Min bedste juleidé...
Lad dig inspirere af fire stilflde kvinders bedste juleidéer til stemningsfuld udsmykning og hygge.
Julie Wettergren er smykkedesigner i Julie Wettergren Jewellery og medejer af butikken Wettergren & Wettergren. Julie elsker julen og alt, hvad den fører med sig af hjemmelavet julepynt, julebag og personlige gaveindpakninger. Juletid er for hende familietid, og hun kan slet ikke stå for forventningens glæde hos sine børn, Conrad på 7 og Telma på 3 år. De sidste par år har hun bagt engelsk julekage, som hun bager allerede i oktober og derefter løbende hælder over med mørk rom, så den i december er så bastant, at den holder helt til jul. Da Julies mand er amerikaner, deler familien julen mellem Danmark og USA, men uanset, hvor de er, fejres julen både på dansk vis den 24. om aftenen og på amerikansk facon den 25. om morgenen.
Se mere på Juliewettergren.com
PIBERENSEPYNT
Det er særligt hyggeligt at lave julepynt, når man har børn, og de her små katte, kan alle være med til. Bøj piberensere i forskellige farver i den ønskede form, og lim glansbilleder af hunde, katte, kaniner eller engle på med en limpistol. Slut af med en lille sløjfe om halsen på hver.
NISSEHUEKYS
Pisk to æggehvider til de danner stive toppe, og pisk herefter 100 gram sukker og en knivspids vaniljesukker i en spiseskefuld ad gangen. Farv halvdelen af massen rød med farvepasta, og kom henholdsvis den røde og den hvide masse i sprøjteposer. Sprøjt en rund cirkel med den hvide, så selve "huen" med rød og til sidst en lille "dut" med hvid.
HORTENSIAJUL
Tørrede hortensiaer udgør grundstenen i den nemmeste pynt, man kan forestille sig. Spray dem med lak eller sølv, og brug dem, som de er, i en vase eller som del af en smuk krans på døren.
MEMORYSPIL
Min tante kom ud for en rideulykke, og memory-spillet lavede jeg for at gøre genoptræningen personlig og "legende". Selve spillet er et almindeligt vendespil fra en legetøjsbutik. Da min tante er i modebranchen, købte jeg 3 x 2 ens mode- og gossipblade, og fandt heri billeder af tøjmærker eller personer, jeg vidste, hun holder af. Jeg klippede billederne ud (x2) og limede dem på brikkerne fra spillet.
PEBERKAGEHUS
Find en opskrift på peberkagedej. Skær skabeloner til vægge og tag af pap, og rul dejen fladt ud. Placer skabelonerne på dejen, og skær fladerne ud. Bag fladerne, og lad dem køle helt af, før du samler dem med "royal icing", en tyk glasur lavet af æggehvider og flormelis. Lad huset tørre natten over, og pynt det næste dag med slik og bolsjer.
LÆS OGSÅ: Bliv inspireret af de kendtes adventskranse
LÆS OGSÅ: 5 hjemmelavede julefavoritter
LÆS OGSÅ: 50 idéer til hans pakkekalenderChristina Sandersen er indehaver af Kreavilla.com, hvor hun dagligt blogger om krea-ideer og boliginspiration. Hun elsker hyggen og alle forberedelserne op til jul, og er faktisk ikke sikker på, hun ville overleve vinteren uden. Hun begynder at pynte op og bage julekager allerede i november, og ville ikke for alt i verden undvære risengrød. Heller ikke den, der bliver sat op til nisserne på loftet...
ADVENTS-KASSE
Advents-"kransen" er nem og hurtig at lave, og så holder den sig fin og frisk gennem hele december. Find en gammel frugtkasse, og fyld den med sand. Sørg for, at kassen holder tæt ved for eksempel at fore den i bunden med plastik. Sæt fire bloklys i, og dekorer med forskellige sukkulenter. Lav et juletræ ud af kobber-vandrør, som kan købes i enhver butik med vvs-artikler.
