Pynt fint op til forårsfesten
Skal du holde fest i et ufestligt forsamlingshus, et trist lejet lokale eller et personlighedsforladt festtelt, så hent inspiration her på siderne til at pynte fint, forårssmukt og fantastisk op.
Pynt gæsterne op
Med små knaphulsblomster bliver herrerne også festlige at se på.
Bestil bestik ... hos venner og familie, for ligesom med glas, tallerkener og kopper kan du også låne og blande knive, skeer og gafler. Bind kniv, ske og gaffel fra samme type bestik sammen med hver sit stykke bånd. Vælg bånd i farver, der passer til dug og blomster – vi fandt bånd hos Panduro Hobby.
Nemme servietringe
De dekorative servietringe er supernemme at lave selv af papruller fra køkkenruller og søde stofrester. Tekstilerne her er fra Grønlykke. Damaskservietten er privateje.
Forårsfugle
De fantastiske lyserøde fugle er stearinlys, der kan være med til at skabe stemning på festbordet.
Bestil bestik ...
hos venner og familie, for ligesom med glas, tallerkener og kopper kan du også låne og blande knive, skeer og gafler. Bind kniv, ske og gaffel fra samme type bestik sammen med hver sit stykke bånd. Vælg bånd i farver, der passer til dug og blomster – vi fandt bånd hos Panduro Hobby.
... og kopper
Kaffe- og tekopper skal der også være til festen, og de behøver heller ikke at være ens, tværtimod kan det se festligt ud at blande lånt service fra venner og familie.
Sødt til kaffen
Kandis og sukkerknalder i anderledes former og farver giver kaffebordet et feminint og festligt strejf. Her i små kaffeglas. De lyserøde og hvide hjerteformede sukkerknalder er fra Royal Copenhagen.
En rulle hilsener
Bind et fløjlsbånd i en regnerulle fra en gammeldags regnemaskine – nu kan gæsterne skrive en hilsen til værterne på rullen. Et hyggelig måde at huske festen på.
Lys i marengs
Er festen en fødselsdags- af slagsen, så prøv at bruge små marengs som lysestager – en nem og bogstavelig talt sød ide. Lav et hul i toppen af en marengs med en knappenål eller syl, og sæt et tyndt lagkagelys i. Lysene er fra Fuursted.
Så smukt!
Hvis du er rigtig overskudsagtig, så bind en lille buket til at lægge på hver tallerken. Vi brugte et par blomstrende kirsebærkviste og en enkelt skærmblomst. Brug f.eks. kongeskærm eller lidt brudeslør. Kom lidt våd køkkenrulle om stilkene forneden, og pak lidt husholdningsfilm om. Skjul køkkenrulle og husholdningsfilm ved at vikle grønt blomstertape omkring. Læg buketten på en sammenfoldet stofserviet på tallerkenen.
I stedet for vaser...
Mangler du vaser eller potteskjulere til bordet, så slip let fra det ved at sætte forårsblomster i gaveposer. Poserne her er foret med hvidt silkepapir, og der er sat hvide tulipaner i potter ned i.
Blandede tallerkener
Service kan selvfølgelig lejes – tjek på internettet under festudlejning – men drømmer du om at dække mere personligt op, så kan du bruge enkle moderne hvide tallerkener og blande dem med
farvede eller blomstrede af slagsen. Måske kan du låne nogle arvestykker i familien. Her ses tallerkener til inspiration.
Træk en bordherre
Find et rør med dit eget navn på – inden i røret står navnet på din bordherre – en sød og anderledes måde at finde sin bordherre på.
Guirlande
Sådan gør du: Klip ensfarvede og blomstrede stofrester i firkanter i lidt forskellige størrelser. Klip et stykke silkebånd på ca. 3 meter, og fold den øverste halve cm af en af stoffirkanterne omkring båndet foroven. Lim folden med tekstillim. Fortsæt med at sætte stofstykker på båndet, men lad lidt bånd være uden stoffirkanter i begge ender, så guirlanden nemt kan hænges op i festlokalet.
Blomster til bordet
Forskellige hvide vaser sat sammen i grupper giver lidt liv i et anonymt lokale. Vi brugte nelliker og valmuer i pastelfarver til vaserne.
► SE OGSÅ: Forårsfornemmelser - Sådan får du foråret indenfor
► SE OGSÅ: Farvestrålende forår med tape