"Det føltes ligesom at opdage en hemmelig have, da jeg kom her første gang"
Huset minder om noget fra en engelsk TV serie, der foregår på landet, men i virkeligheden ligger det i London, godt gemt i en 6.000 kvadratmeter stor vild have.
Både i og omkring det smukke victorianske hus hersker der er en stemning af landlig idyl, der slet ikke passer til den geografiske placering lige rundt om hjørnet fra en af de travleste gader i det nordlige London. Her bor Joel Bernstein, der ikke kunne stå for stedets aura af historier og hemmeligheder, da han første gang så det for halvandet år siden.
– Jeg elskede roen og den måde, man føler sig hensat til en anden verden på, lige fra første gang jeg gik forbi stedet, fortæller han. Han bød på huset i en lukket budrunde, men fik det ikke i første omgang. Men da handlen gik i vasken med de oprindelige købere, fik han chancen igen og efter næsten et års papirarbejde og tovtrækkeri var stedet hans.
Den hemmelige have
Haven er på svimlende 6.000 kvadratmeter, ikke i form af en velplejet engelske prydhave, men derimod et vildtvoksende paradis af dunkle stier, stedsegrønne huler og gamle statuer, efterladt af de tidligere ejere.
– Det føltes ligesom at opdage en hemmelig have, da jeg kom her første gang, fortæller Joel. Han har i første omgang brugt energi på selve huset og har ladet haven stå vild og det får den måske også lov til fremadrettet.
– Jeg er et super utålmodigt menneske, men det er som om at stedet her trækker mig ned i tempo, og det tror jeg er sundt, siger han, der til daglig lever et travlt liv i både mode- og interiørbranchen. Han har bl.a. arbejdet 7 år som indkøbschef i det fantastiske Liberty varehus på Regent street.
Fordums storhed
Joel er født og opvokset i Sydafrika og der er noget over hans stil, der afspejler en hang til en naturlig palette,og til kunsthåndværk og etnicitet på en måde, som ikke er typisk engelsk.
– Jeg har f.eks. en stor samling afrikanske og indiske tekstiler, som jeg holder meget af og de har fået en central plads i indretningen, fortæller han. Boligen tilhørte oprindeligt en arkitekt og hans indretningsarkitekt-hustru, og selvom alt var faldefærdigt, da Joel overtog stedet, kunne man sagtens fornemme glimt af fordums storhed.
– Stedet appellerede virkelig til min forkærlighed for skønhed og historie, og det er meget vigtigere end om tingene lige var i perfekt stand eller ej. Det var tydeligt, at det var kreative mennesker der havde boet her, så jeg har faktisk ikke gjort meget andet ved selve rummene end at friske dem op, og så flytte ind med mine egne ting. – Og jeg kan ikke forestille mig at jeg nogensinde flytter herfra, slutter han.
Flere skønne boliger
-
Kom indenfor hos Cecilie Haugaard
-
Nikolaj Cederholm om sit charmerende Tisvilde-hus: "Det ligner jo noget fra en fransk børnebog"
-
"Vores hjem er en kombination af Stephan og jeg. Han er mere New Yorker-loft og industriel i sin stil, mens jeg er mere mormor"
-
Køkken: Rene linjer og loppefund
-
Sådan har Barbaras familie på fire indrettet sig på bare 70 kvadratmeter
-
Kreative kvadratmeter: Sæt fut i farver og gennemtænkte løsninger
-
Charmerende villa fyldt med antikke og nye møbler
-
Enkel æstetik i Hellerup