Liva Tholstrup bolig instagram

Livas flotte spisebord høster flest likes: ”Det er klart det møbel, jeg får flest henvendelser på”

Liva Tholstrup bor i en toværelses lejlighed på Frederiksbjerg i Aarhus sammen med sin kæreste. Her har hun indrettet sig i en nordisk, klassisk stil med afdæmpede jordfarver og unikke fund fra Asien.

24-årige Liva Tholstrup elsker at mikse dyre klassikere med genbrugsfund i sin indretning, og så er hun generelt fortaler for kvalitet over kvantitet.

Derfor vil hun hellere bruge lidt ekstra tid på at spare op til det, hun ønsker sig – og så bruger hun en del timer på at scoute efter gode genbrugsfund på DBA.

Hun er desuden vild med at sætte sit eget personlige præg på lejligheden ved f.eks. selv at sy sine puder eller pynte den med unikke rejsefund fra Asien.

Mød kvinden bag Instagram-profilen @livatholstrup her – og lad dig inspirere:

Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?

Jeg hedder Liva Tholstrup, og jeg er 24 år gammel. Jeg er uddannet sygeplejerske i januar 2020 og starter nyt job pr. 1. august i Børne – og Ungdomspsykiatrien.

Jeg bor i en toværelses ejerlejlighed på Frederiksbjerg i Aarhus C med min kæreste.

I min fritid bruger jeg tiden på alt det, som jeg elsker. Dette gælder min kærlighed for boligindretning og kreativitet i form af syning, strik, renovation af småprojekter/møbler i lejligheden og alt derimellem.

Hvor har du fået interessen for boligindretning fra?

Den tror jeg egentlig altid, at jeg har haft en medfødt interesse for, selv da jeg var helt lille. Jeg gik vanvittigt meget op i mit pige-værelse som barn og flyttede gerne rundt på tingene hver uge. Jeg kunne gå og dimse rundt med tingene i timevis og havde et rigtig pynteværelse.

Jeg glædede mig så meget til at flytte hjemmefra ift. at kunne få lov at indrette mit helt eget, og i flere måneder op til flytningen lavede jeg tegninger og lister over indretningen.

Interessen er kun vokset yderligere efter jeg er blevet voksen, hvor også de sociale medier i den grad har pustet endnu mere til lysten om at indrette, jagte fine genbrugsfund, spare op til kvalitetsmøbler, lave kreative ting i hjemmet og skabe et dejligt hjem efter min smag. Jeg inspireres enormt meget af andres Instagram-profiler, Pinterest og boligmagasiner, men det var først efter en rejse i Asien i 2019, at jeg besluttede mig for, at jeg også ville til at dele ud af det, som jeg inspireres af og har stor interesse i på Instagram. 

Foto: anotherstudio.dk
Foto: anotherstudio.dk
Foto: anotherstudio.dk

Beskriv din stil?

Min stil er nordisk, klassisk og personlig ikke mindst. Jeg elsker mikset mellem nyt og gammelt, for på den måde at skabe en personlig indretning.

Jeg elsker naturlige og afdæmpede jordfarver samt brunlige og beige nuancer, og det er klart disse farver, der dominerer i vores hjem. Disse farver giver efter min optik en hjemlig og hyggelig atmosfære.

Stort set alle vores møbler er i egetræ, og særligt den sæbebehandlet eg er jeg vild med, da det er et materiale, som skaber ro, hygge og varme i hjemmet. Vi har flere danske designklassikere, fordi de har et smukt og æstetisk udtryk og holder i generationer. På den måde kommer man væk fra smid-ud-kulturen, hvor man oftere køber nyt. Min holdning er, at hvis jeg ser et møbel, som jeg mener er tidsløst designet, så har prisen mindre betydning, fordi jeg netop vil være glad for møblet hele livet, og i værste fald vil kunne sælge det igen.

Derudover kan jeg godt lide at alt andet i vores hjem – pyntegenstande (glas, puder, vaser, lysestager, nips, billeder etc.) - er fundet brugt på loppemarkeder eller bragt hjem fra ferier, og på den måde ikke er noget man nemt kan anskaffe sig i en butik nede på Strøget i Aarhus. Det er her, man kan skille sin indretning lidt ud fra andres og have nogle finurlige, anderledes og personlige stilleben i indretningen.

