48-årige Jane har bygget et gammelt skur om til en hyggelig havestue: ”Hvis jeg kan, så kan alle”
Jane Bentson har på egen hånd ombygget et gammelt haveskur til det orangeri, hun altid har drømt om. Og resultatet er blevet langt bedre, end hun nogensinde havde turdet håbe på.
I en have i Roskilde står en færdigbygget lille havestue, som
48-årige Jane Bentson har bygget. Helt selv.
I stedet for at investere i et orangeri til 100.000 kroner besluttede
hun sig sidste år for at bygge det gamle, faldefærdige skur, der allerede
stod i familiens have, om til en hyggelig havestue – kun med hjælp fra YouTube,
Pinterest, og hendes ”nye venner” i det lokale byggemarked i Roskilde.
Selvom byggeprojektet har kostet mange hundrede
arbejdstimer, løber den samlede pris i materialer ikke op i meget mere end cirka
12.000 kroner – og resultatet er langt bedre, end hun havde turdet håbe på. Som
uddannet sygeplejerske havde Jane Bentson nemlig ingen håndværksmæssig erfaring,
inden hun gik i gang. Alligevel kastede hun sig ud af det, og i dag – godt et
år senere – står der en færdig havestue.
Jane Bentsons færdige havestue.Privat
Alt.dk har fået Jane Bentson til at dele sine bedste tips
her:
Hvordan fik du idéen til at ombygge skuret til en hyggelig
havestue?
"Haveskuret blev egentlig bare brugt til at læsse alting ind
i, og vi var dér, hvor vi kraftigt overvejede, om vi skulle have et helt nyt
skur, fordi det var så slidt. Men pludseligt slog det mig, at jeg kunne lave
det om til noget, der måske kunne minde om det orangeri, jeg altid havde drømt
om.
Jeg havde ingen håndværksmæssig erfaring overhovedet, inden
jeg gik i gang, men jeg tænkte, hvor galt kan det gå? Skuret lignede alligevel
noget, der var løgn, så jeg kunne lige så godt give det et forsøg."
Annonse
Hvor fandt du inspirationen henne?
"Jeg havde ikke en plan for, hvordan jeg ville gribe det hele
an, inden jeg gik i gang. Så jeg brugte Pinterest en del til inspiration og var rigtig
meget på YouTube, når jeg har været i tvivl om noget mere byggeteknisk. Jeg fik
også god sparring i vores lokale byggemarked, hvor jeg kom på fornavn med flere
af dem, der arbejder der."
Jane Bentson startede med at skralde alt af skuret, så der kun var de fire bærende stolper tilbage. Så forlængede hun det med flere stolper, inden hun kastede sig ud i at lægge tag.Privat
"Hele vejen igennem har jeg prøvet mig frem og justeret
løbende. Satte jeg fx ét vindue i og så det næste, kunne jeg måske først dér
se, at det ikke nødvendigvis sad rigtigt, og så var jeg nødt til at pille begge
vinduer ud og starte forfra.
Jeg har virkelig lært, at kompetencer ikke nødvendigvis er
noget, man har. Det er noget, man udvikler undervejs, når man er i en proces.
Og nogle gange kan det faktisk være en fordel, at der er nogle ting, man ikke
ved på forhånd, fordi man skal nok finde en løsning – og ofte bliver
løsningerne faktisk bedre og mere ens egne."
Hvad kan du give af gode tips til, hvad man skal gøre –
og måske ikke gøre undervejs – når man vil bygge et selv?
Annonse
"Jeg tror, at det vigtigste er, at man lægger en plan for,
hvor stort det skal være, og hvad det skal kunne. Jeg vil anbefale, at man
starter oppefra – altså med taget – for så er der overdækket til alt det andet,
man skal lave indenfor. Og ellers tænker jeg faktisk bare, at det handler om at
gå i gang og at prøve sig frem."
