Ida og Mads fra Nybyggerne om nyt eventyr: ”Det er hårdt nogle dage. Men det er også helt vildt fedt!”
De imponerede danskerne, da de i 2019 byggede ’Gult hus’ om til vinderhuset i TV2s Nybyggerne. Nu har Ida Holm og Mads Taiki igen taget en stor udfordring på sig: Nemlig at åbne en butik midt i latinerkvarteret i Aarhus – og det alt imens de har en søn på 8 måneder at skulle tage planlægge omkring.
Ida Holm og Mads Taiki viste imponerende sans for indretning, da i de i 2019 forvandlede det tomme ’Gult hus’ til et sandt drømmehus med et miks af japansk og skandinavisk stil og vandt TV2-programmet Nybyggerne.
Denne ”japandi”-stil, som det miks kaldes, har de efterfølgende udvidet til to webshops, og nu har parret så taget skridtet videre og åbner inden længe et fysisk japandi-univers i hjertet af Aarhus.
ALT.dk har taget en snak med dem om den nye butik – og hvordan de får det til at hænge sammen med at have et barn, der er under et år gammelt.
Kan I fortælle os lidt om, hvem I er?
”Vi er Ida og Mads, og vi er både partnere privat og professionelt, hvor vi har to webshops: Taishō, der sælger designplakater og Seramikku, der sælger japansk keramik. Vi har en stor personlig passion for Japan, da Mads er halv japaner, og derfor kredser meget af det, vi laver, sig om Japansk kultur, design og æstetik. Privat har vi lille Kai på 8 måneder, og vi flyttede til Aarhus for ni måneder siden, så vi er nu ved at forsøge at stable vores hverdag på benene her.”
Hvordan startede drømmen om jeres webshop?
”Drømmen om en webshop har altid ligget og ulmet, men vi har ikke haft mod eller ressourcer til at føre det ud i livet før nu.”
Hvad fik jer til at tage det næste skridt og åbne en butik?
”Vi har altid drømt om at skabe et fælles univers for vores to brands, hvor vi kan lukke folk ind i et inspirerende miljø og møde vores kunder i stedet for ‘kun’ at sidde bag en skærm og drive webshoppen. Da vi skulle beslutte os for, hvor vi gerne ville købe hus, havde vi blandt andet “hvor ville det være godt at åbne en butik? ” i baghovedet. Vi har gået og luret lidt på butikslokaler her i Aarhus i nogle måneder, men vi har ikke haft travlt. Pludselig opstod muligheden for en butik i latinerkvarteret, og så slog vi simpelthen bare til. Det føles både meget overvejet og meget uovervejet på samme tid, men det føles enstemmigt helt rigtigt. ”
Baby, barsel og butiksåbningen – hvad har I gjort jer af tanker om dét?
”Vi har spændt os hårdt for, og alle Kais lure bliver brugt på arbejde. Vi vil ikke lyve - det er hårdt nogle dage. Men det er også helt vildt fedt! Vi har levet det her ‘iværksætterliv’ i tre år nu, og vi nyder bare at have fart over feltet og se ting ske. Vi gør det, fordi vi synes, det er sjovt - ikke fordi vi har et vækstmål, som vi skal nå. Det absolut vigtigste i det her er Kais behov, og derfor går alt efter Kais tempo. Når han er vågen, er vi 100% forældre, og når han sover, får vi styr på butikken.”
”Jeg, Ida, har hele tiden været på deltidsbarsel, og jeg tror ikke, jeg ville trives i barsel på fuld tid. Det keder mig ganske enkelt. De første par måneder prøvede vi, at jeg skulle være 100% på barsel, men det kriblede i mine fingre for at arbejde, og jeg savnede det og følte, at jeg mistede for meget af mig selv ved KUN at være på barsel. Jeg gad ikke bage de der barselsboller eller gå timelange ture med barnevognen. Det tog mig noget tid at acceptere, at jeg ikke nyder barsel i den klassiske forstand, og nu føler jeg, at vi har fundet en konstellation, der fungerer virkelig godt. Jeg er mor, men jeg er også Ida, der elsker mit arbejde.”
Hvem står for indretningen?
”Vi har altid en dialog om det, men det er mig, Ida, der lægger de overordnede planer og nok også mig, der har det sidste ord. 1 minut efter, vi havde underskrevet lejekontrakten, var jeg i gang med at lave moodboards til indretningen. Jeg elsker det!”
Er der lagt særlige tanker i indretningen?
”Hver gang, vi arbejder med indretning, er det altid ret nøje overvejet. Jeg, Ida, er uddannet grafisk designer, og jeg nyder at danne en rød tråd mellem de forskellige medier og kanaler, vi arbejder med. Derfor er det særdeles vigtigt for mig, at farve- og materialevalg passer til de visuelle identiteter, til keramik, plakater og vores andre produkter. ”
Hvordan forbereder I jer til åbningen?
”Lige nu har vi fokus på at få butikken klar. Der skal males, bygges møbler, købes varer og tusind andre ting. Vi drømmer om at kunne åbne butikken 1. april, men vi tør ikke love det. Vi har Kai, og det vigtigste er, at den her proces bliver en god oplevelse for alle. Han skal ikke føle, at han bliver overset, bare fordi vi har gang i mange projekter. Vi er butiksejere lige om lidt, men vi er først og fremmest forældre.”
Hvordan kommer butikken til at skille sig ud fra andre?
”Butikken kommer til at kredse sig meget om det japanske, og vi mindes ikke at have set andre interiørbutikker, der gør dette i Aarhus. Japan og Skandinavien er jo et helt fantastisk par, og af samme grund er der skabt det her ‘japandi’-begreb. Det er netop denne japandi-vibe, vi blandt andet kommer til at arbejde ud fra.”
Hvad er jeres drøm for butikken?
”Vi drømmer om at få skabt et gennemført japandi-inspireret univers, hvor vi kan møde vores kunder og se, hvem de er. Vi drømmer om at bringe ‘et lille stykke af Japan ind i de danske hjem’, og forhåbentligt kommer butikken til at bidrage med dette. Vi kommer også til at have plakater fra Taishō, der ikke nødvendigvis rammer direkte ind i det japanske, men til gengæld passer de æstetisk ind i det farveunivers, vi bygger op.”
Hvad er jeres bedste råd til andre, som kunne drømme om at starte deres eget lille sted op?
”Det er jo stadig meget nyt for os, og vi kan endnu nå at lave mange fejl, inden vi åbner. Ét råd, vi dog vil give, er, at man skal gøre det, fordi man synes, det er sjovt! For der er meget arbejde med det. Det bliver en sur pligt, hvis man ikke trives i processen. Sådan er vores holdning egentlig til det meste arbejde, vi laver: det skal være sjovt, og ellers giver det ikke mening for os.”