Glasflasker genbrug

8 gode råd: Sådan skaber du mindre affald i husholdningen

Det behøver hverken at være tidskrævende eller besværligt, hvis du vil gøre din hverdag lidt grønnere, og der er masser af små hverdagsvaner, du kan ændre for at leve mere klimavenligt. Vi har samlet 8 råd til, hvordan reducerer dit skrald og gør din hverdag grønnere - uden at det kræver en kæmpe indsats. Og husk på at alt tæller i det store klimaregnskab.

Tomme marmeladeglas og konservesdåser, kartoffelskræller og ulæste aviser og reklamer. I gennemsnit smider vi danskere 593 kg affald ud om året. Heraf ender over halvdelen på forbrændingsanstalten, hvor det går op i røg, og det gør Danmark til det land i Europa, der smider mest skrald ud pr. indbygger. Selvom du måske sorterer dit affald, er det langt fra det hele, der kan genanvendes, så vil du gøre en mærkbar forskel og bidrage positivt til klimaregnskabet, kan du overveje at tage skridtet videre og minimere dit affald i husholdningen.

8 gode råd til at skabe mindre affald i husholdningen

Spis dit skrald

Meget af det som vi normalt betragter som madaffald, og som ryger direkte i skraldespanden indeholder faktisk både masser af smag og sunde næringsstoffer. Hvis du tænker lidt kreativt, kan dit køkkenaffald let blive til lækre madretter.

  • Grøntsagsstokke, toppe & blade

Stokke og grove blade på f.eks. broccoli, blomkål og andre kålsorter kan sagtens anvendes i supper, pastasovs eller grøntsagsmos. De grønne toppe på gulerødder, rødbeder eller radiser kan snildt bruges som smagsgiver i dressinger, som grønt drys på smørrebrød eller i salatskålen.

  • Løg- og grøntsagsskræller

Lav sprøde chips af skrællerne fra både kartofler, rodfrugter og gulerødder. De smager lækkert og indeholder masser af vitaminer og fibre. De sprøde skræller egner ikke kun som sunde chips men også som tilbehør til kød- og fiskeretter eller som sprødt drys på suppen eller i salater.

  • Tørt brød

Tørt franskbrød eller rugbrødsender havner tit i skraldespanden. Du kan genbruge det gamle rugbrød i hjemmelavet mysli med havregryn, kerner og forskellige nødder, som rugbrødschips eller øllebrød. Af tørt franskbrød kan du lave lækre, sprøde croutoner eller bruschetta med forskelligt fyld og spise det som tilbehør til salater eller suppe. Både rugbrød og hvidt brød kan også opblødes og bruges som fyld i brøddej, når du bager.

Minimer dit madspild

Det største madspild sker i de private husholdninger. Faktisk ender ca. 20% af de madvarer, som vi køber, i skraldespanden. Du kan minimere madspildet og oveni købet spare penge ved fx at lave madplaner, undlade at købe for stort ind og genbruge rester. Undlad at kassere frugt og grønt, der er rynket eller stødt, men skær i stedet det ”kedelige” af og brug resten i fx smoothies, gryderetter, supper eller kødsovs. Gem madrester i små opbevaringsbokse og lav mad af resterne - meget kan genbruges. Kødsovsen kan fx bruges til pizza-topping, og kødrester kan krydres og kommes i pitabrød eller i en sandwich og en rest fisk eller kylling kan kommes i salaten.

Spar på engangsemballagen

Mange af os bruger stanniol, plastikfilm eller anden engangsemballage, når vi skal pakke madrester og andre fødevarer ind. Det er nemt men også en af de store syndere i dit daglige skraldeforbrug, da meget engangsemballager er energikrævende at producere og ikke kan genanvendes. Brug i stedet patentglas, gamle syltetøjsglas eller genanvendelige plastbøtter, der kan vaskes af og bruges igen og igen.

Gem glas og flasker

Syltetøjsglas, glas og flasker fra fx pesto, sennep, vin og andre fødevarer kan sagtens genanvendes frem for at havne i glascontaineren. Vask glas og låg af og fjern etiketter og rester af lim og genbrug dem som drikkeglas, fyrfadsstager eller til opbevaring af fx nødder, rosiner, salt eller andre fødevarer. Med låg er glassene også perfekte til opbevaring af skruer, hobbyartikler eller andre dimser og dutter. Glasflaskerne kan bruges til opbevaring af fx dressinger eller genanvendes som dekorative vaser.

Genbrug tomme konservesdåser

Flåede tomater, kikærter og kokosmælk er bare nogle af de mange fødevarer, som du køber på dåse. Men efter at dåsen er åbnet og tømt, kan den sagtens genbruges - og det er kun fantasien, der sætter grænser. Mal eller dekorer dåserne og brug dem som fx opbevaring af bestik eller ungernes farveblyanter. Eller lav små huller i dåserne og brug dem som fine lanterner, som du kan hænge op udenfor eller sætte i vindueskarmen. Dåserne kan også bruges som urtepotteskjulere eller til forspiring af fx krydderurter i vindueskarmen.

Genbrug kaffegrums og tebreve

Kaffegrums og tebreve ryger typisk direkte i skraldespanden, når vi er færdige med at brygge de varme drikke, men både kaffegrums og te indeholder næring og andre gode ting og er fx super næring til dine planter. Fordel grums og indholdet af teposerne på jorden ved rødderne af dine planter. På den måde giver du planterne en naturlig vitaminindsprøjtning og sparer samtidigt miljøet for kunstig gødning. Kaffegrums egner sig også godt til bodyscrub evt. blandet med lidt kokosolie eller til at gnubbe spækbrættet med, når du har skåret løg. Det tager lugten både fra brættet og fingrene.

Tak nej til reklamer

Hver eneste uge bugner postkassen af farvestrålende reklamer og gratis aviser, som du med garanti sjældent får læst. Det er unødigt brug af papir, og hvis du sætter et nej-tak-til-reklamer skilt på din postkasse, kan du spare miljøet for 40 kilo reklamer på bare et år. Brug i stedet den elektroniske portal etilbudsavis.dk, hvor du kan finde en lang række tilbudsaviserne fra bl.a. supermarkeder og byggemarkeder læses online på etilbudsavis.dk.

Pust nyt liv i dit gamle tøj nyt liv

Ryd ud i klædeskabet og giv dit tøj nyt liv ved at aflevere det i din lokale genbrugsbutik, sælge det på loppemarked eller på Den blå avis, Facebooks Marketplace, Trendsales eller en af mange andre online handelsportaler. Er du kreativ anlagt, kan du også upcycle dit tøj ved at lave dine slidte jeans om til shorts, sy sommerkjolen om til en nederdel eller den slidte t-shirt om til indkøbsnet. Så behøver du heller ikke at købe en plastikpose, næste gang du handler.

Kilder: Groenforskel.dk, stopmadspild.dk, Langbrug & Fødevarer