Da Carl Johan fik mulighed for at købe det lille, røde skovhus i Sverige, var det en “no-brainer”

Vi drejer af hovedvejen mod Askaremåla. Den smalle vej tager os længere ind i skoven og det bakkede istidslandskab.

Skoven er tæt, men brydes indimellem af små bygder, der består af få huse eller gårde i klassisk falurød. En farve, man har brugt i Sverige siden 1600-tallet, da den var billig, nem at producere og bevarer træværket utrolig godt.

Læs også

Sommerhuset gemte på både mus, rotter og råd – men så gav Charlotte og Morten det nyt liv

Nogle af husene er lidt faldefærdige, andre gamle, men velholdte. På et tidspunkt midt i et af de skovtætte stykker, ser vi et lille rødt hus, der ligger på en lille bakke. Ved siden af ligger en aflang lade og et værksted. På gårdspladsen står gravide Esme Chapman-Lund og Carl Johan Klubien Lund. Deres ældste søn Wolf på fem år løber rundt på grunden, der nærmest glider sammen med skoven omkring dem, hvis det ikke var for de mosbeklædte stendiger, der afgrænser den. Lillebror Kit ligger i barnevognen og skal til at sove, så Esme Chapman-Lund siger kort hej og trisser ud ad skovvejen med barnevognen, og Carl Johan Klubien Lund tager os med på havevandring.

“Skal vi starte med at vise dem udkigsposten i skoven, Wolf?” spørger han sønnen, der løber afsted og napper et par sene hindbær på vejen.

Esme Chapman-Lund og Carl Johan Klubien Lund købte huset for 10 år siden, men det har været en del af Carl Johans Klubien Lunds liv mange år før det. Sammen med sine gymnasievenner kom han her årligt på ferier, så da han en dag fik mulighed for at købe huset, var det en “no-brainer,” siger han, mens vi går gennem skoven bag huset.

“Da vi overtog huset, var det i en sørgelig tilstand. Efter en stor vandskade havde de tidligere ejere fjernet alt indvendigt. Vægge var strippet ned, al strøm taget ud af huset, og gulvbrædderne var pillet af flere steder for at undersøge eventuelle rådskader,” siger han.

I begyndelsen brugte Carl Johan Klubien Lund og Esme Chapman-Lund det som fritidshus og tog herop på arbejdsweekender, hvor de knoklede løs med deres venner – og festede, lavede lejrbål og passede sig selv i skoven. Langsomt tog huset form.

“Første gang vi talte om at flytte herop, var for halvandet år siden. Før det var planen, at vi skulle flytte herop, når vi blev gamle. Men da vi fik børn, begyndte vi at tænke anderledes og overveje, om vi ikke kunne få det til at fungere at bo her rigtigt med børnene,” siger Carl Johan Klubien Lund, mens vi kravler over en elegant og hjemmelavet stente i baghaven.

“Det var meningen, at vi skulle være flyttet herop permanent nu – alle vores ting står i flyttekasser oppe på loftet. Men den plan er blevet sat på hold midlertidigt,” forklarer han. Økonomi og job kom i vejen. Og nu hvor de venter tvillinger, gav det mening lige at se tiden an, tilføjer han:

“Men det kommer til at ske, og vi er her hver gang, vi får mulighed for det. Det er vores hjem.”

På den måde tilslutter familien sig en strømning i tiden, der gør op med mange af de ting, som ellers definerer det moderne samfund. Flere og flere ønsker at bytte fuldtidsarbejdet ud med deltidsjobs og hjemmearbejde. Flere og flere går ned med stress og lægger livet om. Og de dyre lejligheder i byerne får særligt børnefamilier til at gentænke bylivet og søge ud i naturen.

“Vi elsker naturen. I Danmark bor vi lige nu hos Carl Johans forældre i Hellerup, hvor vi har adgang til naturen, men her er vi midt i den. At vågne her skaber en anden ro, som vi virkelig godt kan lide. Og som lægger op til en anden livsstil,” forklarer Esme Chapman-Lund, der møder os i baghaven. Hun kigger ned på Wolf og tilføjer:

“Du var også lidt grumpy i morges, Wolf, var du ikke? Indtil du kom udenfor.” Wolf nikker: “Hele morgenen,” siger han.

