Karin og Jacob elsker kitchet julepynt: Her er der også plads til oppustelige julemænd
I år ønskede Karins familie sig en helt klassisk og rød jul, og det var intet problem for Karin, der elsker at samle julepynt hele året og har kasserne fyldt med fine fund fra alle Europas loppemarkeder
Af: Julie Wittrup & Mikkel Dahlstrøm/Another Studio Foto: Julie Wittrup og Mikkel DAhlstrøm, Another Studio
Da Karin og Jacob i sin tid købte det hyggelige bondehus uden for Børkop ved Vejle, var de begge lige fyldt blot 22 år. De boede sammen i en lejlighed i slutningen af deres gymnasietid men drømte om mere plads. Tiden er fløjet afsted, og nu er parret to børn rigere og har boet i huset i 19 år.
– Vi var allerede dengang helt klar over, hvad vi gik efter, og det skulle ikke være et almindeligt parcelhus i et boligkvarter. Vi drømte om et hus uden naboer tæt på og med en stor have.
Samtidig skulle der være mulighed for, at vi kunne sætte vores præg på boligen med om- og tilbygning. Da vi havde købt huset og gik og ventede på overtagelse, tog Jacob sin mormor med forbi huset for at hun kunne se det. Her udbrød hun ”Jamen der har min moster jo boet”. Så vi har et fint billede af huset med stråtag, som det så ud for 60 år siden, smiler Karin, der elsker at hjemmet nu føres videre i familien. På samme vis som med boligen, skal julen heller ikke være helt almindelig. Karin beskriver selv sin jul som klassisk med et twist, for den røde jul får nemlig selskab af oppustelige julemænd og kitschet pynt.
Julepynt fra Europas markeder
Karin og Jacob har tidligere levet af at køre land og rige rundt efter særlige loppefund for derefter at sælge dem videre. De har både kørt i Danmark og Tyskland men også Belgien og Holland for at finkæmme markederne for gode fund.
– Vi elsker Holland, man kan finde de fedeste ting dér. Dengang kørte vi i vores store kassevogn og sov bagi, fortæller Karin. Noget af det hun altid er gået efter på markederne er julepynt.
– Jeg elsker al min gamle pynt og skiller mig helst ikke af med noget. De ting jeg altid finder plads til er blandt andet vores juletræsfod, som er købt i Tyskland, al vores gamle perlepynt, som min mor har lavet for 30 år siden, samt en engel i papmache, der engang blev brugt som dekoration i Magasin. Sådan en finder man jo aldrig igen, siger Karin.
Annonse
Traditionen tro
Julens tema kan godt variere år efter år hos familien i Børkop.
– Pynten skifter vi ikke ud, men der kan godt være et år, hvor noget bliver i kassen, fordi det ikke lige går med mit tema dét år. Den helt store forandring er, at julen er meget rød i år i forhold til, hvad den plejer at være. Men drengene og deres far ville så gerne have den gode gamle røde jul, så i år gik jeg all in, fortæller Karin. Noget der ikke ændrer sig, er traditionerne, der er forbundet med højtiden.
– Drengene elsker juletræet og stod det til dem, skulle det stå inde hele december. Men vi har altid rødgran, så træet kommer altså først ind en uge før juleaften, for at sikre at det stadig står smukt på den store dag. Dog har vi hele december et juletræ stående på terrassen, indtil det andet kommer indenfor, fortæller Karin. Derudover har familien også andre hyggelige traditioner, der gør juletiden ekstra sød. Der er bagedage hos farmor og bedstemor, og så afsluttes hver dag i december med jule-godnatlæsning.
Snup ideen
Annonse
Er du vild med Jacob og Karins hyggelige julehjem, så snup nogle af deres mange ideer.
Sæt træet i en syltekrukke
De flotte syltekrukker fra Knabstrup produceres igen, men du kan sagtens finde dem brugt mange steder, og bruge dem til julens små træer i hjemmet.
Køkkenudstilling
Lav et lille nisselandskab eller udstil dine yndlingskøkkenting i et lille vitrineskab eller et flueskab på en prominent plads i køkkenet.
Kaffekopper med duftende hyacinter
Brug gamle krus og kopper som potter til hyacinter i fine farver. De er også perfekte at have med som en lille værtindegave.
Julepynt på pakkerne
Sæt et flot papirklip i form af en stjerne eller et snefnug på julegaverne. Du kan enten klippe selv, eller kigge i genbrugsbutikkerne, hvor du ofte kan finde flot pynt til få penge.
Hvem og hvor?
Hvem: Karin, 40 år, uddannet blomsterbinder, Jacob, 41 år, lageroptimeringsspecialist, samt børnene Benjamin, 11 år, og Xander, 8 år.