Poul Henningsen: Designer, arkitekt og sangskriver

Poul Henningsens mission var at forstå og kaste lys over tidsånden – på alle parametre. Han gjorde det ved at designe lamper, der helt konkret kunne oplyse danskernes mørke stuer, tegne huse, forfatte spiddende satire til tidens revyer og ved at tale højt og åbent om alle de konventioner og traditioner, han mente, man burde gøre op med.

Poul Henningsen blev født i 1894 som søn af forfatterne Agnes Henningsen og Carl Ewald, der især blev kendt for deres henholdsvis kvindefrigørende romaner og historiske fortællinger og genfortællinger af danske og tyske folkesagn. Lille Poul voksede op omgivet af tidens største kulturpersonligheder og fortalere for nytænkning – et miljø, der gav plads til store og frie tanker, leg og opfindsomhed.

Han byggede sin mangfoldige karriere på et solidt fundament af sin tid som murerlærling og sine studier på teknisk skole. Samtidigt dygtiggjorde han sig som kunstmaler ved at komme hos fynbomaleren Johannes Larsen i Kerteminde. Han var altså ikke uddannet fra Kunstakademiets arkitektskole, selv om han kom til at tegne både sommerhuse, et dampvaskeri, et badehotel og flere andre større og mindre bygninger, lamper, stole og et flygel.

En lys idé

I begyndelsen af 1920’erne etablerede Henningsen sin egen tegnestue, i de første år sammen med kollegaen Kay Fisker. Samtidigt var han kulturskribent og kunstkritiker i flere tidsskrifter og aviser – altid bramfri og med et skarpt øje for de nye ideer og tanker omkring arkitekturens og kunstens samfundsopbyggende rolle.

Det synspunkt kom især til udtryk i Henningsens eget tidsskrift, Kritisk Revy, hvor PH sammen med flere af ligesindede kulturradikale personligheder revsede sin samtid for fejlslagne byggeprojekter og generel stilforvirring inden for arkitektur og byplanlægning. Blandt andet.

Henningsen designede sin berømte lampe, senere døbt PH-lampen, allerede i begyndelsen af 1920’erne, efter utallige Storm-P-agtige forsøg med lys. Han ville skabe en lampe, der kunne sende pærens lys ud i rummet – men uden at blænde. Resultatet blev det i dag ikoniske skærmsystem (i øvrigt optaget i Danmarks kulturkanon), som hhv. skærmer og fører lyset ud i rummet. Samtidigt var lampens design velegnet til masseproduktion, og indtægten fra lamperne sikrede Henningsen for resten af livet og gav ham frihed til at kaste sig over de projekter, han brændte mest for.

Trodsede normerne

PH nød at stille sig i opposition, hvad enten det handlede om at nytænke lampedesign, skrive satiriske revytekster eller arkitektur – fx kaldte han det hjem, han tegnede og byggede til sig selv og sin familie i 1937, for ’Gentoftes grimmeste hus’. Fordi huset ikke svarede overens med datidens populære arkitekturstil i sten, træ og tegl, men derimod blev bygget i præfabrikerede betonblokke, tagpap og andre industrielle materialer. Huset var et udtryk for PH’s forkærlighed for kubismen og egne værdier omkring familieliv – med åbne forbindelser mellem husets zoner og en fremsynet forløber for de parcelhuse, som danskerne først for alvor tog til sig 20 år senere.

Flugten til Sverige

Op igennem1930’erne var Henningsen meget kritisk overfor den fremadstormende nazisme i Tyskland, og han langede i sine artikler og tekster hårdt ud efter både politikere og kulturforvaltere, som han mente så med for milde øjne på de nazistiske ideer og tanker. Under besættelsen skruede han dog ned for kritikken, men skrev alligevel visen ’Man binder os på mund og hånd’, der blev sunget af revydronningen Liva Weel, der blev opfattet som et klart budskab om modstand imod besættelsesmagten.

PH kom da også under overvågning af de tyske nazister i Danmark, og i 1943 flygtede han til Sverige i en robåd sammen med sin anden hustru Inger Henningsen og arkitekten Arne Jacobsen, der var jøde, ligesom ligesom den unge kaproer herbert Marcus, som roede båden sikkert til Sverige.

Efter krigen fortsatte PH sit virke som både samfundsrevser, arkitekturanmelder, designer, tusindkunstner og legebarn – altid optaget af kvalitet og fornyelse. I de sidste år af sit liv var Henningsen redaktør for forbrugerbladet Tænk.

