Det startede med en lille vejbod og nu forpagter Rikke Lenz en 2000 kvadratmeter stor blomstermark
Rikke Lentz fik for alvor åbnet øjnene for blomsternes magi, da hun boede i New York og arbejdede for en gartner, der lavede penthousehaver. I dag boltrer hun sig på 2000 kvm frodig økologisk landbrugsjord, hvor sommerblomsternes farveflor kan tage pusten fra de fleste.
Det er en hobby, der er gået bersærk for mig. Det vokser og vokser og bliver vildere og vildere, fortæller Rikke Lentz, mens hun holder en pause fra arbejdet ude i blomstermarken. De 2000 kvadratmeter næringsrig økologisk muld, hvor hun udlever sin blomsterdrøm, kræver arbejde året rundt, og det er noget af et skridt fra den rækkehushave i Brede, som det hele begyndte med.
– Jeg har altid interesseret mig for at være udenfor og se tingene vokse, særligt blomster, gør noget godt for mit sind. Jeg prøvede også at dyrke grøntsager en overgang, men blomsterne tog hurtigt over. Det er skønheden i dem, der taler til mig. Jeg føler nærmest, at blomsterne tog mig i hænderne og sagde; kom nu i gang, fortæller hun.
Haveterapi
Rikke Lentz kommer selv fra en familie, hvor der blev gået op i hjemmelavet gødning og en god kompost til køkkenhaven. Som yngre boede hun i New York, hvor hun arbejdede for en gartner, der lavede taghaver på Manhattan, og Rikke anlagde sin egen lille have hjemme i New Jersey med overskudsblomsterne. Da hun flyttede til Danmark igen og siden ind i rækkehuset i Brede sammen med sin mand, begyndte hun i det små med hjemmedyrkede blomster og fine buketter, som Rikke solgte i sin ’havekiosk’ til naboerne på vejen. Havearbejdet og blomsterne blev en kilde til daglig glæde.
– Jeg har læst meget om haveterapi, så jeg kendte godt til de positive effekter, men jeg har selv oplevet så tydeligt, hvor godt det er. Jeg oplever, at tiden går i stå, og jeg kan være ude i min have i mange timer og blive forundret over, hvor lang tid, der er gået. Jeg tænker ikke på bekymringer, men går i et med det, der er foran mig, fortæller hun.
Annonse
Rikkes tips til at vælge blomster
Jeg har nogle favoritter, som jeg skal have hvert år og som fungerer godt i buketter: Frøkenhat og diverse skærmblomster, georginer og langstilkede tagetes, der er et af mine barndomsminder, den er spiselig og holder så eminent i buketter.
Prøv først med nogle nemme sommerblomster og stauder, som dufter godt og som også er spiselige, f.eks. anis isop, hvis blade du kan bruge i te og som summer af liv i marken.
Gå efter nogle forskellige former, runde som Cosmos, men også nogle spir og andre former og forskellige farver. Jeg har ALT, fordi jeg elsker farver og så kan gå i alle retninger med mine buketter.
Find inspiration på Pinterest og Instagram, og prøv dig frem.
Cirkulær lykkefølelse
De sidste par år har Rikke skaleret sit blomsterliv væsentligt op, og hun forpagter nu 2000 kvadratmeter jord ved Mangholm i Hillerød, hvor hun har flere hjælpende hænder, der indimellem bruger en dag på at luge mellem rækkerne.
– Jeg har haft flere frivillige, der synes det er enormt afstressende at luge. For nogen er det bare en virkelig effektiv måde at rense tankerne på. Man bliver aldrig færdig, og der vil altid være noget, der skal gøres, og når man først har accepteret det, så bliver hvert møde med planterne en glæde. Fra såning til buketten, hvert skridt giver mening og hver proces er vigtig. Det er meget cirkulært, og det tror jeg er enormt godt for sindet. Og at se et frø vokse sig til en stor solsikke eller en stolt kavaler, der bare blomstrer og blomstrer hele sommeren igennem, det er for mig et mirakel hvert eneste år, slutter hun.
Rikkes tips til at planlægge et bed
Sommerblomster elsker lys, så vælg et sted, hvor du har fuld sol.
Læg en plan og vær realistisk. Hvis du har fem kvadratmeter, så skal du ikke så 300 blomster. En god tommelfingerregel er, at der kan stå 9 eller 16 planter på en kvadratmeter, alt afhængig af sorterne. Altså 3 rækker á 3 planter eller 4 rækker á 4.
Hvis du vil prøve med en masse forskellige sorter, kan rammebede på 1x1 meter, inddelt i rækker eller felter, være godt for overskueligheden.
Jeg sidder i det tidlige forår og tegner bedene op, så jeg har en idé om, hvad jeg skal, når jeg står med alle mine bakker med forspirede blomster. Her kan vinduespladsen til forspiring være et målestoksforhold i sig selv for, hvor meget du kan dyrke.
Du kan også bare kaste nogle frø direkte i jorden i det tidlige forår, når den er varm nok i maj. F.eks. jomfru i det grønne og morgenfruer – men så ved du ikke, hvor mange blomster du får, men du får blomster.
Rikkes tips til havearbejde
Vandingen er nok det vigtigste, så sørg for, at din nabo vander, hvis du skal på ferie.
Du skal også holde bedet fri for ukrudt, så alt i alt skal du bruge nogle få timer om ugen med at vande og luge.
Hvis jorden allerede har fået kompost fra starten, så skal der ikke mere til, men jorden skal næres i foråret og have fået noget guf.
Pas på jorden året rundt, for i sidste ende kommer du til at se det på mængden og kvaliteten af de blomster, du får frem. Du kan også komme til at overgøre gødningen, så planter som stolte kavalerer bliver mere grønne end blomstrende, så orienter dig om de enkelte planter, før du går i gang.
Brede Havekiosk
Rikke sælger økologiske snitblomster i hele sæsonen fra maj til oktober. Du kan også komme og skære din egen spand med sommerblomster og få oplevelsen med at gå igennem Rikkes blomstrende mark på Mangholm ved Hillerød. Brede Havekiosk leverer desuden buketter til arrangementer og virksomheder. Se mere på bredehavekiosk.dk