Læs også

Med loppefund og farver har Lisbeth forvandlet sit nybyggerhus til et sandt paradis for kreativiteten

“For os vil et hus som dette slet ikke være muligt at eje i Danmark. Når vi en dag flytter herop, vil vi også kunne leve mere nøjsomt, hvilket også er en del af appellen,” siger Carl Johan Klubien Lund.

“Der er nok mange, som vil sige, at vi ikke er særligt ambitiøse. Men vi er ambitiøse, bare ikke på de konventionelle parametre. Vi er ambitiøse på vores familielivs vegne,” siger Esme Chapman-Lund. Og ambitiøse på deres hus vegne, har man lyst til at tilføje. For nok snakker de om nøjsomhed, ro og om at renovere i deres tempo. Men haven og huset er også fyldt med planer.

Huset der aldrig bliver færdigt

Vi har sat os ind i det varme køkkenalrum. Inden vi ankom, sendte Carl Johan Kulbien Lund os en besked, hvor han skrev, at der var tændt godt op i brændeovnene, da der havde været koldt om natten. De serverer kaffe, og Wolf leger med LEGO, der bor i et gammelt syltetøjsglas.

Huset er et klassisk, gammelt, lille skovlandbrugshus – eller torp, som det også bliver kaldt – fra 1904. Inden de gik i gang med at renovere, havde det en helt klassisk rumfordeling, som mange af husene fra den tid havde. Husets grundplan, der måler lige under 80 kvadratmeter, ligner en rektangel, der oprindeligt var inddelt i fire rum med en entré i midten, som ledte udenfor til den lille veranda via hoveddøren. I gamle dage blev loftet ikke brugt til beboelse.

En gammel kvinde, der kom forbi grunden en dag, fortalte dem, at hendes afdøde mand var vokset op i huset, og de havde boet 11 børn der, “hvilket er vildt at tænke på,” siger Carl Johan Kulbien Lund. I husets højre side er grundplanen intakt med to soveværelser, men i den anden side har de revet væggene ned. Her er lavet køkkenalrum og åbnet op til kip og husets første sal, hvor der i dag er hems og stort soverum. Huset havde fra starten af kloakering og el, hvilket ikke er en selvfølge på de kanter, heller ikke i dag, forklarer de.

“Skorstenen har seks røgkamre, så hvert rum har haft sin egen brændeovn,” forklarer Carl Johan Klubien Lund. Mange af brændeovnene står der også endnu, for generelt går de op i at holde huset i dets oprindelige stil. Væggene i køkkenalrummet og soveværelset er også blevet blottet, så man kan se det rå brede træværk.

“Vi tænder klart på den gamle stil, men vi prøver også at lege lidt med den, så det ikke kammer over i overdrevet nationalromatik,” siger Carl Johan Klubien Lund med et smil. Og det kan man tydeligt se. For selv om huset på mange måder ligner et, der kunne stå på Frilandsmuseet, skinner Esme Chapman-Lund og Carl Johan Klubien Lunds stil og historie igennem. Over en dørkarm i et af soveværelserne sidder et bræt, hvorpå Carl Johan Klubien Lund, der har en baggrund som kunstner, engang har malet en drage.

“Jeg er personligt meget inspireret af de billeder, jeg har set af Anna og Michael Anchers hus i Skagen, hvor de malede på væggene og husets inventar. Jeg kan huske et billede, hvor de bl.a. havde dekoreret en af dørene med fugle. Det er sådan noget, vi gerne vil have meget mere af,” siger Esme Chapman-Lund.

Noget andet, man tydeligt kan se, er, at huset langt fra er færdigt. Toilettet fungerer, men er stadig work in progress, og det samme gælder rummet ovenpå, for ikke at tale om laderne udenfor, hvor der bor store drømme.

