”Må man flytte ind under jeres juletræ i år?”: Nanna og Dans kreative juletræsfod hitter
Nanna og Dan Pretzmanns juletræsfod er i år lidt udover det sædvanlige. Den er nemlig et hjemmelavet og fuldt møbleret nissebo med lys og sne på taget.
Nanna og Dan Pretzmann har gennem de sidste par måneder bygget hus. I ministørrelse. Og hvis parret vil bygge flere, er bestillingslisten allerede lang. Deres lille sekskantede hus har nemlig på kort tid fået stor interesse, utallige klapsalver og mange rosende ord på de sociale medier.
Huset er fuldt møbleret, lyset stråler ud gennem vinduerne, den glitrende sne har lagt sig på taget, og julekransen er sat op over døren, alt sammen klar til, at de små nisser flytter ind – og at det flotte menneskestørrelse-juletræ sættes i den fod, der gemmer sig under husets tag.
Ja, du læste rigtigt. Det er ikke bare et nissebo-dukkehus, der kan underholde familiens mindste. Det er også en juletræsfod.
Bliv meget klogere på den magiske juletræsfod her:
Kan du fortælle os lidt om, hvem I er?
Mit navn er Nanna, min mand hedder Dan og sammen har vi fire skønne unger. Vi har fødderne solidt plantet i Nordjylland og har netop solgt vores bondegård på 312 kvm for at flytte til 97 kvm, fordi vi gerne vil prioritere at komme ud og rejse med vores børn. Det er min mand Dan, som står bag byggeriet af vores juletræsfod, der er udformet som et magisk lille nissebo.
Hvordan fik I idéen til juletræsfoden?
For et par år siden så jeg et lignende hus på Instagram og faldt helt og aldeles pladask for det. Ideen om, at juletræsfoden kunne følge vores lille familie år efter år, jul efter jul, og sprede magisk stemning, gik lige i mit juleglade julehjerte. Så startede processen ellers med at overbevise Dan om, at han da snildt kunne bygge sådant et til os. Han troede vist ikke helt selv på det, men resultatet taler jo for sig selv.
Hvor lang tid tog det, og hvor meget har det kostet i samlet forbrug?
Det har egentligt ikke taget specielt langt tid, når timerne lægges sammen. Men processen har været fordelt over en længere periode, fordi Dan oftest har brugt en time eller to om aftenen på at bygge. Nogle gange med ungerne, nogle gange alene. Da selve byggeriet af skelettet var ovre, lavede vi i fælleskab selve pyntningen af huset.
Jeg vil gætte på, at vi har brugt et par tusinde kroner på projektet. Selve huset kostede ikke meget at bygge i træ og materialer, men tag-, væg-og gulvbeklædning samt vinduer og døre løb alligevel lidt op i sidste ende. Jeg har gået efter tilbud og genbrug, når jeg over det sidste års tid løbende har købt ind til huset.
Hvad synes du selv om resultatet?
Jeg synes, resultatet er helt fantastisk magisk, smukt og fyldt med julestemning. Jeg elsker, når mørket falder på, og juletræsfoden virkelig kommer til sin ret med lys i vinduerne og glimtende sne på taget. Vores børn er ellevilde og kan bruge timevis på at kigge ind ad vinduerne og spekulere på, hvad nisserne mon laver. Og tanken om, at huset skal følge os mange år frem i tiden og tænde julelys i øjnene på ungerne, gør mig varm om hjertet.
Du valgte at dele billeder af den på Facebook og Instagram – hvorfor det?
Jeg delte det først og fremmest, fordi juletræsfoden gør mig varm om hjertet samt stolt og glad for, at Dan havde lyst til og kunne bygge den til vores familie.
Hvilke reaktioner har du fået?
Reaktionerne har været helt overvældende og fyldt med varme og kærlighed. Det gør mig oprigtigt glad, at vores juletræsfod kan sprede så meget glæde og magi.