Vores hjem bærer ligeledes præg af et kreativt twist, da alle mine puder er hjemmesyede, billedvæggen i stuen består af mine egne hjemmelavede billeder og flere steder finder man sten, jeg har malet små motiver på.

Stue.jpg

Hvad bliver du inspireret af?

Jeg bliver inspireret af mange ting: Instagram, Pinterest, boligmagasiner, butiksvinduer og arkitektoniske smukke bygninger. Derudover bliver jeg særligt på rejser inspireret af nærmest alt, så når jeg kommer hjem fra en ferie, har jeg altid en masse nye idéer til indretningen eller projekter, som jeg vil i gang med.

Foto: anotherstudio.dk
Foto: anotherstudio.dk
Foto: anotherstudio.dk

Hvad er den mest sjove/skæve/overraskende inspiration, som du har brugt i dit hjem?

Jeg har en nogle skæve nips i mit hjem, medbragt fra rejser. Eksempelvis en frugtkurv fra Vietnam, der hænger på væggen og en samling af små dyr og udefinerbare dimsedutter, som alle er købt på forskellige rejser til blandt andet Asien. Mine puder er hjemmesyede af stof købt på rundrejser i Asien.

I samme kategori kan jeg nævne det hjemmelavede sildebensbillede, som hænger på billedvæggen, og som jeg har fået inspiration til af min svigerinde Mette Marie, som desværre ikke udfolder sit smukke hjem på Instagram.

Liva's hjemmelavede billedevæg. Reol fra Montana og kande fra Stelton. Foto: anotherstudio.dk

Sildebensbillede
Liva's hjemmelavede billedevæg. Reol fra Montana og kande fra Stelton. Foto: anotherstudio.dk

Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?

En GUBI Bestlite skrivebordslampe i en creme-farve og den meget hypede Stockholm fletkommode fra IKEA.

Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?

Vores Y-stole i sæbebehandlet eg skiller jeg mig aldrig af med.

Smukke y-stole fra Carl Hansen & Søn. Foto: anotherstudio.dk

Y-stole
Smukke y-stole fra Carl Hansen & Søn. Foto: anotherstudio.dk

Et drømmekøb, som du ikke har foretaget endnu?

Det må uden tvivl være en CH25 lænestol fra Hans. J. Wegner. Den er så æstetisk smuk og ville passe perfekt ind i resten af møbelsammensætningen i vores stue. Den må jeg spare op til.

Ellers ønsker jeg mig næsten altid en ny lampe - for tiden kigger jeg på den japanske Vitra Akari bordlampe.

Hvilke tanker gør du dig om økonomien i forhold til boligindretning?

Mit syn på dette har ændret sig markant gennem årene, hvor jeg tidligere  gik på kompromis med det, jeg ønskede mig og købte halve løsninger, fordi jeg ikke havde tålmodighed til at spare op til det, jeg virkelig ønskede mig. I dag vil jeg langt hellere spare op og investere i det, jeg ønsker mig. Jeg ved, at jeg bliver meget gladere for disse ting i længden, da det er ting, man beholder, hvor man alligevel skifter de halvfærdige løsninger ud med tiden.

Sommetider kan man også være heldig at finde møbler og lamper i fin stand på DBA, hvor man kan gøre et godt kup og dermed spare lidt penge. Jeg fandt for eksempel en Le Klint Sakselampe i eg på DBA, som jeg havde ønsket mig længe. Den var så god som ny, men sælgeren havde fortrudt købet, og derfor var det muligt for mig at spare næsten 1.000 kr. på den.

Kommode.jpg

Hvad høster flest likes, når du deler det på Instagram?

Det må være vores spisehjørne med vores runde egetræsspisebord. Det er klart det møbel, jeg får flest henvendelser på. Jeg havde længe ønsket mig et rundt egetræsbord og fandt et på DBA, hvor jeg selv har givet det hvidpigmenteret sæbebehandling for at lysne det. Der er to tillægsplader til det – så det kan blive kæmpe stort. Derudover er det mit indtryk, at billederne af dette stuehjørne er populære, fordi lejlighedens søjler, det lille vitrineskab og de sæbebehandlede egetræsmøbler skaber en atmosfære, som er nordisk, hyggelig og tilpas afmålt.