“Først og fremmest ville vi gerne gøre det selv, og så giver det bare mest mening at gøre det i etaper. Det er også det, der rent fysisk, for ikke at sige økonomisk, giver mest mening for os. Og så handlede det også om at mærke rummene og finde ud af, hvad de skal bruges til. Du springer på en måde nogle led over, hvis du istandsætter det hele på en gang. Du lærer ikke huset helt så godt at kende. Når du går og arbejder på det selv, tror jeg, du knytter dig til det på en anden måde,” siger Esme Chapman-Lund.

“På den måde er vi lidt nørdede begge to. I går talte vi om, hvad det egentlig er, vi så godt kan lide ved det, og vi kom frem til, at det også handler om at følge noget fra start til slut. Fra at finde ud af hvad man vil, til at finde ud af, hvordan man realiserer det for så at gå i gang. Det er også en stor del af mit arbejde som kunsthåndværker og tøjskaber, hvor jeg også arbejder meget mere langsomt. Det er ikke så ofte, man får lov at opleve det i den moderne verden.”

Carl Johan Klubien Lund er enig:

“Min morfar havde en gård på Farø, som han altid arbejdede på. Når folk spurgte ham, hvornår han havde tænkt sig at blive færdig med den, svarede han, at det slet ikke var meningen, at den skulle blive færdig. Det er lidt sådan, jeg har det med dette hus.”

Et langsomt liv sammen

Det er tydeligt, at der følger et gearskifte med livet i huset. Og en lidt anden, måske mere traditionel og gammeldags, livsstil. Familien har en Instagramprofil, @farmhousebythegates, hvor de lægger billeder op fra livet i huset. Et af billederne viser, hvordan Carl Johan Klubien Lund krydsbestøver æbletræerne i haven ved hjælp af en gammel mælkejunge. Et andet, hvordan Wolf kærner smør. Og ude på verandaen står der en stor kurv med svampe, som Wolf har samlet.

Esme Chapman-Lund har valgt at gå hjemme med børnene om dagen og bruger – indtil tvillingerne kommer – aftenerne på at sy og drive sin virksomhed, Linne Clothing. En slow fashion-kunsthåndværkervirksomhed, hvor hun bl.a. selv syr flagrende og romantiske kjoler, enkle skjorter og andre kreationer i linned og vintagestoffer.

“Ingen af os har nogensinde levet et konventionelt liv med fuldtidsarbejde. Vi er begge kunstuddannede og selvstændige. I perioder har vi været fuldtidsansat, men for det meste styrer vi selv vores arbejdstid. Den kombination trives vi rigtig godt med. Lige nu er vi lidt ufrivilligt landet i en klassisk kønskonstellation, hvor far går på arbejde, og mor passer børnene. Det kan godt syne dogmatisk, men det er ikke meningen. Det er bare en fase. Min plan er, at jeg skal have meget mere tid hjemme med børnene. Folk, der kender os, ved godt, at vi ikke bager surdejsbrød hver dag eller kærner alt vores smør selv,” siger Carl Johan Klubien Lund.

“Med det sagt er der noget ved livet heroppe, der også lægger op til at dyrke de gode, gamle dyder,” tilføjer Esme Chapman-Lund.

“Når man ikke har supermarkeder i nærheden, og naturen er lige udenfor døren, giver det mening at udforske, hvad den giver os lige nu, og hvad vi kan få ud af det, vi har. Jeg har lagt mærke til, at det også er noget, flere og flere får lyst til. Særligt småbørnsfamilier, der gerne vil leve langsommere, hvor man sanser og oplever mere sammen,” siger hun.

Netop det med at være så meget sammen som muligt er vigtigt for dem, tilføjer de.

Wolf har siddet længe ved bordet i køkkenalrummet og siger, at han har brug for luft, så vi går ud i haven igen. Planerne for haven er mange, men meget af det kan først for alvor gå i gang, når de flytter herop. Carl Johan Klubien Lund tegner f.eks. på et drivhus, der skal gå over et af stendigerne i haven. På den måde kan man udnytte varmen fra stenene, fortæller han. Han peger også op på nogle elegante fuglekasser, der hænger på træerne foran huset, som han selv har lavet.

