Nye tider i bondegården
Her kan man tale om luftig retrostil.
Lise og Erika nyder fælleshaven i skyggen af et af de mange gamle frugttræer.
Da Lise Kapper var barn, kom hun ofte på den gamle gård lidt uden for Odense for at besøge sin veninde. Så det virkede nærmest skæbnebestemt, da hun og hendes mand, Jarl, flyttede ind med datteren, Erika, hankatten Lauritz og deres helt personlige univers af klassikere fra tre årtier og finurlige stilleben.
Lise og hendes mand, Jarl, flyttede til Grønløkkegård i sommeren 2006 og havde indtil da boet i København med deres dengang etårige datter, Erika, i fremlejede lejligheder. – Da vi begge kommer fra Odense, og fordi Jarls store dreng, Ditlev, fortsat boede i byen, var det oplagt at vende blikket mod Fyn. Tilfældigt så vi en annonce om et bofællesskab øst for Odense centrum. Vi tog herover og var solgt på stedet, fortæller Lise, der ret hurtigt opdagede, at stedet, hun havde fundet, ikke var helt ukendt for hende. For Lise var nemlig kommet på Grønløkkegård som barn, fordi hun gik i klasse med Janne, der boede på gården. Da Lise opdagede, at en forbindelse allerede eksisterede, virkede det nærmest skæbnebestemt, at hun skulle bo på gården. Da hun var barn, var Grønløkkegård bolig for en familie, der drev landbrug på jorden omkring. I dag bor der tre familier i separat indrettede boliger på gården, og jorden er solgt fra. Tilbage er en kæmpe have, som gårdens beboere deler, og som byder på masser af gamle frugttræer, græs og områder med utæmmet natur.
Et blødt punkt for retro
Lise Kapper arbejder til dagligt som museumsinspektør ved Mediemuseet på Brandts i Odense, mens Jarl, der har gået på kunstakademiet og derudover er udlært murer, arbejder som udstillingsopbygger for Kunstmuseet Brandts. De har derfor begge deres hverdag i kunstens verden, og fascinationen af udtryk og æstetik ses tydeligt i familiens meget personlige bolig. – Æstetik er et omdrejningspunkt for os, og vi elsker at jonglere med forskellige tidsepoker, forklarer Lise, der mest er til stilen fra 50´erne, 60´erne og 70´erne. – Der er ingen tvivl om, at vi begge har et blødt punkt for retro- æstetik, fortæller Lise, der har tilbragt en stor del af sin barndom på loppemarkeder, fordi hendes far var antikvitetshandler. – Jeg kan godt lide ting med patina og at mikse ting fra forskellige epoker, fortæller Lise. Personlige løsninger At familien Kapper gør tingene på deres egen måde, hersker der ingen tvivl om, og man finder ikke mange standardløsninger i deres indretning. Og det er ikke Lise, men derimod hendes mand, der interesserer sig for indretning. – Jeg går op i mad, og Jarl går op i indretning – han står suverænt for vores hjems udseende, fortæller Lise, der dog deler andre interesser med sin mand som kunst, musik og sociale arrangementer.
– Vi bruger den store lade på gården til det, vi kalder for ´stuekoncerter´, og det har været en stor succes i nærområdet, fortæller Lise, der leverer masser af kager til arrangementerne. For kager er en af Lises helt store passioner.
Lises yndlingsfarve er gul, så flertallet af de stole, familien har fundet på et loppemarked, har fået en tur med penslen. Bordet er også et loppefund. Glasvasen er en klassisk Holmegaard-vase. Jarl har taget fotografierne på væggen.
IDE: Lav din egen billedcollage med fotos printet ud som polaroider. Sæt mange sammen i en asymmetrisk form. Husk, at kun fantasien sætter grænser for, hvad du kan fotografere!
Familien bor i den ene halvdel af det store hovedhus fra 1909.
En farvestrålende planche købt i Hamborg hænger over en Børge Mogensen sofabænk. Det skønne spraglede striktæppe er et loppefund.
I soveværelset ovenpå giver et smukt striktæppe og en gul pude på en gammel Grand Prix-stol farve til det kridhvide rum. Tryk og tegninger er af Jarl selv og Steen Valde Larsen, mens radio og arkivskab er loppefund.
Jarl har istandsat badeværelset fra bunden, herunder støbt gulvet i beton. De hvide slagteriagtige fliser reflekterer lyset. En Amagerhylde fra en genbrugsbutik udgør en sjov alternativ badeværelseshylde.
Et par stole har her fået ny funktion. “Vi har en del bøger og magasiner stablet op rundt omkring primært som et dekorativt element, men også fordi vi ikke har reolplads nok”, siger Lise.
TIP
Mangler du reoler til bøger og blade, så gør en dyd ud af det, og stabl dem under og oven på en stol eller to.
Jarl købte Arne Jacobsens Grand Prix-stole med de oprindelige ben af træ for 12-13 år siden – og familien er stadig lige vild med dem! Bordet er et gammelt BoConcept-møbel. Pendlen fra Louis Poulsen, det lille maleri af Jette Bille og tavlen er alle loppemarkedsfund.
Jarl har også istandsat køkkenet selv: bygget køkkenelementerne, støbt gulv og bordplade i beton og sat fliser op. Emhætten er fra Trepol, og de klassiske værkstedslamper i orange er fra Louis Poulsen.
Et hjemmebygget bord og gule Tolix-stole sørger for, at det altid er lidt sommer på terrassen på Grønløkkegård. Lise og hendes datter binder altid buketter fra træer, buske og blomster fra haven og rundt omkring Grønløkkegård, når det er sæson.
I entreen hænger knagerække og bøjler fundet på loppemarkeder. Katten Lauritz leder efter sin mad (han er ikke opkaldt efter auktionssitet ...).
Jarl er en rigtig samler og har bl.a. mange vaser af keramik. Nogle af dem har fået plads i vindueskarmen her. Stolen er en FDBklassiker, som fås fra ny hos Coop.
Kommode, vaser og træsnittet af Peter Brandes er alle loppefund.