Derudover syer jeg meget af mit eget tøj, og det hjemmesyede tøj er også altid populært, så jeg har fået flere veninder med på sy-bølgen af denne årsag.

Egetræsbordet er fundet på DBA og høster mange likes på Instagram. Foto: anotherstudio.dk
Spisebord
Egetræsbordet er fundet på DBA og høster mange likes på Instagram. Foto: anotherstudio.dk

Dit yndlingsrum i boligen?

Soveværelset, da det er det rum i lejligheden, hvor de fleste af lejlighedens originale detaljer er at finde. Små vinduer, stuk i loftet og på væggen samt en gammel udskåret trædør. Disse detaljer elsker jeg og gør værelset så smukt i sig selv. Det er skønt at vågne op og kigge op på alle de fine detaljer i loftet.

Vi har malet soveværelset i en lys grå farve, der netop fremhæver alle detaljerne ekstra meget. Et soveværelse skal for mig være meget lyst og let.

Sengetøj fra H&M Home, gardiner fra IKEA, skrivebord fra Myhome og stol fra FRitz Hansen. Foto: anotherstudio.dk
Soveværelse
Sengetøj fra H&M Home, gardiner fra IKEA, skrivebord fra Myhome og stol fra FRitz Hansen. Foto: anotherstudio.dk

Hvad er det næste, der skal ske i dit hjem?

Vi har bygget en radiatorskjuler i stuen, men skal i gang med både at lave radiatorskjulere i soveværelse og køkken også.

I en forholdsvis lille lejlighed er der begrænsninger for, hvor meget man kan lave om, men den letteste forandring er klart at male rummene, når man trænger til forandring. Jeg har boet her i fire år, og stuen har allerede haft fire farver. Den farve, vi har i stuen nu, er jeg dog rigtig glad for – en fin rolig beige farve, så den holder nok et stykke tid endnu.

Stockholm.jpg

Hvilken indretningsstil eller ting vil aldrig finde vej til dit hjem?

Retrostilen vil jeg aldrig rigtig kunne forene mig med. Møbler i teaktræ har jeg det særligt svært med; de er for mørke og dystre til mit humør og stil generelt. Derudover kan jeg nævne røde pyntegenstande og store mørkegrønne genstande, som noget, der nok aldrig finder vej til mit hjem.

Mine favorit-Instagrammere?

@Tinnekierhome

@Sussiefrank

@Ourfrederiksberghome

Sengelampe GUBI Bestlite, sengebord fra Trævarfabriernesudsalg og sengetøj fra H&M Home. Foto: anotherstudio.dk
Sengelampe fra GUBI, sengebord fra Trævarfabriernesudsalg og sengetøj fra H&M Home. Foto: anotherstudio.dk
Sengelampe GUBI Bestlite, sengebord fra Trævarfabriernesudsalg og sengetøj fra H&M Home. Foto: anotherstudio.dk

Hvad er dine tre bedste indretningstips?

  1. Hold en rød tråd i hjemmet med udvalgte materialer og farveskala.
  2. Udvælg pynt og nips med omhu – køb ting på rejser eller gå på loppemarkeder. På den måde bliver indretningen personlig og kreativ.
  3. Kvalitet fremfor kvantitet – spar op og invester i møbler, som du kan have resten af livet. På den måde vælger man bæredygtighed over smid-ud-kultur.

Den ting, du holder mest af i din bolig?

Åh, det er svært at vælge. Men det må være vores runde egetræsspisebord og loftlampen i soveværelset, en Le Klint ’Frugtlygten’, jeg har fået i bachelorgave af min kæreste. Den lampe passer perfekt ind i soveværelsets smukke originale detaljer.

Den klassiske Frugtlygten fra Le Klint.
Le Klint lampe
Den klassiske Frugtlygten fra Le Klint.

Følg selv Liva Tholstrup på Instagram og se flere af hendes smukke billeder her:

Vis os din instagram-bolig

Er din bolig helt unik, og vil du også vise den frem her på ALT.dk, så send os gerne et link til din instagramprofil til denne mail: tip@alt.dk

Flere instagram-boliger