Solhjem. Anne lod sig lokke af den yndige have med stensætning, lupiner og gamle frugttræer.
– Da vores del af huset er forholdsvis lille til en familie på fem, valgte vi at male alt hvidt og lovede hinanden, at vi intet nyt interiør måtte købe. Vi har kun indrettet med de ting og møbler, vi har brug for, siger Anne, som til gengæld indrømmer, at når julemåneden nærmer sig, skal der ikke spares på noget.
– Hos os elsker vi at jule og pynte op, og det kan kun gå for langsomt. Julen er altid meget forskellig, vi laver nyt pynt hvert år og mikser med det gamle – også selvom stilen kan være helt forskellig. Vi vælger skøre juletræer, og så har vi den vigtige tradition, at vi bager kæmpe vaniljekranse hver aften. Så hygger vi os med de lune kager, mens vi ser julekalender.
Den sjoveste måned
December er Annes travleste periode, men ifølge hende selv også den sjoveste, da hun er juleentusiast med stort J. Hvert år holder Anne et julemarked, hvor hele familien deltager og er uundværlige hjælpere. Så bliver der serveret hvid gløgg, og der grines højt.
– Det er dejligt at have familien omkring mig, når jeg holder julemarked. Børnene er store nu, men de synes stadig, at det er sjovt at hjælpe til, siger Anne. Når det kommer til julesalmer, står hun til gengæld alene om entusiasmen.
– Desværre er jeg den eneste i familien, der elsker at synge julesange. Jeg forsøger hvert år at indføre en tradition, hvor vi synger en salme dagligt, men ender altid med at synge helt alene, ler hun.
Den enkle hvide indretning gør, at boligen føles luftig nok til fem mennesker og en hund. Her hyacinter i en keramikskål med blondetryk sammen med en multivase. Kubusstagen er pyntet med lyseblå keramikpynt fra Pi Bjørg.
En grangren er pyntet med sirlige keramikkræmmerhuse i eget design.
Med en hylde over sofaen er det nemt at flytte om på vaser, stager og billeder.
Annes skønne spiseplads med hvide møbler, lune skind og en indbygget opbevaringsbænk. Den giver god plads til familie og venner. Lampen er fra Studio Snowpuppe, og hylden er et loppefund. Juletræet er en gren fra et spinkelt nåletræ. Træet står i en keramikpotte, som Anne selv har lavet.
TIP
Hvidt i hvidt! Hvid keramik på en hvid hylde giver et rent og enkelt udtryk.
I kælderen er der også blevet malet lyst overalt, så der er mere indbydende at være. Bænken er medbragt fra en ferie i Italien.
I soveværelset har et gevir fået en lyskæde på i anledning af julen. Sengetæppe fra Ikea og puder fra Hay og Lucky Boy Sunday.
Et tøjstativ fra Hay giver sammen med et smukt gammelt klædeskab plads til tøjet i soveværelset. Eames-stolen fås hos Paustian. Gulvene er malet i en helt lys grå farve.
På første sal er der indrettet et lille gæstehjørne på reposen. Som afskærmning bruges en reol fra Hay, og det er her, Annes samling af Arhøj spøgelser gemmer sig.
TIP
Udnyt den smalle plads under skråvæggen til en ekstra seng til gæster. Det kan også blive et dejligt sted, hvor du kan ligge og tage et hvil, mens du kigger op i stjernehimlen!
I stuevinduet har Anne hængt sine keramikstjerner. Nogle af dem er der trykt ‘God jul’ på. De lyse kernelædersofaer er designet af Friis & Moltke og er fra Randers Møbelfabrik. Skålene og pynten på sofabordet er lavet af Pi Bjørg. Bordet er fra Normann Copenhagen.
► SE OGSÅ: Mig & min bolig: Guldsmed Charlotte WendesSiden blev skabt for nylig
► SE OGSÅ: Fin og funklende jul
► SE OGSÅ: Stram stil: Ren hygge