Monika og Tom Petersen sommerhus

Det lille sommerhus på blot 50 kvadratmeter blev familiens ved en tilfældighed....

Når byen larmer for meget, sætter kunstner Monika Petersen og hendes familie sig i bilen og kører til Tuse Næs. Her ligger familiens sommerhus, hvor der er god plads til ro, nærvær og fordybelse i kunsten og naturen.

Det lille sommerhus på blot 50 kvadratmeter blev familiens ved en tilfældighed. De var faktisk slet ikke på jagt efter et sommerhus, men da deres venner, som ejede huset, skulle sælge og spurgte Monika, blev svaret alligevel et ja.

– Vi har altid nydt at komme her, da vores venner havde det. Vi kendte huset, men vi kendte ikke området, fortæller Monika og forsætter,

– Vi blev fuldstændig overvældet over den smukke natur, der findes her, kun en times kørsel fra København. Desuden har vi fået meget mere for pengene, end hvis vi havde købt sommerhus i Nordsjælland. Til daglig bor familien i København, hvor Monika har butikken Monika Petersen Art Print på Islands Brygge. Sommerhuset er derfor et kærkomment helle, når de trænger til at komme væk fra byens stress og larm.

Her ses et af Monikas mange fine tryk i selskab med de smukke frøstande, der sætter kreativiteten i gang.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Her ses et af Monikas mange fine tryk i selskab med de smukke frøstande, der sætter kreativiteten i gang.

Loppefund og lyse flader

Huset var i super stand, da de købte det, men inden familien flyttede ind, var der alligevel nogle ændringer, de gerne ville føre ud i livet. De drømte om et hus, der var lyst og hyggeligt på samme tid.

– Det første vi gjorde, da vi fik nøglerne, var at få malet alle gulvene lysegrå. Det gjorde huset mere lyst og indbydende. Så installerede vi en varmepumpe, så huset er nemt at varme op hele året rundt, fortæller Monika. Nærmest alle møbler i det lille hus er loppefund og genbrug, da familien ikke synes, det giver mening at have et fritidshus pakket med dyre designikoner. De har investeret i lidt lamper, men ellers er det meste købt brugt. Monika har koncentreret indretningen om tre basisfarver, nemlig hvid, kølig grå og blå, og så masser af træ.

Monika og Tom Petersen sommerhus
Alkoven blev bygget, så børnene Lilli og Mitch har et sted at sove, hvis de ikke gider at være i annekset. – Faktisk fortrækker jeg også at sove her, når jeg er i sommerhuset alene, der er et fantastisk lys, og så kan man rigtig putte sig i alle puderne og tæpperne, siger Monika.

Udeliv fremfor skærmtid

Rundt om halvdelen af huset løber en skøn træterrasse, hvor de fleste vågne timer bliver brugt.

– Når vi er hjemme i lejligheden, ender aftenen ofte med, at vi sidder med hver vores skærm. Heroppe sidder vi ude, så længe vi kan og nyder haven, og nyder at Lilli kan hoppe rundt i træerne. Jeg elsker haven med de gamle træer, det passer mig helt fint, at den er lidt vild, og så er der dejlige æbler, brombær og blommer, siger Monika. Hun elsker også de lange gåture i den omkringliggende natur, og her finder hun også inspiration til sine grafiske værker. Derfor er næste projekt, at gæstehuset i haven skal indrettes til atelier og værksted med arbejdsbord og trykpresse, så hun kan føre alle sine ideer ud i livet. Med værksted i haven og hyggen i huset intakt, er der ingen grænser for hvor ofte, familien trækker stikket og kører på landet.

– Det er som om tiden står stille, når vi står ud af bilen heroppe, og det har vi brug for en gang imellem med vores travle hverdag, siger Monika.

Monika og Tom Petersen sommerhus
Stemningen og farverne ved vandet inspirer Monika, der har arbejdet med botaniske tryk i mange år.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Opvasken foregår i hånden, men Monika synes faktisk at det er meget hyggeligt. – Vi får talt om alt muligt og klarer det i fællesskab, smiler hun.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Hjemmebagte boller med ost på toppen er en fast tradition, når familien er i sommerhuset.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Kig gennem sommerhuset til de to rum for enden, soveværelset og en lille gang med dør til toilettet. Gyngestolen foran brændeovnen er et loppefund og det første familien tog med i bilen, da de kom herop efter at have overtaget huset.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Spisebordet fulgte med huset, og stolene er fundet på DBA. De er nemme at bruge både inde og ude, fordi de kan klappes sammen og ikke vejer ret meget. Lampen over bordet er fra HK Living. Monikas egne kunsttryk står på gulvet, hun har valgt dem der passer bedst til sommerhusstemningen.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Toiletrulleholderen er lige som den skal være i et sommerhus.
Monika og Tom Petersen sommerhus
I soveværelset hænger en bambusknage med en buket af tørret ukrudt. Sengetæppet er et loppefund, som Monika har fundet på nettet.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Under det lille udhæng har familien sat et sæt havemøbler, så de stadig kan sidde i læ og nyde haven, hvis der kommer lidt regn.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Hamamhåndklæderne og kæden med små duftende perler af olivensæbe er fra hollandske ottomania.nl. Knagerne er lavet af hulsten, som familien har fundet på stranden og bare skruet op.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Haven er Monikas og resten af familiens yndlingssted, og det er her de lader de op og nyder at have tid til at læse en bog. Havemøblerne fulgte med, da familien overtog huset. For lignende lanterner prøv Broste Copenhagen.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Hele haven er fyldt med frugttræer og bærbuske, så når det er sensommer er her lige så dejligt at være, som når det er højsommer, for der bugner det hele af frugt.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Familien har et skønt udebad bag ved huset, så salt og sand kan skylles af, inden man træder indenfor.
Monika og Tom Petersen sommerhus
Hulsten er en ægte sommerhusklassiker, og disse er fundet ved gåture langs den lokale strand.

Hvem og hvor?

Hvem: Monika Petersen, kunstner, hendes mand Tom og børnene Mitch og Lilli på 20 og 7 år.

Hvad: Sommerhus fra 1963 på 50 kvm.

Hvor: Tuse Næs, tæt på Holbæk.

@monikapetersenartprints