Anne og Oles gæsteværelse - sommerdrømme 2021

Sommerdrømme (6:8): Dette par taber momentum og bliver indhentet af de andre

Vi har bedt sommerhusentusiast og chefredaktør Nicola Kragh Riis se med i den nye sæson af Sommerdrømme og komme med sin vurdering af programmet. I femte afsnit skal deltagerne lave gæsteværelse.

Sommerdrømme afsnit 5: Gæsteværelser

Intet sommerhus uden gæsteværelser, og da jeg selv kiggede på sommerhus sidste år, var det netop ekstra plads til overnattende gæster, der var udslagsgivende for det endelige valg. Men hvordan skaber man så nogle hyggelige gæsteværelser, som ikke bare står tomme, triste og forladte, når der ikke er gæster? På den knappe plads, der er i et sommerhus, ville det være smart, hvis de ekstra værelser også kunne have en funktion, når der ikke er gæster.

I denne uges afsnit skal de fire par indrette to ekstra værelser uden krav om, hvad de to rum skal bruges til.

Det giver frihed til at freestyle, og jeg er vild med, at parrene virkelig tager udfordringen op og tænker i kreative baner og ikke kun gæsteværelse. Der er både plads til yoga, mange gæster, krearum, leg, børn og fordybelse. Men det er også til at mærke, at energien måske er ved at sive lidt ud af vores kære sommerdrømmere, hvilket er helt forståeligt. Der er mange gode ideer, men kræfterne er ved at slippe op. Hos Asger og Mathias udmønter det sig i et husmøde, hvor Mathias får snakket med Asger om, at han må tage mere over, da Mathias, som er vant til at styre, er træt.

Pigerne Lone og Maja når ikke at blive færdige med alle deres ting, og Kaspar og Lambang slår også et lidt for stort brød af en seng op, som de ikke selv er tilfredse med. De sidste par uger har jeg ellers rost dem meget, men i dette afsnit taber de lidt momentum og bliver halet ind på af de tre andre par, der trodser trætheden og kommer i mål med fede fede rum.

Dommerne vægter kreativitet, håndværk og udnyttelse af rummene, og alle byder dem op til dans.

Kaspar og Lambang indretter børneværelse i Bali-stil og gæsteværelse i Bøtø-stil. De virker ikke selv helt tilfredse, og jeg har også tidligere været vild med deres unikke fusion af badehotel og Bali og synes, at det fungerer mindre godt, når de to ting bliver skilt ad. Jeg var så vild med deres soveværelse og ville ønske, at de havde lavet mere af det samme her. Når det så er sagt, er der skønne farver og to indbydende rum, men ikke samme wow-effekt som tidligere. Sorry guys, men jeres høje niveau har også øget mine forventninger til gale og geniale ideer. Den gule vægfarve på gæsteværelset er inspireret af vandtårnet i Nykøbing Falster, og det virker lidt skørt, at dommerne ikke kender mere til lokalområdet, når det er en af de overordnede præmisser for hele programmet. Kaspar og Lambang vandt en ekstra time i sommerdysten, hvor de fløj med drage, men jeg får fornemmelsen af, at de kunne have ønsket sig en ekstra dag for at nå helt i mål.

Lambang_og_Kaspar_boernevaerelse.jpg

Anne og Ole skruer virkelig op for farverne i denne uge, og det kommer frem, at det er Anne, der har holdt dem tilbage, for far Ole er vild med stærke farver som gul og terracotta og har heller ikke noget imod den storblomstrede og kulørte sofa, som Anne har fundet i genbrug. Mega sejt, far Ole. Jeg er helt vild med deres brede kreabord af genbrugstræ, og jeg ville elske selv at have en lignende løsning. Deres soveværelse i 1940er-badehotelstil er super hyggeligt, at jeg ville føle mig som den heldigste sommergæst, hvis jeg kunne tjekke ind her. Far-datter får virkelig skabt to dejlige rum, som kan fungere både med og uden gæster, og jeg har lyst til at se meget mere fra rummene, som jeg fornemmer, at vi ikke når.

Anne og Ole's kreabord.
Anne og Ole's kreabord. Sommerdrømme 2021.
Anne og Ole's kreabord.

De to drenge, Asger og Mathias, kommer igennem deres krise om, hvem der skal føre taktstokken og får virkelig styr på de to rum i en sådan grad, at jeg mener, de kunne have vundet ugens rum. De får skabt løsninger, som er super meget oppe i tiden, nemlig både en lamelvæg og en væg malet med kalkmaling. Begge dele passer spot on til deres jagt og naturtema, som de ikke viger en centimeter fra, og det er stærkt. De kunne sagtens være mere famlende stilmæssigt især taget i betragtning, at alt med indretning er nyt for dem. De formår også at skifte kurs undervejs, da de ellers ville få et kæmpe arbejde med at skære lamellerne skrå, og det viser overskud i en presset plan at kunne løfte blikket og tage en ny beslutning. Stærkt teamwork og surt, at det ikke var nok til en sejr.

Asger og Mathias gæsteværelse med kalkmaling. Sommerdrømme 2021.

Maja og Lone skaber et legende børneværelse med Lego-borde og køjesenge og et soveværelse/yogarum. Jeg synes, de afviger stilmæssigt fra, hvad de viste i starten, og jeg bliver decideret forvirret over deres valg af tapet i soveværelset, som jeg synes, bliver et markant stilbrud. De selvbyggede, mobile og stabelbare senge er vildt godt tænkt, da de giver plads til, at rummet også kan bruges som yogarum, når sengene stables. De to piger er virkelig grundige, men det betyder også, at de ikke når helt i mål. Måske de også skulle tage en snak om at fordele opgaver mellem sig, så de kunne nå mere. De vinder ugens rum især på grund af det høje byggeniveau.

Maja og Lone's gæsteværelse. Sommerdrømme 2021.

Min yndlings-detalje fra programmet

Sovesofa-løsningen som Anne og Ole lavet var helt unik og sjovt fundet på. Den gav et look til hele rummet, som ikke behøvede meget ekstra for at blive elegant og enestående. Det er et (hotel)værelse, man ikke glemmer foreløbig.

Anne og Oles gæsteværelse sommerdrømme 2021

Det fik ikke nok ros

Asger og Mathias’ samlede og fuldendte stil, der virkelig sejler i mål med de to gæsteværelser. De to har fundet en stil, som de kører igennem, og de kaster sig over lamelvæg, som giver super meget stemning og charme til det nybyggede hus. Deres look er gået fra meget ungt til mere elegant og voksenlækkert. Det er stærkt at se, at de har gennemgået en stor udvikling på kort tid.

Det glæder jeg mig til næste gang

De fire, nu lettere udmattede par, skal næste uge udenfor igen og indrette området rundt om huset. Jeg kan frygte, at batterierne er ved at være løbet tør for energi, og jeg håber, at de kan holde gejsten, selv om det bliver fysisk hårdt arbejde.

Følg Nicola Kragh Riis på Instagram her: