Malene havde en plan, fra hun var 16: Nu kan du selv tage på ferie som i ’Badehotellet’
Hun har drømt om det i en menneskealder, men der var mange ting, der skulle gå op, før Malene Bredvig kunne åbne sit eget badehotel. Da Hotel Strandlyst i Tornby ved Hirtshals kom til salg, faldt brikkerne endelig på plads.
Når Malene Bredvig ser tilbage på sit liv, så har hun altid været på vej til at få sig et badehotel.
Sådan et med historie, pianist og aftenkaffe i stuerne og gæster, der kommer hinanden ved; ganske som vi kender det fra tv-serien "Badehotellet".
"Det er den ånd, vi har her," erklærer Malene, der er 51 og værtinde på Hotel Strandlyst.
Siden marts 2022 har hun drevet hotellet, der ligger i Tornby på vejen, der fører til Vesterhavet. Midt i Vendsyssels smukke, barske natur syd for fiskerbyen Hirtshals.
Købet af netop dette hotel er, indtil videre, kulminationen på drømmen om et badehotel, som har ulmet i Malene, siden hun som 16-årig var i erhvervspraktik på et hotel og efterfølgende fik serveringsjob på Jensens Bøfhus i Herning.
"Jeg kan godt lide at være den, der sørger for, at folk hygger sig," forklarer Malene.
Hun er fra Bording i det midtjyske og blev som ganske ung tjenerelev på et hotel i Holstebro. Her var hun omkring alle afdelinger af hotellets drift, og det var helt bevidst.
"Jeg vidste jo, at den dag, jeg skulle være direktør for mit eget hotel, skulle jeg kende alle de opgaver, der er på et hotel. Selvom det i dag er 30 år siden, jeg sidst arbejdede som tjener, husker jeg, hvordan det var," som hun siger.
Malene var så sikker på, at hoteldrømmen ville blive virkelighed, at hun endda købte et hvidt flygel, som skulle stå i opholdsstuen på det hotel, som hun endnu ikke havde købt.
Det rigtige valg
Malene har boet i både København, Odense og Aalborg, hvor hun gjorde karriere inden for hotelverdenen.
Hun mødte sin mand, de fik børn og flyttede siden til Skanderborg, hvor de fortsat bor sammen med den yngste af parrets tre døtre.
Malene blev selvstændig konsulent for hotelbranchen og nød det fleksible arbejdsliv, som gav frihed, mens børnene var små.
"Det var en god beslutning, og jeg havde ikke travlt. Jeg blev tilbudt jobs som hoteldirektør, men det var ikke en prioritet dengang, og skulle jeg, så skulle det være mit eget hotel, som jeg kunne gøre personligt og til mit," forklarer Malene.
For nogle år siden var hun tæt på at købe et hotel sammen med en anden, men hun fortrød, fordi børnene var for små.
"Dengang sagde jeg til min mand: Det bliver ikke i det her liv!"
Malene smiler og ser sig omkring i Hotel Strandlysts spisestue. Omgivelser der åbenlyst modsiger hendes påstand, og det er hun ganske tilfreds med, for inderst inde ville Malene gerne have et hotel.
"Der var en stemme indeni, der fortalte mig, at jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke gik med drømmen om hotellet. Jeg er god til at have mig selv med i det, jeg gør, og jeg kunne mærke, at det her – det skulle jeg," forklarer hun.
Den røde tråd
Malenes mand forstod, men som hun siger, "så er det ikke hans drøm".
"Og det gør vi meget ud af, for selvom det er ham, der står for regnskaberne, og vi ejer hotellet sammen, så er det min drøm!"
Malene smiler igen, for her ved begyndelsen på sin tredje sæson med Hotel Strandlyst er hun stadig glad for sit valg.
"Jeg glæder mig altid til at komme herop," erklærer hun.
At Malenes drømmested viste sig at ligge langt fra Skanderborg – på Strandvejen i det nordvestlige Vendsyssel – kan virke overraskende, men er også en del af den røde hoteltråd, som løber gennem hendes liv.
"For 25 år siden, så jeg en udsendelse om de to søstre, som dengang drev hotellet her, og jeg tænkte, at det hotel, ville jeg gerne eje," husker Malene.
I marts 2022 overtog hun, og hendes mand, Hotel Strandlyst.
Malenes hvide flygel står nu i dagligstuen, væggene er malet i naturens pasteller, og der er nok at tage sig til.
Kaffesøster
"Mange synes, det er så romantisk at eje et badehotel, men det er først og fremmest hårdt arbejde. Til gengæld elsker jeg arbejdet, og det bedste, jeg ved, er at skænke kaffen for mine gæster. Det er det med at skabe hygge, som jeg altid har holdt af," siger hun.
Udenfor højsæsonen ”nøjes" Malene med at arbejde otte timer om dagen. Hun står blandt andet for markedsføring og salg.
"Jeg arbejder på at få skabt et sted, hvor man tager hen og sænker skuldrene – på et retreat for eksempel. Man kan også leje en del af hotellet til familieweekender, og jeg oplever, at mange elsker at komme her udenfor sæsonen for at vandre i klitplantagen og gå ture til stranden," fortæller hun.
Sommeren er højsæson, og her er Malenes arbejdsdag typisk på 16-18 timer i døgnet, men hun nyder det af flere grunde:
"Vores børn er nu 17, 22 og 23 og de arbejder på skift på hotellet om sommeren. Vi har nogle af de små værelser, hvor vi bor i den periode."
"Til sommer laver vi ophold i uge 27, ligesom på tv-seriens badehotel, med halvpension og aftenhygge i stuerne. Pigerne og jeg skal også have de gammeldags dragter på, og det glæder jeg mig til," fortæller Malene.
"Det her er virkelig drømmen! Den er lidt hårdere, end jeg troede, men det er min drøm!"