“Vi har fugle i alle de redekasser, vi sætter op. En forårsmorgen stod jeg og børstede tænder på verandaen og så ugleungerne flyve fra reden. Det var magisk,” fortæller Carl Johan Klubien Lund.

Læs også

Camilla Ottesen om nyt sommerhus: Speciel opbygning for familiens skyld

Naturen forplanter sig i dem, siger Esme Chapman-Lund:

“Når man mærker, at sæsonerne skifter, bliver man nødt til at følge efter. Man kan slet ikke lade være, for omstændighederne ændrer sig så meget.”

Om sommeren er familien typisk ude hele dagen, bader i søen, der ligger kort derfra, fisker eller sidder og kigger ud over vandet. Om vinteren bliver tiden også tilbragt ude, men på andre måder. Der tager de masser af lag på og tumler rundt i sneen og laver bål, fortæller hun og tilføjer:

“Om vinteren kan man også se meget længere, da der ikke er blade på træerne. Der er vi selvfølgelig også meget mere indenfor og sysler med ting i stuen.”

Om foråret og efteråret er der altid masser at lave i haven.

Carl Johan Klubien Lund nikker.

“Omkring 1. maj, når du åbner døren til haven om morgenen, lyder det, som når et symfoniorkester stemmer an. Der er så meget liv, og alle dyrene i skoven har gang i noget,” siger han.

“Man kan godt finde natur i byerne og være heldig at se et tranetræk over tagene, men her lander de altså på naboens mark og danser rundt.”

Planen med laden

Lige nu er der tyst i haven, og der er også langt til den nærmeste nabo. I dag er de fleste af gårdene i området fritidshuse, men der er også fastboere.

“Vi har nogle gode naboer, mennesker, som har boet her i skoven i generationer. De er utrolig hjælpsomme og er store moralske støtter i vores plan om at flytte herop,” siger de begge.

Blekinge er kendt for sin storslåede natur, istidslandskab og store blikstille skovsøer. Kommer du ud til kysten mod syd, finder du skærgården og flere af regionens større byer. Bl.a. Karlshamn, der er den nærmeste store by og ligger små 25 kilometer væk. I gamle dage, under udvandringen, var der en direkte skibsrute fra Karlshamn til USA, fortæller Carl Johan Klubien Lund:

“Når jeg taler med naboerne, lyder det, som om man har levet under trange kår. Man har levet af at dyrke skoven, hvilket var hårdt og slidsomt arbejde. Det var også derfor, mange udvandrede.”

Som vi står der med det røde hus bag os, er det svært ikke at tænke på Børnene i Bulderby eller Emil fra Lønneberg, selv om vi er langt fra Vimmerby, Mariannelund og den del af Småland, hvor mange af Astrid Lindgrens historier finder sted, for Sverige er enormt og naturen overrumplende. Og det fornemmer man godt, når man står her på grunden. Naturens tilstedeværelse og omfang – og hvor små vi som mennesker er til sammenligning.

Selv om roen, der følger med livet i skoven, er tiltrækkende, er planen nu ikke at flytte herop for at være alene i verden, forklarer Esme Chapman Lund. De har begge boet mange år i London og København og elsker også dele af bylivet.

“Vi drømmer om at tage lidt af København med os og skabe et community heroppe. Der er også mange af vores venner, der tit kommer på besøg og bruger huset, hvis vi ikke er her. Flere af dem har også hjulpet med renoveringen. Der er mange, som har investeret tid i stedet, og det er vigtigt for os. For en del af planen er, at vi skal skabe noget heroppe sammen og ikke kun for vores familie,” siger Esme Chapman Lund og kigger drømmende på laden.

“Ikke et b&b som sådan, men måske noget i den dur…” tilføjer hun.

“Ja, og en planteskole med vilde stauder! Jeg har hundredvis af plastikpotter og frø, jeg har samlet sammen, som skulle være den første produktion. Så ville vi holde søndagsåbent, bage pizzaer, sælge stauder og snakke om den vilde natur,” tilføjer Carl Johan Klubien-Lund, inden vi siger farvel.