HJEMMELAVET JULESTJERNE
Julestjernen er lavet af tynde kobberrør, som man kan finde hos enhver forhandler af vvs-artikler, som er sat sammen med ståltråd. Teknikken bygger på den finske himmeli-teknik, hvor man laver geometriske figurer og mobiler af tynde rør – typisk halmstrå. De store papir-fnug i baggrunden er købt på Kirkesjov.bigcartel.com.
MOSLANDSKAB
Lav dit eget æstetiske alternativ til det larmende nisse-landskab. Brug en glasplade som bund, sæt sukkulenter, mos og kogler, der kan købes hos en blomsterhandler, på. Dekorer med julepynt – som her små træsvampe fra Idemøbler og juletræer i papir fra Miss Etoile. Kobberurtepotten er fra H. Skjalm P.Anne Wehner er kommunikationschef hos Royal Copenhagen. For hende handler julen om refleksion, nærvær og traditioner. Om at lade roen falde og magien komme, og om at være sammen med nogle af de mennesker, hun holder allermest af. Kærlighed og nærvær er for hende nøgleord i julen, og så bliver det ikke rigtig jul uden salmesang. Hun elsker den fortættede stemning og intense hygge i december måned, og hjemme hos hende selv dufter der af gran og nelliker. Der er altid masser af levende lys, der får stjernerne på juletræet til at funkle og glimte, og så lytter hun til Bachs juleoratorium og Diana Kralls Christmas Carrols i hele december.
JULETRÆET MED SIN PYNT
Mit juletræ skal gå helt op til loftet! Jeg pynter altid juletræet med blå juleklokker fra Royal Copenhagen, skåle fulde af konfekt og masser af røde pigeonæbler i bordeux velourbånd. Der skal også være masser af levende lys og måske et strejf af guldlametta. For mig er højtiden forbundet med skønne minder og ikke mindst en særlig duft af jul, der kommer fra hjemmebag, gran, kogler og æbler.
BLÅ KLOKKER
Royal Copenhagens klassiske blå juleklokker hører til blandt min yndlingsjulepynt. De står gerne sammen med en vase med enkelt pyntede grene, fordi de er så smukke i sig selv.
JULEDEKORATION
Min juledekoration består af en masse fyrfadsstager, papirklip og vinterbær arrangeret på et fad med fod. Det er både nemt og dekorativt.
BORD DÆK DIG
Juleaften dækker jeg op med mit fine julestel, Stjerne Riflet fra Royal Copenhagen. Det er dekoret med julens symboler og spreder den mest fantastiske julestemning. Dertil masser af kogler, gran og glimtende stjerner. Bestikket kan købes i Royal Copenhagens butik på Amager Torv i København, og de grønne glas fra Holmegaard er antikke.
Esther van de Paal er grundlægger og partner i Babycchino Kids, der er en portal, som gør det nemt for mødre at navigere i shopping til børnene på nettet. Hun er selv mor til fire, og bosat i Amsterdam, hvor hun elsker den særlige stemning i december, når husene dekoreres med hjerter, stjerner og gran. For hende bliver det ikke rigtig jul uden et stort juletræ, gaver, der er købt eller lavet med omtanke og lange gåture med familie og venner.
Se mere på Babyccinokids.com.
PERSONLIG INDPAKNING
Køb en rulle brunt indpakningspapir og en bunke manillamærker. Skær en enkel trekant (eller andre former) i et stort viskelæder og dyp den i blækket på en stempelpude. Du kan også lave flere former i forskellige størrelser. Sæt stempler i dit eget, personlige mønster på såvel papir som manilla-mærker, som du binder på pakkerne som til/fra-kort.
HJEMMELAVET FUGLEFODER
Tag ungerne med i skoven, og saml en bunke store grankogler. Smør koglerne ind i peanutbutter, og rul dem herefter i fuglefrø. Bind en snor i toppen, og hæng dem udendørs et sted, hvor I kan se dem fra vinduet, så I kan følge med i fuglenes måltider.