Poul Henningsens mest kendte design og arbejde

Foto: lauritz.com

PH-glaspendel, 1926

Der var lidt Ole opfinder over PH, der var igennem mange lyseksperimenter under udviklingen af den lampe, som siden er blevet et designikon. Med matematiske beregninger fandt PH frem til, hvordan skærmene skulle vinkles i forhold til hinanden for at lyset reflekteres og sendes ud af lampen, blændfrit og med bløde skygger.

Skærmsystemet, eller ’den modulopbyggede flerskærmslampe’ udviklede Henningsen året forinden i samarbejde med lampevirksomheden Louis Poulsen, hvor hans ’Pariserlampe’ vandt guldmedalje ved verdensudstillingen i Paris. Glaspendlen fra 1926 har færre skærme og er en mere forfinet og forenklet version, der siden er blevet et ikon.

Danmarksfilmen, 1935

Filmen var en bestillingsopgave fra Udenrigsministeriet, der gerne ville have en dokumentarfilm, som kunne sælge Danmark som attraktiv turistdestination. Men Poul Henningsens samling af ofte humoristiske hverdagsglimt, underlagt med jazzet og moderne musik, vakte ikke begejstring på Christiansborg, og filmen blev klippet om. I mange år betragtede man originalfilmen som forsvundet og endegyldigt tabt, indtil der dukkede en filmrulle op hos Landbrugets Rådgivningscentral.

’Man binder os på bund og hånd, sunget af Liva Weel, 1940

Skuespillerinden Olivia ’Liva’ Marie Weel var en af datidens mest feterede revystjerner – godt hjulpet af de enestående sangtekster, som vennen Poul Henningsen skrev til hende. Heriblandt visen ’Gribe efter blanke ting’, som dog primært er kendt som ’Man binder os på mund og hånd’ efter et af de vers, der blev opfattet som en helt tydelig modstand mod besættelsesmagten Tyskland, der kort før opførelsen i revyen ’Dyveke’ havde invaderet Danmark. Se filmen på filmcentralen.dk.

Glassalen i Tivoli, 1946 og 1956

Poul Henningsen var chefarkitekt for Tivoli fra begyndelsen af 1940’erne og han satte dybe spor i havens arkitektur og udtryk. Henningsen var nære venner med Tivoli-direktør Kjeld Abell, der delte hans kulturradikale tanker og ideer, og måske netop derfor blev Tivoli ramt af sabotage i 1944, da Schalburgkorpset sprængte flere store bygninger, bl.a. Glassalen, Koncertsalen og Arena.

Haven genåbnede dog efter kun 14 dage, og PH genopbyggede Glassalen i 1946 og renoverede den igen i 1956, hvor han ombyggede den til teatersal.

Børnesangen ’Aben’ (Der var engang en abe), 1948

PH kastede sit skarpe blik i mange retninger gennem hele sit liv – også på børnepædagogikken, som han mente var både streng og gammeldags. Det mærker man i hans legesyge sangtekst til en af tidens allermest populære børnesange, som mange af os i dag kender som ’Åh abe’ eller ’Der var engang en abe’. ’Gid jeg var ligesom dig ...’ skråler ungerne med PH’s ord, der lagde op til friere leg og bevægelse – som aberne i junglen. Komponisten Bernhard Christensen skrev den glade melodi til sangen, der først udkom i tidsskriftet ’Unge pædagoger’.

PH koglen, 1958

Få lamper signalerer dansk designarv som PH’s formfuldendte lysekrone ’Koglen’, eller ’Artichoke’ som den er blevet døbt på engelsk. Henningsen blev bestilt til at tegne en større lysekrone særligt til den modernistiske restaurant Langelinie Pavillonen i København, og et af kravene var specifikt, at lampen skulle være blændfri fra alle vinkler. Det løste PH med lampens 72 ’blade’ i kobber, der reflekterer lyset på en varm og behagelig måde, der matchede den eksklusive restaurant. Koglen produceres stadig i dag i flere varianter hos Louis Poulsen.

PH 5, 1958

Der er mange af os, som har spist aftensmad i skæret af en PH 5. Lampen var Henningsens svar på alle de store og små, skarpe og matte lyspærer, som i denne tid overstrømmede markedet.

Henningsen skabte PH5, der kunne kaste et behageligt lys, uanset hvilken lyspære, forbrugeren nu engang valgte at sætte i den. Det kunne den ved hjælp af sit skærmsystem, som PH havde udviklet og forfinet gennem de sidste 30 år – og så de små røde og blå skærme i lampens inderste, som sørger for at farvegengivelsen bliver optimal. Lampen har fået sit navn fra størrelsen på den yderste skærm, som er 50 cm i diameter.