Jane Bentson ejede ikke en skruemaskine, før hun gik i gang. Her lægger hun selv det nye trægulv i hele havestuen.Privat
"Jeg ejede ikke en skruemaskine, før jeg gik i gang, men
investerede selvfølgelig i én, og nu har jeg bygget en havestue. Så det handler
i virkeligheden om at kaste sig ud i det og tro på, at man godt kan – for
helt galt går det aldrig. Og så skal man lade være med at lytte til dem,
der siger, at det er et alt for stort projekt. Hvis jeg kan det her, kan
alle gøre det. Det er et spørgsmål om vilje og interesse, og selvfølgelig lysten
til at blive ved med at se muligheder.
Noget andet, jeg har lært undervejs, er, at det slet ikke er
nødvendigt at investere i dyre byggematerialer. Man kan genbruge mange af
de ting, man allerede har – jeg brugte fx de fliser, der lå i det gamle skur,
til at lave en terrasse af – eller man kan købe genbrugsmaterialer."
De fliser, der før lå inde i skuret, agerer nu terrasse ude foran, mens et trægulv har indtaget selve havestuen for at skabe hygge.Privat
Hvor lang tid tog det, og hvor meget har det kostet i
samlet forbrug?
"Det har taget mig godt et år at komme helt i mål. Fra jeg
fik idéen i foråret 2023, til havestuen stod færdig i sommer 2024. Så det har
taget lang tid, men jeg har slappet af i det og nok haft det, som nogen har det
med deres strikketøj – det har været helt meditativt at gå og bygge på skuret
og hele tiden se fremskridt."
Det lykkedes Jane Bentson at finde de helt rigtige vinduer til havestuen til billige penge på DBA.Privat
"Hvis man lader være med at regne på, hvad det har kostet i
arbejdstimer, har hele ombygningen kostet et sted mellem 10-12.000 kroner.
Det har været vigtigt for mig at bruge så mange genbrugsmaterialer som muligt,
men det har ikke kunnet lade sig gøre hele vejen rundt. Så mens noget har været
helt vildt billigt, har andet været dyrere. Et godt eksempel er vinduerne, som
jeg fandt til 1.200 kroner på DBA for 12 styk. Det er vanvittigt billigt, men
de tog mig også lang tid at finde. Og da de blev slebet og olieret, blev de
så flotte."
Jane Bentsons yndlingsting ved havestuen er vinduerne. Selvom hun først havde tænkt, de skulle være hvide både indvendigt og udvendigt, besluttede hun sig for at lade dem forblive ikke malede indvendigt, og den brune træfarve skaber nu en hyggelig stemning i rummet.Privat
"Jeg købte også meget genbrugstræ i vores byggemarked, hvor jeg
kunne få fem lægter for 20 kroner, og jeg genbrugte materialer fra det gamle skur."
Hvad synes du selv om resultatet – og hvilke reaktioner
har du fået fra andre?
"Jeg er så glad for det. Min havestue er blevet meget bedre,
end jeg havde drømt om. Og jeg har fået et rum, som gør det muligt at sidde ”udenfor”
de dage, hvor det faktisk er lidt for koldt til det. I havestuen kan jeg sidde inde
i varmen og stadig føle, at jeg er i haven."
Jane Bentson bruger også ofte havestuen om aftenen.Privat
"Det er blevet mit fristed, hvor jeg kan trække mig tilbage
og have besøg af veninder, uden det ”forstyrrer” resten af familien – eller
at de forstyrrer os. Det er lidt blevet mit lille helle – og det havde jeg slet ikke tænkt, det
ville blive, inden jeg byggede det.
Mange har sagt, at det er vildt, at jeg har kunnet bygge det
her selv. Så reaktionerne har kun været positive, men jeg holder altså stadigvæk
på, at hvis jeg kan gøre det, så kan alle gøre det."
Om Jane Bentson
Jane Lind Bentson er 48 år og bor i Roskilde sammen
med sin mand Jacob. Sammen har de tre børn på hhv. 24, 21 og 15 år.
Hun er uddannet sygeplejerske og arbejder som konsulent hos kommunen.