IKEA åbner varehus i København: Her er adressen
Den svenske boliggigant slår dørene op for et nyt varehus i sommeren 2023.
Der er et kommende IKEA city varehus på vej til alle i hovedstaden.
Borgerrepræsentationen i København har nu godkendt planerne for opførelsen af den svenske boliggigants varehus, som efter planen dermed kan slå dørene op i sommeren 2023.
Det nye IKEA varehus kommer til at ligge ved Dybbølsbro i København, og det bliver angiveligt et lidt anderledes IKEA-konceptet end det, man kender fra andre store danske byer, melder svenskerne.
"Vi er rigtig glade for, at vi nu kan realisere planerne for vores IKEA city varehus, der er en nytænkning af det traditionelle IKEA varehus, da det er beliggende i hjertet af København og bliver tilpasset byen og københavnerne," skriver IKEA i en pressemeddelelse.
Det nye city varehus forventes at få certificeringen BREEAM Outstanding, som er en standardt, man kan tildele bæredygtigt byggeri.
Solceller kommer til at dække en fjerdedel af varehusets energiforbrug, mens københavnerne også vil kunne få hjælp til at reparere og istandsætte møbler i et 'Circularity Lab' ved varehuset.
Fysisk vil der ovenpå varehusets blive anlagt en grøn taghave, som skal være med til at binde bydelen sammen fra Bernstorffsgade og Otto Busses Vej.
"Det, forventer vi, kommer til at betyde, at kunderne vil bruge varehuset på en anden måde, og det er noget, vi har tænkt ind i udviklingen af varehuset. Med den endelige godkendelse fra kommunen kan vi nu for alvor komme i gang," siger Anders Lyhne Nordtorp, der er ekspansionschef i IKEA Danmark.
I alt skal 25 procent af bygningens facade dækkes med grøn beplantning – hvilket er omkring 1300 m2, hvor 250 træer og buske fordeles på varehusgrunden og taghaven.
Shop i 3 etager
Inde i varehuset kan kunderne se frem til tre etager, der bliver opdelt i kategorierne: soveværelse, stue og køkken med et mix af møbler og boligtilbehør på hver etage.
"Det nye city varehus redefinerer IKEA konceptet ved at være tilpasset byen, og måden københavnerne lever i og bruger byen på. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at varehuset i høj grad bliver et sted, hvor kunderne henter inspiration, mens møbler bestilles og leveres, så vi skaber en god oplevelse for mange af de kunder, der kommer på gåben eller cykel," fortsætter Anders Lyhne Nordtorp.
Ved city varehuset bliver der cykelparkering til 760 cykler inklusiv 55 ladcykler, og det vil blive muligt at låne en IKEA ladcykel til at fragte varer hjem.
IKEA har løbende inddraget lokale borgere på Vesterbro, som har kunnet komme med forslag til lokalplanen og byggeriet. Med lokalplanens godkendelse begynder byggeriet af city varehuset, og den officielle åbning forventes at blive i sommeren 2023.