Sara og Robert købte Frederiksbergs måske billigste villa – og forvandlede den
Sara Camre og Robert Warren Paulsen købte Frederiksbergs billigste hus, og efter en totalrenovering er det blevet til et lyst og åbent hjem fyldt med kvalitet, langtidsholdbart design og et umiskendeligt aftryk af begges fortid som arkitekter.
Fire måneder. Så lang tid tager det Sara Camre og hendes mand, Robert Warren Paulsen, at skrælle et hus og gennemrenovere det. Parret, der er indehavere af børneinteriørvirksomheden Cam Cam Copenhagen, har en fortid som arkitekter, så de er vant til processen og er dygtige til at vælge de rigtige samarbejdspartnere. Det gjorde de, da de for nogle år siden flyttede til et slidt standardhus i Vanløse, som de forvandlede til en træbeklædt arkitektdrøm. Og det gjorde de igen, da de for et lille års tid siden købte Frederiksbergs billigste hus. Eller rettere villa. For parrets nye hjem er en klassisk Frederiksberg-villa, det var bare svært at se, da de købte den.
Grundlæggende havde villaen masser af kvaliteter, men det krævede, at man kunne se igennem dårlig rumfordeling, gule og brune kakler i stort antal, slidt savsmuldstapet og sløje vinduer, der var mørkebrune på indersiden og mørkerøde udvendigt.
– Det var ren stilforvirring, og vi havde lyst til at bringe husets oprindelige stil og kvaliteter frem igen. Derfor rev vi alt ned med undtagelse af etagedeling, ydermure og det relativt nye sorte tegltag og tegnede en helt ny plantegning. Der er én af de gamle vægge tilbage, resten er revet ned, fortæller Sara.
Hvordan de kunne overskue at gå i gang med endnu en totalrenovering, kan man godt undre sig over.
– Det er sjovt at bygge! Og nu, hvor vi ikke arbejder som arkitekter mere, får vi afløb for det i vores private projekter.
Arkitektbaggrunden fornægter sig ikke i den måde, Sara og Robert har indrettet sig. Det ses i valget af den brede sildebensparket, de nye sprossede vinduer, og ved at de har sløjfet loftet under kippen og dermed givet lys og luft til første sal, men også i interiøret. Hvide vægge, langtidsholdbare arkitekttegnede møbler, afdæmpede toner, naturlige kvalitetsmaterialer, og som de eneste rigtige farvesplash hænger kunsten igennem hele huset. Og så er det en fordel, at når du selv tegner skræddersyede løsninger, så kan de gå igen i nærmest alle rum. Robert har tegnet køkkenet, mens Sara har tegnet den indbyggede bogreol i stuen og klædeskabene. De har fået bygget det hele på den fabrik, hvor de får bygget deres Cam Cam Copenhagen-møbler.
– Det er med fuldt overlæg, at alt er holdt i hvidt, gråt og træ, fordi det passer til min æstetik. Jeg kan lide det lyse, det naturlige og det rene, og så kan jeg dosere farverne i form af kunst og tekstiler fortæller Sara.
Hvem og hvad?
Hvem: Sara Camre, stifter og indehaver af børne- interiør-virksomheden Cam Cam Copenhagen, Robert Warren Paulsen, direktør i Cam Cam Copenhagen, og deres tilsammen fire børn.
Hvad: Villa på 170 kvm. fra 1918 på Frederiksberg.