Lene Beier har lært at elske sin vilde have: "Jeg gider ikke kæmpe mod naturen længere"

Fra Lene Beiers køkken, som ligger på første sal, er der udsigt til både hav og have. Lige uden for havelågen begynder strandengen, og så kommer bølgerne. Men det er ikke tæt nok på. For Lene vil have naturen helt hen til terrassedøren; hun vil bo sammen med bierne, fuglene og pindsvinene. Og derfor er hun netop udkommet med bogen Vildere have om sit forsøg på at skabe et summende paradis af liv og lykke. Det har nemlig ikke været helt så ligetil, som Lene troede, og derfor deler hun gerne ud af både succeser og fejltrin, så andre kan blive klogere.

Lige nu er haven bar og brun, for Lene begik en – vel temmelig klassisk – begynderfejl, da hun anlagde den.

– Jeg tjekkede ikke jorden, indrømmer hun.

– Jeg tog for givet, at den var sandet, og købte derfor en ”kystnær frøblanding”.

Frøene spirede da også og forvandlede sig til en smuk eng. I foråret. Men hen på sommeren tog græsset over, og til sidst havde Lene vilter græsmark uden for sin havedør. Og måtte indse, at hendes grund består af lækker fed muld – optimal for eksempelvis roser, men ikke for det, vi kender som en klassisk dansk blomstereng.

Marken fungerede efter hensigten, for der var både insekter, pindsvin og tudser. Og tidsler, rødkløver og brændenælder. Det var bare ikke nær så smukt, som Lene havde visualiseret.

– Jeg drømte om en klassisk bølgende blomstereng med valmuer og kornblomster, som man ser det, når folk rammer den lige i røven, griner hun.

Væk med græsset

Lene har kæmpet med projektet siden. Men nu skifter hun strategi. Hun har slået alt græsset og reserveret nogle særlige områder til engen, hvor hun blander jorden med sand. Desuden har hun gravet ud til bede, kantet med sten, hvor hun giver plads til flotte hjemmehørende arter som blåhat og kællingetand, uden at de blive udfordret af dominerende græs.

– Jeg gider ikke kæmpe mod naturen længere, som hun siger. Derfor er her nu både plads til duftende roser, som elsker lerjorden, bivenlige stauder, buske og træer, blomstereng og de hjemmehørende arter. Samt selvfølgelig insekthotel, kvashegn, vandhuller, solsikkemark, et lille drivhus, pindsvinebar og alt muligt andet, Lene finder på for at invitere biodiversiteten indenfor.

Den grimmeste have

At det vilde skulle indgå, vidste Lene som nyslået haveejer i 2015. Præcis hvordan var hun mindre sikker på. Til at begynde med rendte hun rundt i Dragør og høstede stokrosefrø, og derfra gik det slag i slag, uden at hun rigtig vidste, hvad hun havde gang i.

– Jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte, og havde ikke styr på hjemmehørende arter eller planter i nærområdet, siger hun og griner:

– Jeg er uddannet biologilærer, men det betyder altså ikke, at jeg har grønne fingre! Det genstridige græs gjorde familiens have til et vildnis, og snart hørtes kommentarer mellem forbipasserende om, at her lå Søvangs grimmeste have godt nok. Det ansporede Lene til at sætte et skilt op med påskriften ”Vild have” for at signalere, at der altså var en mening med galskaben.

– Mange kæder det vilde sammen med dovenskab, men jeg synes, vi skal anerkende forskelligheden som god ting, siger Lene. I dag har hun malet skiltet over, for hun nægter at forsvare sit haveliv. Alle skal dyrke have på den måde, der gør dem glade, mener hun – uanset om det er med stor græsplæne og prydbede eller den mere naturlige måde at nyde sit grønne liv på. Eller en kombi af de to.

– Jeg ser ingen grund til enten eller, når man kan sige både og, pointerer Lene.

– Jeg har begge dele i min have; jeg elsker mine roser og kunne sidde med næsen i dem dagen lang. Hvis man har lyst til en prydhave, skal man anlægge én – og hvis man har lyst til at have en kvadratmeter nede i bunden med et kvashegn eller et insekthotel, er det bare rigtig godt.

På fornavn med insekterne

At invitere dyrene eller naturen ind bag havelågen kan man altså sagtens gøre i en prydhave. Om fordelingen er 5/95 eller 30/70 procent, bestemmer man selv. Men Lene tror også på, at vi kan ændre vores syn på den smukke have.

– Vi synes, en vild have ligner en rodebutik, og det tager nok noget tid at vende opfattelsen af, at det vilde er lige så pænt eller pænere end det kontrollerede, siger hun og fortsætter:

– Jeg tror ikke på tvang. Jeg tror på, at vi skal på fornavn med insekterne. Møde dyrene. Hvis du vidste, hvad jeg bruger af tid på at tale med mine pindsvin!

Derfor foreslår hun, at vi, der har lyst, inviterer små bidder af vildskab ind i vores have for at blive bekendt med den. For at genfinde den forbundethed med naturen, vi måske er kommet væk fra.

– Møder vi først et pindsvin i vores egen have, får vi lyst til, at det skal blive der. Har vi en busk omgivet af sommerfugle, får vi lyst til at plante én til. Ser vi en rød murbi sole sig i græsset, får vi lyst til at have flere. Og mister måske lysten til gift og kunstgødning, siger Lene.

– De ting, vi holder af, har vi lyst til at passe på.

Om Lene Beier

Lene Beier, 44 år

Uddannet folkeskolelærer. Forfatter og tvvært, kendt fra blandt andet programmet Landmand søger kærlighed samt Vild med dans.

Vildere have af Lene Beier, Gyldendal, 270 kr.