Sagsbehandler nævnte førtidspension, men i dag har Martha sit eget fugefirma

Når Martha griber fugepistolen og retter øjnene mod en vinduesramme, falder der en ro over hende, som hun ikke kender andre steder fra.

Med sikker hånd fører hun den bløde masse ind på en perfekt linje. Koncentrationen er dyb, og glæden kryber frem.

– Når jeg fuger, er jeg i min egen lille boble af ro. Jeg kan faktisk ikke have det meget bedre, siger hun og smiler.

Gentagelserne og detaljearbejdet er som støbt til den, hun er. Den føjelige masse, synes hun, er skøn. Og hun kan godt lide at se resultatet med det samme.

Alt i alt priser Martha sig lykkelig over, at hun har fundet sin fuge-hylde.

Når hun tænker tilbage, havde hun ikke forestillet sig at være, hvor hun er i dag – lige færdiguddannet som tømrer og indehaver af sit eget fugefirma, MK Fugeteknik.

Livet er nemlig ikke gået den lige vej for 29-årige Martha Kjærsgaard fra Søby ved Herning. Hun mistede sin far, da hun kun var syv år. Faderen døde i en arbejdsulykke, og det var en sorg, som hun helst ville lukke af for som barn.

Desuden lider hun af en mild form for ADHD og Aspergers, der har givet hende udfordringer i skolen og i andre sammenhænge.

For nogle år siden oplevede hun en større krise med bl.a. depression. Fundamentet i hendes liv knagede. Og på det tidspunkt var det svært at se, hvilken vej hun skulle gå.

Øjnene op for hænderne

En dag nævnte hendes sagsbehandler på jobcenteret ordet ”førtidspension”. Det gjorde indtryk på den unge Martha.

– Jeg havde altid haft et stort drive – det er en af de gode sider ved ADHD'en. Jeg følte det som en falliterklæring, hvis jeg skulle have pension i den alder, siger hun.

Skæbnen ville, at Martha også manglede et nyt sted at bo. Hun tog forbi en fra lokalområdet, som havde en ledig lejlighed. Den manglede alt fra vægge til maling, og Martha tilbød at være med til at sætte den i stand, for at den kunne blive hurtigst muligt færdig.

Det viste sig, at håndværk var lige hende. Hun malede og hjalp blandt andet med listearbejdet, og hun nød det, og resultatet blev godt.

– Min daværende mentor var meget imponeret og sagde: ”Du skal da være tømrer”, fortæller Martha.

Hun nærmede sig et vendepunkt, da hun gik i lære som tømrer.

– Da jeg kom i lære, ”var” jeg lige pludselig noget. Det betød virkelig meget, siger Martha.

På et tidspunkt faldt tingene i hak. For Martha fandt sine fuger.

– Jeg oplevede, hvor meget ro, fuge-arbejdet gav mig, og hvor godt jeg kunne lide det. Og jeg fik ros og fik at vide, at jeg er god til det.

Det passede desuden perfekt, fordi de færreste tømrere kan lide at fuge. Så den del af arbejdet klarede Martha til alles tilfredshed.

Da hun sidste efterår blev skadet med et par overrevne ledbånd, brugte hun sin energi på et kursus i at blive selvstændig, og så åbnede hun sit eget fugefirma ved siden af lærepladsen.

– Mit fugefirma har været med til at redde mig. Jeg er dygtig til at fuge, jeg brænder for det, og fugningen er min redningskrans, siger Martha.

– Hvis mit hoved gør knuder, får jeg det godt igen, når jeg fuger.

Det passer hende også godt at være selvstændig, da det svinger, hvor meget energi hun har. Moms og budget er også ting, hun har fået styr på.

– Det er fedt at kunne klare den slags ting selv. Det giver selvværd, siger Martha.

Hun glæder sig over, at der er godt med håndværkerarbejde at få i de her år.

At gøre en forskel

Hjemme hos Martha er der ikke sparet på orkideerne, den lyserøde farve og glimmeret. Det er en fuge-ekspert med lange lakerede negle, der bor her.

Arbejdstøjet er armygrønt, mens der er pastelfarvede kjoler, høje hæle og pailletter i skabet.

– Jeg elsker glimmer, og en dag skal jeg have en firmabil med glimmer på, planlægger Martha.

Hun forklarer med et smil, at der ikke er stor forskel på at fuge og lave kunstige negle.

Efter planen flytter hendes mor snart ind i lejemålet ved siden af hendes, mens mormoren også bor lige i nærheden. Hun er tæt på dem begge to, og de er hendes sikkerhedsnet – det har stor værdi for hende.

– Jeg har ikke altid været nem, men min mor er en engel, siger Martha.

Mens hun gik på højskole i 20'erne, fik hun dykket ned i den gemte sorg over faderens død, og selv om det var hårdt, har det også gjort godt. Udover at fuge får hun det godt ved at løbe, cykle og træne meget. Og så har hun haft hest en stor del af sit liv – også hestefolden er et fristed.

Nu har hun tre elskede katte i huset og nyder deres selskab. Hun arbejder hele tiden med sig selv.

– Når jeg har det dårligt, skal det helst ikke gå ud over andre, slår hun fast. Marthas drøm er en dag at få en ung praktikant i fugefirmaet, en, der har vanskeligheder, ligesom hun selv har haft. Og som hun kan hjælpe med at finde vej i livet og arbejdslivet.

– Nogle ting kan være indrettet lidt firkantet. Og passer man ikke ind, kan der opstå modstand og kamp. Det vil jeg gerne hjælpe med at undgå.

Hun ville selv ønske, at nogen havde "taget hende ind" noget før. At nogen havde set hende som noget andet end "besværlig" i skolen – og havde set hendes ressourcer frem for hendes begrænsninger. Så det vil hun rigtig gerne hjælpe et ungt menneske til at få øje på.

– De ting jeg har været igennem, har gjort, at jeg er forholdsvis god til at forstå andre. Og min mormor siger ofte, at "den, der har evnen, har pligten", fortæller Martha.

Det ville faktisk være en endnu større glæde end at fuge for hende:

– Jeg vil rigtig gerne gøre en forskel for nogen.