Da Josefine Arthur og familien flyttede ud af byen, var der særligt én ting, der trak…
Iværksætter Josefine Arthurs kærlighed til glas skinner igennem i hendes bolig, hvor glasobjekter fra Bøhmen og Venedig dukker op som glimtende skatte i hvert et rum. Under pandemien flyttede hun med sin familie til et gammelt hus med egen badebro ved Esrum Sø i Fredensborg, hvor det enkle og nære fylder mere end indretningen.
Her bor Josefine Arthur, der er CEO i Akua Objects, Simon Frank Arthur, som står bag natklubben Søpavillonen, og børnene Uma og Augusta på seks og to år.
Huset, der oprindeligt er fra 1905, ligger på en lukket grusvej med marker og heste på den ene side og Esrum Sø på den anden.
Hvordan vil du beskrive stemningen i dit hjem?
“Her er roligt. Naturen gør, at man nemt falder i staver, og kigget til søen har en magisk indvirkning på os alle. Jeg bliver aldrig træt af den udsigt. Vores matrikel er 4.500 kvadratmeter og består af have, skov, sumpmark, badebro og vand. Jeg elsker den kombination, og det var i høj grad den, der trak, da vi flyttede ud af byen.”
Hvilke tanker har du gjort dig om indretningen og den måde, I bor på?
“Jeg har helt bevidst ikke gjort mig de store tanker. Da vi flyttede hertil, købte vi ikke nye møbler, men indrettede med møbler fra lejligheden i København og fra vores sommerhus.
Til gengæld er vi meget bevidste om, at her skal være rum til leg. Ting og genstande må gerne betyde noget, men de må ikke have så meget værdi, at vores børn ikke kan spilde i sofaen eller tegne på bordet.”
Du har fortalt, at du har ladet dig inspirere af romanen 'Hvor blev du af Bernadette' af Maria Semple. Hvordan det?
“I et helt år læste jeg kun kvindelige forfattere og i gennemsnit en bog om ugen – altså omkring 52 bøger. Jeg elsker at læse, og jeg afprøvede mange forskellige genrer fra fagbøger og biografier til skønlitteratur. Det var et interessant år, og jeg fik en masse godt ud af det.
I denne sammenhæng bl.a. idéen om at bygge med ting fra nærmiljøet og genbruge så meget som muligt (som arkitekten Bernadette Fox gør det i romanen, red.). Vi har renoveret hele huset taget højde for dets oprindelige arkitektur og prøvet at bevare så meget som muligt. Også selv om noget ikke lige har den stil, vi selv ville have valgt, hvis vi havde bygget nyt. Det føltes naturligt at bibeholde fremfor at rive ned.”
Hvad, synes du, er lykkedes særligt godt?
“Jeg synes, at vores terrasse har givet noget ekstra til huset. Den er tegnet af vores gode ven David Lookofsky, og vi valgte at genbruge røde mursten, der lå gemt under den faldefærdige træterrasse, den tidligere ejer havde bygget.
Så hver sten har været oppe, er blevet vasket og lagt på ny. De røde sten passer perfekt til huset, og terrassen skaber et ude- og indemiljø, som flyder sammen.”
Er der paralleller mellem Akuas univers, og den måde, du indretter dig på?
“Annika Zobel Agerled og jeg lancerede Akua Objects i november 2022 på Outpost Gallery i Store Kongensgade og er i gang med at tage brandet til næste niveau. Selvfølgelig er der paralleller, bl.a. en holistisk tankegang, der også er meget definerende for mig som person, f.eks. tanker om klima, kvalitet og forbrug.
Jeg er stolt af, at glas er et evighedsmateriale og meget glad for den tanke, at vores objekter skal kunne være i folks hjem i flere generationer, men rent æstetisk er måden, jeg bor på, ikke repræsentativ for os som brand.
Akua er noget andet, vi arbejder med flere poetiske og antikke referencer, det er mere ekstravagant, og hvert objekt har en større historie, end tingene nødvendigvis har i mit hjem.”
Hvad er dit yndlingsobjekt i kollektionen?
“Jeg holder meget af glasserien Barbro, som er en hyldest til min elskede mormor, der havde små håndblæste vandglas med en sløjfe indgraveret, og Stefano, vores første serie, som er opkaldt efter den italienske glaspuster, der laver glassene.
Han bruger en teknik, som man egentligt bruger til lamper, og som han har overført til glas som den eneste på Murano. Hvert glas tager næsten en time at lave. Det er nærmest et kunstværk.”
Har du et yndlingssted i dit hjem?
“Når jeg sidder i sengen i vores soveværelse på første sal og kigger ud ad vinduet i en af vores kviste, ser jeg kun skov og træer, forskellige grantræer og løvtræer, og for hver årstid ændrer farverne sig. Det er helt meditativt.”
Hvordan bruger du naturen omkring jeres hjem?
“Jeg ville ønske, at jeg havde mere tid til at bruge naturen. Vi har en lille båd og en kajak ved badebroen, men jeg kommer alt for sjældent ud på vandet.
Dagene forsvinder med alt muligt andet. Jeg arbejder mest hjemmefra, men når jeg har hentet vores børn, går vi ofte en tur på grusvejen og kigger på hestene og fårene.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
“Tre svenske kakkelovne.”