Her har arkitekten har skabt et funktionelt hjem på 94 kvadratmeter til sin lille familie
Arkitekt Friederike Faller har skabt et funktionelt hjem til sig selv og sine to døtre i en treværelseslejlighed, hvor hver en kvadratmeter, oppe som nede, er udnyttet. Alligevel er indtrykket luftigt.
Friederike Faller fandt sin lyse treværelseslejlighed på Frederiksberg i 2010. Hun ledte efter et sted at bo tæt ved hendes to døtres far, skole og venner. Da Friederike første gang stod i lejligheden og oplevede, hvordan lyset bare vældede ind i de højloftede rum, vidste hun med det samme, at det var her, hun og pigerne skulle bo. Friederike så også med det samme, hvordan hun kunne skabe plads og fordele kvadratmeterne, så alle fik oplevelsen af at have et privat område at trække sig tilbage til.
– Her er utroligt lyst med en helt særlig generøs atmosfære. Her er vi tætte og kan fornemme hinandens tilstedeværelse. Samtidig kan vi trække os tilbage til hver vores hjørne, fortæller Friederike, der også er glad for lejlighedens enkle layout.
– Alle rum, inklusive entreen, er kvadratiske og uden spildplads. Det har været ret nemt at arbejde med, siger hun.
To værelser i et
To af værelserne har Friederike skabt ved selv at designe og bygge en stor rumdeler-boks. Den står midt i den ene stue, som derfor nu er blevet til to værelser. I den ene side af boksen er der en kombineret hems, garderobe og sofa. Her har Rosa på 12 år værelse. På den anden side rummer boksen garderobe og opbevaring – og her ligger Friederikes værelse.
– Opdelingen måtte ikke blive for voldsom i rummet eller tage lyset fra vinduerne, så boksen går ikke op til loftet. Det gav plads til, at Rosa kunne få en hems, fortæller Friederike.
Smart opbevaring
I gangen har Friederike sat hylder op hele vejen rundt over dørkarmene, i køkkenet er overskabene dybe nok til, at der kan stå store opbevaringskasser under loftet, og i stuen er alle bøger, medier, etc. samlet i en bred væg til vægreol. Det hele blev udført på ganske få måneder, så familien hurtigt kunne komme på plads.
– Det er skønt at få små overraskelser bagefter. For eksempel at opdage, hvor meget vi bruger pladsen i lejligheden, både oppe og nede. Det hele er i brug, siger en tilfreds Friederike.
Der er højt til loftet i lejligheden med plads til, at Rosa indimellem kan bruge hylden over vasken i køkkenet som læseplads. Det har et indbygget spændingsmoment: Når hun skal ned, skal nogen sætte stigen frem!
Dørene ud til den 4,20 meter lange altan slipper masser af lys ind i stuen. Altanen er en lille oase for Friederike, Emma og Rosa fra forår til efterår.
Selvom indretningen er meget enkel, skal der være plads til små ting med personlighed. Her fine sager samlet i naturen og farvestrålende dyrefigurer.
Den brede reolvæg samler rummet. Her er plads til alle slags medier, nips og sager. Spisebordet er en prototype og kan skilles ad. Stolene er Eames glasfiberstol DSW. Det væghængte keyboard optager minimalt plads.
TIP
Saml alle mindre ting i en stor og rummelig reol for et roligt og samtidig hyggeligt udtryk.
Køkkenet satte de tidligere ejere op. Friederike og døtrene bruger lågerne som tavler, så kruseduller og beskeder kan bløde lidt op på de sorte flader. Friederike har lagt en træplade på køkkenbordet for at få mere varme og stoflighed ind i køkkenet.
Ved spisepladsen i køkkenet har Friederike skabt ekstra plads over dørene til kasser med sytøj etc. Bemærk, at katten har sin egen hule med indgang under bordet! Taburetterne er købt på Louisiana.
Det smukke Pantone-fad har Friederikes tegnestue Holscher Design lavet for Room Copenhagen.
Den luftige stil går igen i sofahjørnet. Sofaen er en gammel Anton Dam. Den har Friederike ombetrukket, så den får lov at blive i stuen nogle år endnu. Sofabordet er fra Hay.
I gangen bliver loftshøjden udnyttet med hylder højt til vejrs over dørkarmene, så der er plads til familiens sko. Den lille børnemalkeskammel er datteren Rosas loppefund, den gør, at alle kan nå op.
I Friederikes eget ‘værelse’ er der plads til garderobe, opbevaring, arbejdshjørne og soveværelse på få kvadratmeter, uden at det virker overfyldt.
Et kig fra stuen ind til værelset med rumdeleren med Friederikes ‘værelse’ på den ene side og Rosas værelse på den anden. To taburetter markerer gavlen på boksen.
Den smukke seng, V fra tyske Tojo Möbel, er ligesom mange andre af Friederikes møbler fleksibel. Ved et let træk kan den foldes ud til dobbelt bredde.
På Rosas ‘værelse’ er der hele to senge til rådighed. Adgang til sengen på hemsen sker via en rebstige. I skufferne under sofasengen har Rosa sit tøj. Lamperne er fra Ikea.
En hylde med hvide æsker holder orden på Friederikes små ting. Hun har også hængt klemmer op på væggen, så hun nemt kan skifte pynt og små billeder ud.
Emmas lyse arbejdsplads ved vinduet på hendes værelse. Løsningen med en bordplade under vinduet er ens i alle værelserne og udnytter pladsen godt. Emma får læselys fra to arvede Luxo arkitektlamper. De kan bl.a. købes hos ergopartner.dk