"Jeg er oftest den, der finder på nye ideer, og Clifford går for det meste med på dem efter en kort betænkningstid"
Bohemeinspirerede møbler, rå flader og rejsefund fra Bali er hovedelementerne i Karina og Cliffords stuelejlighed på Amager, hvor direkte adgang til den frodige gård skaber sommerstemning midt i byen.
Karina og Cliffords hjem er et af dem, der omfavner dig med en rar og hjemlig atmosfære. Hvor man lige så godt kunne befinde sig i et bohemehjem i Paris eller New York. Og hvor man får lyst til at gå på opdagelse blandt de mange loppe- og rejsefund, som hjemmet bugner af. Parret har samlet de mange spændende ting gennem mange år, hvilket er med til at give rummene et personligt præg. Og flere af de glatte hvide vægge har med tiden fået et mere råt udseende.
– Vi elsker begge det her rå og upolerede look på gulve og vægge. Tingene må godt se lidt tilfældige ud, fortæller Karina.
Da Karina og Clifford skulle slibe gulvene, fik de samtidig den ide at banke væggen i stuen fri for tapet og puds for at nå frem til de rå mursten. Et projekt begge kastede sig ud i med stor iver, men som viste sig at være en stor mundfuld.
– Det var et kæmpe arbejde med hammer og mejsel og en hulens masse støv. Vi kastede murbrokker ud ad vinduet og direkte ned i vores Christianiacykel, og cyklede utallige ture frem og tilbage til genbrugsstationen. Men det var bestemt besværet værd. Vi elsker det færdige resultat, som virkelig har givet lejligheden karakter, fortæller Karina. Udover den flotte væg, har parret sat en brændeovn i, fjernet et stykke væg mellem køkken og stue, malet gulvene lysegrå i flere rum, og renoveret badeværelset.
– Jeg er oftest den, der finder på nye ideer, og Clifford går for det meste med på dem efter en kort betænkningstid. Det var først, da jeg begyndte at tale om et råt cementgulv i hele lejligheden, at jeg fik et nej, smiler Karina.
Annonse
Sommeroase i baggården
Som sidste fase af de mange renoveringer har stuelejligheden fået et ekstra uderum, da der blev sat en terrassedør i køkkenalrummet. Hvor parret tidligere skulle gå ad bagtrappen, kan de nu træde direkte ud i den hyggelige og frodige gård. En proces, der skulle tage knap tre år, før parret fik godkendelsen fra kommunen og andelsforeningen.
– Døren ud til gården er det mest fantastiske, der kunne tilgå vores lille hjem. Det er blevet en lille sommeroase midt i byen. Vi nyder at kunne sidde på trappen og sludre over en kop kaffe, mens vi kigger ud på alt det grønne, siger Karina. Hun og Clifford omtaler gården som haven, og det forstår man godt, når man kigger udover de mange blomster i krukker, bede og blomstrende buske og en pergola med græstag. Karinas næste projekt er at male eller tapetsere væggene i soveværelset.
– Jeg elsker at se, hvad der gemmer sig bag lagene af hvide kedelige vægge. Det var f.eks. en stor overraskelse, da der dukkede fine gamle bjælker op over dørene, da vi kom ind til murstenene. Jeg drømmer om at få lov til at restaurere et stort gammelt slot i Frankrig. Tænk hvad der ikke ville komme frem sådan et sted, slutter hun.
Tip
Lad din billedvæg starte helt nede ved gulvet.
Tip
Gå efter lette havemøble, der kan flyttes rundt efter solen.
Snup ideen
Er du vild med Karina og Cliffords bohemestil, så snup nogle af deres kreative ideer.
Annonse
Rå murstensvæg
Det kræver lidt knofedt, men så får du også den flotteste væg. Den er behandlet med forandringsgrunder, for at holde det løse puds fast.
Mal en dør
Den lyse pastelfarve gør køkkendøren ekstra smuk. Farven hedder Mint Tea og er fra Flügger.
Hjemmelavede hylder
Find flotte stykker genbrugstræ, og brug dem til at lave smalle køkkenhylder som disse.
Hæng hattene op
Skab lækker sommerhusstemning i soveværelset ved at hænge stråhatte på væggen som dekoration.
Hvem og hvor?
Hvem: Karina Steinmejer Philips, socialrådgiver, og hendes mand Clifford Phillips, socialpædagog for unge.