Mød vinderne af Sommerdrømme 2022: "Disse to rum blev lavet med blod, sved og tårer"
Det blev eks-parret Louise og Nicolaj, som løb med sejren i Sommerdrømme 2022, og dermed er de ejerne af et sommerhus til en værdi af 2 mio. kroner. De kan nu se frem til skønne stunder i deres nye fristed i Kramnitse på Lolland.
Vi har fulgt med i otte programmer, hvor to svigerinder, en svigermor og en svigersøn, to brødre og et eks-par har skulle bygge, designe og indrette fire tomme sommerhuse til deres helt egen sommerdrøm. De har kæmpet rum for rum, uge efter uge med et fast budget på 310.000 kr. Og til allersidst er det programmets to dommere og en gruppe lokale, som afgører, hvem der vinder TV2-programmet, Sommerdrømme - og et sommerhus til en værdi af to millioner kroner.
Nu er vinderne netop blevet afsløret, og i denne sæson er det eks-parret, Louise Holte-Læssøe og Nicolaj Holte, som får nøglerne til deres nye sommerhus i Kramnitse på Lolland.
Den ene dommer, Jacob Carlsson, peger på, at det særligt var det håndværksmæssige, der spillede ind på Louise og Nicolajs sejr.
"De endte med et hus, som fremstod håndværksmæssigt helt færdigt. Det vil altid skabe en behagelig følelse, når man kommer på visit, så man ikke kommer til at fokusere på ting, der er halvfærdige, siger dommer Jacob Carlsson til TV2.
ALT.dk har talt med de to glade vindere.
Kæmpe tillykke med sejren! Havde I regnet med at vinde jeres drømme-sommerhus?
Louise: "Tusind tak! Jeg troede helt ærligt, at det var Belinda og Mathilde, som ville løbe med sejren, og derfor er jeg såååå overrasket. Selvfølgelig er jeg vild med vores hus og drømte også om at vinde, men jeg turde simpelthen ikke tænke tanken, at vi vandt. Jeg havde i flere dage tænkt over, hvilken reaktion jeg ville have, hvis vi tabte – det var sjovt nok det, der fyldte mest."
Nicolaj: "Jeg havde heller ikke regnet med det, men håbede på det. Ellers er der ingen grund til at tilmelde sig, haha."
Hvad tror I, folk er faldet for ved netop jeres hus?
Louise: "Jeg tror, at de er faldet for, at alt er godt og solidt. Det er et hus, der tiltaler en bred vifte af mennesker, og så har vi simpelthen fået så meget hjertevarme med ind. Det er et hus, som skal bruges og hygges i hele året rundt. Det er et hus og en have, der indbyder til alt ligefra aktiviteter til afslapning, terrassehygge og selv insektlivet er velkomment."
Nicolaj: "Jeg tror, at dommerne og folk kan lide vores hus, fordi det favner bredt og kan rumme alle. Børn, unge, ældre mænd og kvinder. Jeg er sikker på, at lokalbefolkningen har kunne mærke de “lokale” ting, vi har puttet ind fra farver til indretning. Og selvfølgelig har vores Krenkerup-hjørne taget kegler."
Hvilket rum er I mest stolte af? Og hvilket rum har I været mindst tilfredse med?
Louise: "Jeg har to rum, der fylder meget i mit hjerte, nemlig køkkenet og terrassen. Begge steder blev lavet med blod, sved og tårer. Jeg er så imponeret over køkkenets helhed efter optimeringsrunden. Jeg kan være derude altid. Jeg har allerede bagt tærter flere gange til de andre deltagere. På terrassen glæder jeg mig til at sidde en stille stund og nyde den – det har vi slet ikke haft tid til. Jeg glæder mig til at fylde alle potterne med blomster igen. Blomster er min kæmpe svaghed."
Nicolaj: "Personligt er jeg også mest glad for køkkenet og terrassen – det var også de to rum, vi vandt. Badeværelset synes jeg også, at vi slap godt fra, og værelserne blev også gode. Stuen er nok det rum, jeg bryder mig mindst om, men dermed ikke sagt at jeg ikke kan lide det."
Hvad har været det bedste ved at være med i programmet?
Louise: "Det bedste har været, at alle de uger, som pigerne undværede os, gav pote til sidst. Dernæst at møde de andre deltagere og hele crewet. Og selvfølgelig også at være en form for rollemodel for andre skilsmissepar, der ser sommerdrømme. Jeg håber inderligt, at nogen bliver inspireret til at blive bedre eks'er 😊."
Nicolaj: "Det er hele oplevelsen. Og nu sejren. Men det har være så fedt at møde de andre par, produktionen, Pelle og sommerdysterne."
Hvad kommer dette hus til at betyde for jeres familieliv fremover?
Louise: "Det betyder, at vi har det fristed, som vi altid har drømt om at kunne have. Især et sted vi hver især kan dele med pigerne. Jeg vil tage derned så ofte, det kan lade sig gøre. Det er jo helt fantastisk at have natur, vand og stilhed lige uden for døren i sommerhuset."
Nicolaj: "Jeg er enig med Louise i, at det betyder meget at have fået et fristed, hvor man kan hygge med familie og venner. Og allervigtigst er det noget, som vores børn også kan bruge."
Vi har samlet alle billederne af Louise og Nicolajs sommerhus lige her:
Se når de to dygtige dommere Jacob Carlsson og Camilla Kjems bytter roller i Sommerdrømme: